x
Jens Nørhave flygter fra sig selv – også på scenen

Jens Nørhave, Spot Festival, Atlas, Aarhus

Jens Nørhave flygter fra sig selv – også på scenen

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Nogle gange kan en koncerts placering gøre hele forskellen i en positiv retning. Det rette tidspunkt, den rette stemning og setting kan gøre forskellen for en middelmådig dag på kontoret og transformere den til noget uforglemmeligt. Andre gange sker det modsatte, og en manglende fornemmelse af kunstnerens format kan betyde et øget pres og uretfærdige forventninger til det færdige produkt.

Det sidste var det umiddelbare tilfælde for Jens Nørhave, der med en booking på Atlas' scene skulle spille i den relativt store sal for et publikum, der endnu ikke har set dagens lys. Man kunne med fordel have placeret ham et mindre sted og givet ham en placering, der kunne tillokke forbipasserende intetanende festivalgængere ind i varmen til noget dansksproget r&b. Dette bliver desværre nært umuligt, og vi er kun omkring de 30, der er mødt op til koncerten og står skizofrent og skal placere os i salen. Men med ufortrøden professionalisme tager Nørhave kampen op og byder os velkommen ind i lampeskær og et fløjlsblødt sangunivers.

Med sidste års debut-ep Opløst er soloartisten sprunget ud i en break-up udgivelse affødt af et længere udlandsophold. Kimen er altså lagt til en overdådig mængde af refleksioner over de forliste kærlighedsaffærer i et live-format. Seancen starter med ”Ansigterne” fra førnævnte ep, og det beskedne fremmøde skal lige såvel varmes op som Nørhave selv. Det er tydeligt en mand, der tidligere har været hjemmevant i hip hoppens univers med dets flow og tempo. De blide toner lægger sig dog glimrende imellem Atlas' tunge vægge, og den korte afstand mellem gulv og loft gør stemningen æterisk. Nørhaves vokal valser meget nænsomt af sted mellem horn og keys og ¾-takt trommer. Den er næsten for nænsom, og man mærker en kunstner, der har skrevet et projekt både om og for at komme ud af sin egen skal. Og man mærker, at det er en temmelig reel udfordring, mens koncerten går i gang, og sangeren selv prøver at finde ud af, hvilket ben han skal stå på, mens han appellerer til et lunt vuggende og overbærende publikum.

Han får nu hivet folk tættere på scenen med et smil på læben. ”Opløst” følger op og bliver næsten en poetry slam med underlægningsmusik, og det er svært at se, hvorvidt det er positivt. Men det er en tydelig agenda for Jens at eksponere sig selv til det yderste (det er det meste af tematikken i sangene), og det er da et held, at mange af hans rim og lyriske gloser er ganske velvalgte. Andre nye artister kunne lære den antydningens kunst, som hans sange til tider besidder. Velvalgte tekster kombineret med den mørke scene på Atlas er inddragende. Men på hittet ”Menneske” fortaber nummerets nuancer sig i en pop-sentimentalitet (ikke et skældsord her, tværtimod), der ikke helt får luft under vingerne og særligt afslører Nørhaves vokals begrænsninger og en lidt for simpel tekstramme.

Vi får efterfølgende den nye skæring ”Det gør jeg”, og blikket synes at løbe lidt udad, og det klæder foretagendet, efter at have trasket rundt i hjerte-smerte gloser, der da også er dejlige, men måske kan blive kunstnerisk magelige en gang i mellem. ”Mure i din krop” vender dog tilbage til det sikre tema, og Nørhave har ikke helt bevist det tydelige potentiale endnu.

Derimod føles det, som om at ”Verdens største by” (det er her London, hvis nogen skulle være i tvivl) får et ekstra niveau af intensitet, der gør sangen mere vedkommende end sætlisten indtil nu. Jeg ved ikke, om det er fordi, Nørhave bevæger sig mere hjem i hip hoppen på det, men linjerne leveres i hvert fald med et andet overskud i produktionerne, der indtil nu har været præget af en del repetition i et forsøg på at nå de ømme sjæle rundt spredt rundt omkring og ud på Atlas. Vi får dog lov til at se det hele vendt lidt på hovedet, da ”Rundt om dit hoved” kommer på, en sang som med en stærkt dominerende guitar får vibrationerne hen imod et moderne udtryk af house disco. Og det sætter sig i hofterne på en god måde med velspillende musikere, og Nørhaves vokal klæder at få pålagt en stil, der rummer mere kropslig interaktion end den sjælelige.

Hvis han bevarer sine teksters fokus på den lille mand i det store univers og måske kigger lidt i retning af, hvad Thøger Dixgaard laver, er der givetvis et publikum, der finder ham. Men det er ikke på en nærmest lukket forestilling på Atlas, at han kommer ud til befolkningen, og det er altså en hård skæbne for en up and coming. Sangeren siger tak for i aften med ”Alt peger på dig”, som er tydeligt forløsende for en lettere nervøs soloartist, men variationen fra forrige nummer er blot minimal, så man ender med at kede sig lidt. Koncerten var i store træk et projekt, der glimtede mere i momenter end i sin helhed, og det er netop sådan noget Spot også kan bruges til. Lad os se, om Nørhave ikke kan få fyldt Atlas ud om et par års tid.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA