x
Superman på slap line

Noah Carter, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Superman på slap line

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal starte med denne anmeldelse for at give et dækkende billede, så lad os starte med en tur ned ad memory lane. Jeg så Noah Carter for snart to år siden på Distortion Ø. Det fænomenalt stærke debut-mixtape Couch Dreams var netop udgivet, og der var en summende stemning omkring en virkelig talentfuld engelsk-rimende dansk rapper, der havde potentiale til noget helt stort. Han lagde koncerten ned, og jeg husker det den dag i dag som en af de store musikalske oplevelser for mit vedkommende i 2017. Den er svær at toppe. Men forsøget skal gøres i aften i Musikhusets Store Sal på Spot-festivalens anden dag for et væsentligt større publikum og et mere koncentreret sæt. Jeg har sjældent oplevet to så forskellige præstationsniveauer af den samme kunstners koncert. For aftenens forestilling levede ikke op til mit minde om Noah Carters format. På ingen måde.

Men først og fremmest skal han undskyldes. At booke en rapper til musikhusets klassiske Store Sal er et selvmål af de store. Hvis der er noget, man ikke gider som et dedikeret hiphop-publikum, er det at have skulende vagter stående i fuld belysning konstant afventende overtrædelser af reglementet af den ene eller anden art uden egentlig at kunne hoppe synderligt rundt. Man burde vide bedre og lade Noah spille på en scene med fri bevægelsesfrihed for publikum til at gakke rundt og have det sjovt. Flere kunstnere har dog bevist, at man stadig kan få en fest ud af den formelle opsætning, så forsvaret stopper også her.

Noah Carter træder ud på scenen efter introduktionen af ”en rapper, der er blevet beskrevet som havende international klasse” ifølge konferencieren. Alene denne sætning fortæller os, at noget ikke helt er, som det skal være. For de samme gloser blev brugt for to år siden, og noget kunne tyde på, at blikket egentlig er et helt andet sted end den danske fanskare. I en løsthængende  North Face-bluse og joggingbukser starter Carter forestillingen med ”Call Me Over”, det mest anonyme nummer fra debutudgivelsen, som ikke giver mange sved på panden, bortset fra hos rapperen selv. Publikum er varme og glade for at se deres tydelige idol, men manden på scenen halser efter ordene og har egentlig svært ved at følge med i sin egen tekst. Og det viser sig desværre at blive symptomatisk for resten af koncerten. Han springer hurtigt videre til ”Search”, en let crooner, der da også leveres nogenlunde og faktisk er den eneste repræsentation af den seneste udgivelse, 2nd Demo, fra sidste år, hvilket også er synd. Og vi ryger tilbage i det klumpede på balladen ”Do You”, der er rykket frem på grund af en uforståelig forklaring, og som igen leveres forklumpet og vaklende. Ærgerligt, men publikum er med ham, og han kan nå at vende det.

Det går til gengæld helt galt på ”City of Sin”, hvor teksten simpelthen ikke lige står klart i erindringen for den ellers sympatiske musiker, på trods af at han inden da erklærede det som en af hans personlige favoritter. Han beder halvvejs inde om at få spillet nummeret forfra for at prøve igen, ooooog igen går det galt. En mærkelig prioritering i et 25 minutters sæt at tage en sang med, hvor man ikke kan huske teksten, når der er en masse andet materiale at tage af. Vi skynder os videre til den halvanden lange minuts banger ”5000”, hvor Carter igen må prioritere en kontakt med publikum til fordel for at levere sine rim og hooks nogenlunde. Det bliver en øv-fest 90 procent af fremmødet, og københavnerdrengen fra B.O.-kollektivet virker i det hele taget ufokuseret og distraheres meget let af snak og skærmydsler rundt omkring ham. ”Team Litty” er mere af samme skuffe, og det føles som en mærkeligt prioriteret sætliste af to-tre ballader i rap og to-tre bangers uden variation og tydeligt energidrænende for kunstneren selv. Han hiver pludselig en beskeden ølmave frem som undskyldning, han spiser åbenbart meget, mener han selv, og man kunne ærligt talt ikke være mere ligeglad.

Vi får serveret den ældre ”Count On Me” med samme fattige energi og tempo, og man begynder at lægge mærke til, at det mere er lysshowet og musikkens volumen, der gør forestillingen en smule medrivende. Carter ved det godt selv og undskylder flere gange for et ufærdigt show, men det er tydeligt, at han ikke er synderligt dedikeret til begivenheden. Det føles som en eksamen i skolen, man ikke rigtig gider til, men som bare skal overstås, fordi nogen andre forventer det af en, de kender jo for fa’n allerede svarene. Det gør Carter og sender sidste bold ud til publikum med ”Come Alive”, der næsten fremstår med overskud og karisma. Men man sidder tilbage med følelsen af, at hele forestillingen har tabt pusten, og det er ikke særlig fedt.

Jeg holder virkelig af Noah Carters musik og synes, at han er noget af det bedste, der er sket for dansk rap i lang tid. Og han har tidligere bevist, at han er fænomenal på en livescene. Når han vil være det. I aften var fokus blot et helt andet sted, og det fremstod som et leveringsarbejde, der var blevet alt for sikkert til, at den charmerende fyr kerede sig nok om selve koncerten på trods af glimt af godt flow og timing. Det kan godt være, at han lynhurtigt er steget op i dansk raps superliga, men selv de små kampe skal bare vindes. Og denne fredag aften på Spot var ikke en sejr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA