x
Kelsey Lu: Blood

Kelsey Lu
Blood

Installationskunst i musikalsk form

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 13.05.2019
Anmeldt af
Josephine Andersen

Drømmende, dystopisk, dybt. Efter at have samarbejdet med musikere som Solange og Florence Welsh, står den amerikanske sangerinde og cellist Kelsey Lu for alvor på egne ben med debutalbummet Blood. Et album der breder sig over et stort melodisk spektrum og stiller høje krav til sin lytter.

Blood er et virvar af genrer, instrumenter og lydeffekter. Her mødes dream pop og folk med alvorsfulde strygere og energiske fuglefløjt, og tilsammen danner de forskellige elementer et labyrintisk lydtapet. Intronummeret ”Rebel” indleder turen ind i Lus gådefulde verden. En tung cello og en insisterende violin akkompagnerer melodilinjerne, der henleder tankerne til en svunden tid, hvor det musikalske landskab så anderledes ud, og afslører en retning for resten af pladen.

Hvert nummer på Blood er et lille kunstværk, der kræver fuld koncentration og opmærksomhed fra lytteren, og selvom sangerinden allerede på de første numre har åbnet døren til sit univers på klem, er det til tider svært at navigere rundt i Lus kryptiske produktioner, hvor numrene flettes sammen uden klare afgrænsninger. Og hvor de mange genreskift, blandt andet demonstreret ved den poppede ”Due West” med taktfast rytme og distinkt vokal og den dystre regnvejrskomposition ”Down2ridE”, bliver en forstyrrelse snarere end en forløsning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA