x
KÁRYYN: The Quanta Series

KÁRYYN
The Quanta Series

ANMELDELSE: Et sprudlende og utilregneligt mantra for de uinviterede

GAFFA

Album / Mute Records
Udgivelse D. 29.03.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

I forlaget Bloomsburys bogserie om albums, 33 1/3, skriver Marvin Lyn om Radioheads kunsteriske højdepunkt Kid A ud fra en analyse af tid, og i forordet beskriver han især den transcendale effekt, som musik kan have på en. Denne higen efter det transcendale, som kan gøre et menneske decideret afhængig af et bestemt stykke musik – underforstået et album – er en af årsagerne til, at Káryyns debut The Quanta Series har været et af de sværeste albums for mig at anmelde nogensinde. For kan drømmen om det transcendale rent faktisk ødelægge en lytteoplevelse? Det virker til, at det er denne higen, Káryyn selv har haft på sin debut. Ikke at det ødelægger noget.

Det har taget mig over en måned at komme til bunds i amerikansk/syriske Káryyns debut. En samling af fragmentariske, surrealistiske singler, hun har udgivet i løbet af det sidste halvandet år. Umiddelbare og alligevel svært tilgængelige. Derfor kommer anmeldelsen først nu. Om jeg er blevet klogere, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har svært ved at forklare dig, hvad der er foregået. Dette skyldes måske den transcendale effekt, pladen havde på mig. The Quanta Series er langtfra det mest arty-farty, jeg har anmeldt. Og alligevel er der et eller andet, der frastøder mig og tiltrækker mig på samme tid. Káryyn bilder mig ind, at jeg keder mig, men jeg finder alligevel mig selv siddende helt stille, hvorefter jeg indser, at jeg ikke har været andre steder til stede end i musikken.

Jeg har levet med det her album på den ene eller anden måde. Jeg har købt ind i Netto til den. Jeg har krydset Nørrebrogade med den. Jeg har spist ostemad til den. Jeg har sågar været på lokum til den. Og på en eller anden facon virkede Káryyns debut stadig utilregnelig. Det var, som om de elektroniske flader aldrig ville åbne sig for mig. Jeg følte, at jeg ikke havde adgang til festen. Måtte jeg da slet ikke komme ind? Var det ikke tilladt for mig?

Ind i mellem knækkede jeg koden. For derinde i det bankende hjerte, midt i cut-up beats, warpede vokalfragmenter, isnende støj og maskinélle synths banker Káryyns hjerte. Et skamskudt, dobbelttydigt hjerte, der besynger kærlighedens kvaler og hjemlandet som krigsramt nation, hvor mange af Káryyns nærmeste er døde. ”Aleppo” er ikke uden grund en af sidste års største sange. Trods baggrunden i Alabama husker hun sin barndoms ferieby, som nu er en udbombet skygge af sig selv. Krigens kvaler.

Jeg føler mig ikke i stand til at kunne udtale, hvad der ligger bag min pludselige opvarmning til The Quanta Series. Er det de tydelige Björk-inspirationer? Er det Káryyns uimodståelige stemme? De fantastiske opbrudte omkvæd på sange som ”Ever” og ”Binary”? Eller er det fordi, Káryyn fremstår som en dybt original eksperimenterende ener, der rent faktisk – modsat så mange andre – har noget at lægge kunstnerens klichéfulde lidelse i? Eller er jeg bare langsom til at komme ud af min fragmentariske tåge af dumhed?

The Quanta Series er langtfra et mesterværk, og jeg er ikke engang i stand til at kunne give den fem stjerner. Dertil bliver anden halvdel af albummet simpelthen for sej at komme igennem, når der går fuldstændig tomgang i de momentale vokaleksperimenter. Men måske er det også albummets force? Jeg har svært ved at skulle give en endelig karakter til dette sprudlende, men også uimødekommende værk, og derfor må de fire stjerner skulle ses som et slags kompromis for mit vedkommende. For hvad gør man, når man ikke er inviteret til festen?

Man sætter sig udenfor og lytter til de højdepunkter, som eventuelle inviterede unægtelig må opnå. Måske er det faktisk et mesterværk?

Jeg ved det ikke.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA