x
Gray og publikum fik desværre ikke fuldt udbytte af hinanden

David Gray, Store Vega, København

Gray og publikum fik desværre ikke fuldt udbytte af hinanden

Anmeldt af Rasmus Hans Jensen | GAFFA

Den britiske singer-songwriter og folk-sanger David Gray, som brød massivt igennem med White Ladder-albummet i 1998, gæster et udsolgt Store Vega denne mandag aften. Et publikum, som har været med hele vejen, og hvis brudte hjerter David Gray uden tvivl har fungeret som soundtrack til i de yngre år. En artist, hvis musik bærer præg af melankoli og gode melodier og blander folk med en snert af elektronika, hvorfor hans musik ofte beskrives som folktronica.

Det er en aften, hvor publikum egentlig gerne vil David Gray, og en særdeles veloplagt David Gray egentlig også gerne vil publikum. Dermed skal man tro, det ikke kan gå galt. Galt går det heller ikke, men med den veloplagthed, der er til stede fra begge parter, er der grobund for en enestående aften. Det sker desværre ikke. Der er simpelthen for langt imellem de gode numre, og de middelgode sange, bliver ofte trukket ud i lange og søvndyssende passager, som for eksemepel ”Furthering” og ”Only the Wine”. 

Nye sange, som kræver tid

David Gray er på turne med sit nye album Gold in a Brass Age, som er hans 11. album på 25 år. Et album, som han selv har beskrevet som et udspil, hvor alt er gjort anderledes i forhold til tidligere album. I stedet for at se efter en melodi og et godt omkvæd har David Gray ledt efter en naturlig kadence i selve teksten og ordene. Et album, som med andre ord ikke pleaser lytteren, men til gengæld kræver noget af denne; tid: ro, rum, refleksioner og fordybelse.

Et album, som jeg har hørt en del gange, og som rigtigt nok kravler ind under huden, som tiden går.

”Mallory” og ”Hall of Mirrors” gør sig godt, hvor specielt den første med sin sløve og næsten kravlende opstart langsomt accelererer op i et eksplosivt crescendo, hvor David Grays karakteristiske og tydelige fraseringer trænger overbevisende igennem. Lyden sidder i skabet fra første nummer.

Det er desværre også starten på en otte numres tour de Gold in a Brass Age. Et album, der som antydet ovenfor ikke er et decideret hit-præget album, og med en veloplagt David Gray, som selvfølgelig nyder at spille sine nye sange, bliver numrene ofte trukket for langt ud.

David Gray nævner undervejs, at de nye numre er ren oxygen for ham og takker publikum for deres opbakning. Den første del tager desværre tempoet og intensiteten ud af koncerten, før den er kommet i gang.

Den gode periode

Det bliver derfor et for langt tilløb til det, publikum tydeligvis har ventet på siden første nummer. Nemlig et af David Grays utallige hits, ”Sail Away”. Det er næsten, som om sangen kommer som en forløsning, og publikum kun har ventet på, at de kan få lov at synge med og vise deres begejstring. For der er ingen tvivl om, at publikum nyder de sange, de kender.

Fra ”Sail Away” starter en perlerække af gennemgående gode sange, og jeg står og får en fornemmelse af, at hvis det her fortsætter, kan det redde den noget tamme start. Sange som ”My Oh My” og mine to favoritter i aften, ”Be Mine” og ”Freedom” fra det bedste David Gray-album efter min mening, A New Day at Midnight, indgår i aftenens bedste periode. 

Små justeringer havde gjort en stor forskel

”Snow in Vegas” starter et sæt på tre sange, som David Gray opfører solo på henholdsvis klaver og akustisk guitar. Det fungerer ikke optimalt. Efter en periode med fem sange, som har sat gang i publikum og en egen forhåbning om, at koncerten vil fortsætte i samme spor, er det lidt af en brat dukkert. For det er som om, at de sange, som publikum vil høre, bliver for tighte og ikke trukket ud, mens de lidt svagere sange bliver forlænget for langt.  

Koncerten ville have været en anden, hvis sætlisten var blevet sammensat anderledes, nyt og gammelt var blevet blandet, der var tilføjet flere sange fra 00’ernes album og fjernet nogle af de svagere sange, så koncerten blev et kvarter kortere. Det er altid en svær balancegang som kunstner at please alle. Det er klart, at kunstneren helst vil spille sine nye sange og finder mest energi i disse, mens en kunstner med et stort bagkatalog altid vil skuffe nogle.

Jeg er stor fan af David Gray og har hørt hvert album, han har udgivet siden White Ladder i 1998, det vil sige otte album, og fundet stor tilfredsstillelse i dem alle – nogle selvsagt mere end andre. Derfor havde jeg en god koncert, men det var som om, at de sange, som gjorde David Gray levende og veloplagt, virkede søvndyssende på publikum, og omvendt kørte David Gray på rutinen på de sange som løftede stemningen.

Sætliste:

  1. ”Mallory”
  2. ”The Sapling”
  3. ”A Tight Ship”
  4. ”Furthering”
  5. ”Hall Of Mirrors”
  6. ”Gold in a Brass Age”
  7. ”Ridiculous Heart”
  8. ”If 8 Were 9”
  9. ”Sail Away”
  10. ”My Oh My”
  11. ”Be Mine”
  12. ”Freedom”
  13. ”Nemesis”
  14. ”Snow in Vegas”
  15. ”Coming Down”
  16. ”Only the Wine”
  17. ”The One I Love”
  18. ”Silver Lining”
  19. ”Babylon”

Ekstra:

  1. ”This Year's Love”
  2. ”Please Forgive Me”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA