Finurlige firserhelte er fornemt tilbage

Gangway, Train, Aarhus

Finurlige firserhelte er fornemt tilbage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg befandt mig, da jeg tilbage i 1998 fik at vide, at Gangway var gået i opløsning. Det var ude på terrassen bag GAFFAs redaktionslokaler på Sjællandsgade i Aarhus, og den triste nyhed blev leveret af GAFFAs daværende chefredaktør. Nyheden gjorde stort indtryk på mig, da jeg syntes, at Gangway var en af de bedste danske grupper overhovedet, og glæden var tilsvarende stor, da jeg 19 år senere hørte om deres gendannelse. Det var også på GAFFAs kontor, der i mellemtiden var flyttet til Vester Allé, og nyheden kom i form af en pressemeddelelse på mail.

Dengang i 2017 drog Gangway på turné med lutter gamle sange, men nu er de tilbage med et nyt album, Whatever It Is, deres første studiealbum i hele 23 år. De er atter taget på turné, og lørdag aften rammer de Train, hvor en halvfyldt sal tager imod dem. Et umiddelbart lidt skuffende fremmøde i betragtning af, at de kunne fylde Musikhusets noget større Store Sal for halvandet år siden. Langt hovedparten er fans, der har været med siden 90’erne, og de tager begejstret imod, da medlemmerne indtager scenen og lægger ud med et af de nye numre, ”The Sea, the Moon and the Stars”, der også åbner Whatever It Is.

Gangway består i den gendannede form af de tre oprindelige kernemedlemmer: Sanger Allan Jensen, guitarist, keyboardspiller og sangskriver Henrik Balling og keyboardspiller og guitarist Torben Johansen samt tre yngre musikere, keyboardspiller René Munk Thalund (Nephew, True North), bassist Carl-Erik Riestra Rasmussen (Marie Key med flere) og Janus Nevel Ringsted (eks-Spleen United med mere). Noget overraskende er både Thalund og Riestra placeret helt foran på scenen på hver sin side af Allan Jensen, som for at signalere, at de spiller en central rolle i bandet og ikke bare er sidemen.

De nye Gangway-sange lyder ganske meget som de gamle, med en diskret opdateret lyd, uden at bandet på nogen måde forsøger at ville være ung med de unge med AutoTune og andre af tidens modeluner, som man om få år forhåbentlig vil se tilbage på med samme blanding af undren og overbærenhed som på firserfænomener som rumklangsindsmurte trommer, skulderpuder og tennissokker (om end sidstnævnte vist er på vej tilbage). Gangways force har altid været kombinationen af særdeles iørefaldende melodier, ofte med en melankolsk undertone, og finurlige, humoristiske tekster med en tydelig inspiration fra 80’ernes bedste britiske popmusik som Madness, The Smiths og Pet Shop Boys. Sådan lyder de stadig, og Whatever It Is er et bundsolidt album, som lever nogenlunde op til bagkataloget uden at overgå det – men det er også svært. En enkelt af sangene, den ualmindeligt iørefaldende ”Don’t Want to Go Home” – som Henrik Balling også udgav i 2014 med projektet The Quiet Boy – lyder dog som en kommende klassiker på linje med ”My Girl and Me” og ”Mountain Song”.

Fremragende liveband

Heldigvis er Gangway også et fremragende liveband, ikke mindst takket være de tre nye musikere, som har givet udtrykket mere fylde. Midtvejs i deres karriere, på det fremragende album The Quiet Boy Ate the Whole Cake fra 1991 – som i aften desværre kun er repræsenteret med én sang, hittet ”Going Away” – fik Gangway en mere elektronisk lyd, med samplede trommer inspireret af Madchester-bølgen med Happy Mondays og Stone Roses. Da de bruger livetrommer på alle sange, er denne transformation ikke så tydelig live, men på mange numre er der enten to guitarer eller to keyboards i gang på samme tid, og alle bortset fra Janus Nevel bidrager med fine korvokaler.

Og så synger Allan Jensen stadig fremragende. Han har ingen problemer med at nå de høje toner i de gamle numre og har i det hele taget stadig et stort register, og hans karakteristiske bløde klang og meget engelske udtale er intakt. Et eksempel på hans vokale evner oplever vi i den gamle ”This Can’t Be Love”, hvor Henrik Ballings særegne tekstunivers i C-stykket får refereret til USA’s tidligere præsident Jimmy Carter midt i en sang om kærlighed: ”And if you should ever leave me / I know I would feel so sad and lonely / As Mr. Carter when he arranged that mission in Iran / and everything went wrong / Everything that could go wrong went wrong”. 

At opleve Gangway spille nye sange live for første gang i mere end 20 år er lidt som at se økokøer komme på græs efter en lang vinter. Det er tydeligt, at de nyder det, også selvom de ikke siger så meget til publikum, og når de gør det, er det mest Henrik Balling, der fører ordet. Nye og gamle sange følger i en god blanding, og i den ældre afdeling er det især Gangways to første album, The Twist og Sitting in the Park fra henholdsvis 1984 og 1986, der er repræsenteret på sætlisten. Jeg savner som nævnt lidt flere sange fra The Quiet Boy-pladen, som bandet heldigvis spillede mere fra på 2017-turnéen, og fra 1994’s Optimism, der som eneste album bliver forbigået i stilhed både i aften og blev det på sidste tour. Ellers er der ikke meget at indvende om en stor aften, hvor et af højdepunkterne er, da de tre yngre musikere forlader scenen, og den oprindelige kernetrio spiller balladen ”The Loneliest Being” på blot sang, guitar og keyboard – med samples fra det oprindelige Farfisa-orgel, som Henrik Balling i sin tid gav væk, men nu er på vej tilbage til ham. Sangen og fremførelsen er på én gang skrøbelig og intens.

Medleyet af titelsangen fra det nye album og det efterfølgende ”Exit” skaber mod slutningen af koncerten omvendt nærmest rave-lignende tilstande, hvor Allan Jensen hamrer intenst på en gulvtam. Det store hit ”Mountain Song” kommer ret tidligt i koncerten, mens en anden klassiker, ”My Girl and Me”, sætter punktum for en stor aften, der demonstrerer, at Gangway i den grad er tilbage. Bare der ikke går 23 år inden næste album.

 

Sætliste:

The Sea, the Moon and the Stars

See If I Care

Boys in the River

Confident and Ordinary

Didn’t I Make You Laugh

This Can’t Be Love

Sitting in the Park

Mountain Song

Yellow

Don’t Want To Go Home

Covered By Water

Come Back As a Dog

Violence, Easter, and Christmas

The Party’s Over

The Loneliest Being

Going Away

Whatever It Is

Exit

Ekstra:

Colourful Combinations

My Girl and Me


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA