x
SOAK: Grim Town

SOAK
Grim Town

ANMELDELSE: Trist by er trist

GAFFA

Album / Rough Trade
Udgivelse D. 26.04.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

På papiret burde SOAK fungere. Bagved det fjollede navn finder vi den nordirske sanger Bridie Monds-Watson, der blandt andet kan kalde sig en af de yngste nominerede til Mercury Prize. Det skete med den teenage-angste debut, og nu skal hun vise sit værd på to’eren Grim Town, der desværre understreger et generelt problem på den nærværende/enerverende indie-singer/songwriter scene, som spirer for tiden. For SOAK bliver irriterende kedelig i længden.

Monds-Watson skriver fra sit eget verdenssyn, og produktionen er enkel, effektfyldt og følger den kontemporære indieproduktions floskler. Lidt ambient synth her, lidt knas på guitaren der, lidt kontrastfuld brug af lo-fi og hi-fi produktion her. Monds-Watson har en dejlig stemme, som minder én om et eller andet, uden at man rigtig kan få fornemmelsen af hvad, og når hun en sjælden gang synger igennem er det en fornøjelse. Men det er altså ikke nok, for kvaliteten af hendes sangskrivning er ekstremt svingende.

Bedst er det på ”Everybody Loves You”, med sin bebrejdende tekst, enkelte melodilinjer og skrabede hiphop-beat, mens Monts-Watson virkelig synger fedt, på den lidt for 80’er -eppy ”Maybe”. Af andre undskyldninger kan det pludselige stilskift på den ellers alt for søde ”I Was Blue, Technicolor Too” fremhæves, mens ”Déjà vu” og ”Get Set Go Kid” klart er pladens stærkeste momenter, i ren sangskrivning. Resten af pladen er præget af lettere navlepillende, anonym produktion og forglemmelige melodier, hvilket er en dødssynd inden for SOAK's genre. Når Monds-Watson er bedst, minder hun på en underlig måde om Dexy’s Midnight Runners, og når hun er værst, får man en grim bismag af fucking Bryan Adams.

I det hele taget er feltet af quirky indie singer/songwriters, med hverdagsnære tekster, måske ved at blive en tand for crowded. SOAK drukner totalt i et felt, der tæller godfathers og -mothers, som Courtney Barnett, Father John Misty og Alex Cameron, og når hun skal stå side om side med åndsbeslægtede kunstnere som Nilüfer Yanya, Stella Donnelly, Weyes Blood og Spellling, der alle har plader ude netop nu, så blegner Grim Town altså totalt. Det er ikke nok at være quirky og skrive om at være 20 år – man skal også have de andre faktorer med sig. Lytteoplevelsen bliver decideret træls, frustrerende og enerverende i længden, og selv de gode sange er kun halvgode. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA