The National: I Am Easy To Find

The National
I Am Easy To Find

The National lyder som en skygge af sig selv

GAFFA

CD / 4AD
Udgivelse D. 17.05.2019
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Der skal indledningsvist kippes med flaget for The Nationals vedvarende insisteren på ikke at stå i stampe og fortsat finde områder, hvorpå de kan udvide paletten indenfor deres melankolske metier.

Der blæser således nye vinde på den næsten kække albumåbner ”You Had Your Soul With You”, hvor Gail Ann Dorsey lægger vokal til en sang, der imidlertid er mere interessant end egentlig god. Så smager ”Quiet Light” lidt mere af mere klassisk The National, mens ”Roman Holiday” indledningsvist har gode takter, men gassen går hurtigt af ballonen i et mærkværdigt antiklimaks af et ikke-omkvæd.

Der eksperimenteres som altid med produktionen, der blandt andet udmønter sig i en stilfærdigt spændende auditiv indpakning af ”The Pull of You”, som ellers lider af en tilbagevendende tendens på nærværende album: der er ikke for alvor noget på spil eller på hjerte. Og i fraværet af fornemmelsen af nerve og nødvendighed hjælper end ikke nok så mange skønne kvindevokaler. Eventuelle krænkelsesparate bør bemærke sig, at det således ikke er albummets feminine islæt, der trækker ned i karaktergivningen. Tværtimod giver de et friskt modspil til Matt Berningers mumlerier.

Væk er melodierne, idéerne og fremdriften, der alle dage har gjort bandets mørkrandede melankoli lytteværdig. Faktisk står det ikke klart i erindringen, at The National tidligere skulle have leveret en så slap samling sange. Der er et godt stykke op til den vanlige standard, og på trods af enkelte gode stunder som ”Where Is Her Head”, ”Dust Swirls” og ”Light Years” lyder I Am Easy To Find mest af alt som optakten til en god lang pause, hvor bandet lige skal finde sig selv og opskriften på de gode sange igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA