x
Potent post-punk mellem tradition og fornyelse

Boundaries, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Potent post-punk mellem tradition og fornyelse

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Post-punk er tilsyneladende – og heldigvis – en genre, som aldrig dør, og den er også pænt repræsenteret på årets Spot Festival, blandt andet via den københavnske kvintet Boundaries, der sidste efterår udgav deres selvbetitlede debut-ep. De spiller for en trekvartfyldt Rytmisk Sal i Musikhuset, og det står hurtigt klart, at de har helt styr på deres virkemidler. Genren tro har de en dyb, nærmest snerrende vokal i front, og heldigvis ligger den mikset tilpas langt frem i lydbilledet – også længere end på ep’en. ”Pushing me towards the edge,” synger Mads Grene i åbningsnummeret ”Push”, mens guitarerne spiller hurtige staccato-akkorder med distortion, og bassen pumper løs, mens trommerne til tider bryder det bevidst statiske udtryk med overraskende synkoperinger. Lydniveauet er temmelig højt, som det sig hør og bør.

Flere sange i samme ånd følger, blandt andre ”Always a Way”, med chorus-lyd på bassen, der sender tankerne i retning af The Cure, mens det overordnede udtryk naturligvis også står på skuldrene af genrens gudfædre, Joy Division. Til tider er der hele tre guitarer i gang på én gang, andre gange skifter den ene af guitaristerne til keyboard, og Mads Grene ”nøjes” i visse sange med vokalen. Man kan diskutere længe, om Boundaries byder på nyskabelse til post-punken eller ej, men det uudgivne, vuggende nummer ”Tusk” rummer hvert fald undervejs en overraskende akkordrækkefølge, der får mig til at spidse ører. ”Endless Space” fænger især i kraft af et særdeles iørefaldende guitarriff, mens sættets sidste par sange er mere afdæmpede, og i øvrigt temmelig lange. Allersidste sang bygger med blandt andet piskende trommer gradvist op til et dramatisk klimaks, også et velkendt trick fra bogen, men det fungerer glimrende.

Seks numre er alt, hvad vi får på en god halv time, men det er også rigeligt til at understrege, at Boundaries er et band med fremtid. Også selvom de henter deres inspiration i fortiden, og selvom det ville være en overdrivelse at sige, at de er et band uden grænser. Men navnet indikerer også nærmest det modsatte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA