x
Pete Doherty: Peter Doherty and the Puta Madres

Pete Doherty
Peter Doherty and the Puta Madres

ANMELDELSE: Charmerende rodebutik fra Petes nye konstellation

GAFFA

Album / Strap Originals
Udgivelse D. 26.04.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Pete Doherty har, som sin Libertines-kollega Carl Barât, kastet sig ud i et tredje musikalsk projekt. Puta Madres er opstået organisk hen over et par års turnévirksomhed som backingband, og nu er der et album klar.

Keys og violin giver ekstra tyngde, men ellers er det Dohertys karakteristiske og uskolede vokal, der fylder i lydbilledet, og melodierne er over en kam skramlede singer-songwriter-numre. Ofte bliver sangene trukket noget ud, og man kunne snildt skære et minut eller to af et nummer som ”Someone Else to Be”, som dog løftes af en finurlig tekst-hilsen til ”Don’t Look Back in Anger”.

”Who’s Been Having You Over” er en bidsk rocket sag, hvor keyboard/orgel giver tyngde og næsten gotisk stemning og sammen med den western-klingende ”The Steam” står som albummets stærkere kort.

Ellers er der lidt langt mellem numrene, der springer én i ørerne – der er meget demo og gadesanger over sangene, og selvom Doherty aldrig har været garant for stringens eller orden, virker dette album, trods åbenlys spilleglæde, mest som en charmerende rodebutik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA