x
Glimtvis grandiositet

,

Glimtvis grandiositet

Anmeldt af Nikolaj Sandberg | GAFFA

Omtalen omkring Selma Judith er steget støt den seneste tid, hvilket lod sig udtrykke i et næsten fyldt VoxHall denne aften. Selma Judith er da også en af de mest interessante og talentfulde artister på den danske popscene lige nu, hvilket naturligvis skød forventningerne i vejret hos denne anmelder og de fremmødte.

Centralt på scenen stod Selma Judiths harpe placeret. Der er noget næsten mytisk og guddommeligt over det smukke instrument, og det blev ikke mindre mytisk, da Selma Judith satte sig ned ved instrumentet og henlagt i blåt lys fremførte et fabelagtigt cover af Tash Sultanas ”Jungle” helt og aldeles alene. Med dyb inderlighed fik hun i hvert fald overbevist mig om, hvor smukt et instrument harpen egentlig er. Og hvor er det i grunden ærgerligt sjældent, at den får lov til at stå så centralt, som den gjorde netop her. Ovenpå dette cover stod det ganske tydeligt, at Selma Judiths musikalske talent er enormt, og publikum kvitterede naturligvis også med et dybtfølt bifald.

Herefter indtrådte resten af orkestret, der, foruden Selma Judiths harpe og vokal bestod af trommer (både akustiske og elektroniske), guitar, bas og synth – lejlighedsvis to styk. Harpen blev dog efterladt for en stund, og et mere traditionelt popnummer gjorde sit indtog. Herefter fulgte sangen ”Inner Thigh”, der er én af blot tre udgivelser, som Selma Judith har smidt på gaden indtil videre. Det var tydeligt, at dette nummer var meget mere gennemarbejdet og lydmæssigt distinkt end det foregående. Det stod ganske enkelt skarpere og mere overbevisende for sig selv. Mange af de uudgivne sange svælgede ligesom lidt hen og blev svært definérbare. Det forekom til tider som om, at det musikalske udtryk ikke er helt færdigt endnu, selvom grovskitserne helt sikkert er der, og så forekommer hendes brug af backing vokaler ikke særlig overbevisende, da de slet ikke kan hamle op med hendes smukke stemme og derfor ender med at drukne i lydbilledet.

Helt anderledes stærkt stod hendes udgivne singler. Foruden førnævnte ”Inner Thigh” bød sangen ”Colder” netop på den coolness, som klæder Selma Judith så godt. Det er køligt, men aldrig distanceret og fjernt. Faktisk var Selma Judith enormt varm og nærværende hele aftenen, hvor hun smågrinte og hyggede sig på grænsen mellem overvældetheden og coolness-heden. Afslutningsvis opførte sangerinden sit største hit ”Kind of Lonely”, der, efter min bedste overbevisning, er en af de bedste popsange, som kongeriget har produceret det seneste års tid. Introen til sangen blev fremført på harpen, hvilket virkelig klædte udtrykket. Sangen indskriver sig på mange måder i den bølge af popmusik, drysset med r&b, der anføres af dygtige kvindelige artister såsom Jada disse år. Desværre lod det til, at Selma Judith havde sine problemer med fraseringerne i de teknisk vanskelige dele af sangen.

Selma Judith er absolut en artist, der er på vej frem, og det bliver spændende at følge hvilken retning, hun bevæger sig i. Jeg sad bare tilbage med fornemmelsen af helst at ville været blevet i det blålige skær med harpen, hvor den hudløst ærlige og inderlige Selma Judith var at finde. Dén Selma Judith endte desværre med at forsvinde lidt i lyden fra orkestret, og tilbage stod desværre en lidt mudret omgang, hvor det kun skinnede lejlighedsvist – ofte i selskab med harpen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA