x
Stor soulstemme i høj lydmæssig søgang

Bette, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Stor soulstemme i høj lydmæssig søgang

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

For at omskrive et gammelt citat fra GAFFA-Prisen 2012, så er det eneste, der ikke må ske på Spot Festival er, at alt går galt. Ikke mindst fordi man kun har lidt mere end en halv time til at vise, hvad man kan, og fordi der muligvis befinder sig indflydelsesrige branchefolk blandt publikum. Langtfra alt gik galt, da den danske r&b-sangerinde Bette optrådte på Spot, men noget gjorde, mens andet forløb ganske udmærket. Og både Bette og publikum tog fejlene med ophøjet ro.

Allerede i første nummer, hittet ”Da du kom”, kan man høre nogle højlydte knald over anlægget, som om der bliver affyret fyrværkeri backstage. Jeg er ikke lydmand, men det lyder, som om trommerne får noget til at overstyre, med deraf følgende udfald i lyden. Det bliver så grelt, at Bette og hendes tre musikere på bas, trommer og keyboard må stoppe, og så skal der arbejdes i kulissen. Efter et par minutter prøver vi igen, og denne gang lyder det bedre.

Koncerten er dog stadig ikke uden problemer. Bettes band spiller udmærket, men trommeslager Felix Ewert – kendt som den platinblonde, nydeligt tatoverede, storsmilende og hårdtslående trommeslager fra blandt andre Alex Vargas, Julias Moon og Nik & Jay (og som også spiller med Malte Ebert på Spot få timer senere) – fylder lidt for meget i lydbilledet i det ret lille lokale, især når han hamrer løs på lilletromme eller pauker. Det overdøver delvis Bettes ellers flotte r&b/soulstemme med de helt rigtige fraseringer, i hvert fald hørt fra dér, hvor jeg sidder, på fjerde række fra scenen. Løsningen havde nok været at placere trommerne bag plexiglas.

Aftenens bedste sang er da også med længder den eneste uden trommer, nemlig en flot balladefortolkning af The Minds of 99's "Alle skuffer over tid", kun for keyboard og vokal. Her går Bettes smukke stemme rent igennem, og hendes præstation udløser fortjent store klapsalver.

Desværre dukker de mærkelige knald op igen fra tid til anden senere i koncerten og generer både publikum og musikere, hvor Bette flere gange må tage sine in-ear-monitors ud, formodentlig for at kunne bevare sin hørelse. Men når det kører, kører det faktisk udmærket. Bette har, blandt andet sammen med ligeledes Spot-aktuelle Emil Kruse, skrevet nogle udmærkede, melodiske og dansevenlige, dansksprogede midt-tempo-r&b-sange, der ofte sender tankerne tilbage til 90’erne og ikke mindst Karen, som var en af de første til at synge r&b på dansk omkring årtusindskiftet. Tekstuniverset er måske lige lovlig meget dig-og-mig-banaliteter, men det er på den anden side også en del af genren, så det er til at leve med. Numrene minder også en del om hinanden, men hver især er de ganske catchy, så lad gå. Det kunne dog have været fint med en regulær ballade, som ikke var et covernummer.

Bette præsenterer et nyt nummer, ”Tænker” – også skrevet sammen med Emil Kruse – med beskrivelsen, at det er en sang, som hendes venner, som hun sparrer med, ikke rigtigt kan lide. Måske en lidt for selvudslettende oplysning, ikke mindst med de mange tekniske problemer i betragtning, men sangen er fuldt på højde med de øvrige og får da også en positiv modtagelse af det i det hele taget meget venlige publikum, som Bette også får takket for deres tålmodighed, og hvor én undervejs råber "Du synger pissegodt!" Da hun går af scenen, er der ligefrem stående bifald. Nok grundet en blanding af respekt for især Bettes vokal som for hendes evne til ikke at lade sig slå ud af kurs trods høj søgang undervejs.

Det, der ikke slår én ihjel, gør som bekendt én stærkere, og Bette er givetvis blevet stærkere af dagens Spot-optræden. Det skal blive spændende at opleve hende en aften uden tekniske problemer – og med trommerne på et passende lydniveau.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA