I love you – and I respect you

Lenny Kravitz, Fængslet, Horsens

I love you – and I respect you

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

Lenny Kravitz' Europa- og USA-”Raise Vibrations Tour” havde lørdag aften nedslagspunkt på scenen midt i de muromkransede indre gårdanlæg i Horsens tidligere statsfængsel. Det er råt og flot, kaldes også for slottet, men lidelsen synes dog stadig at fornemmes i murene og i pigtråden. Dizzy Mizz Lizzy og nordjyske The Blue Van sørgede for, at alt var klar til livsstykket Lenny Kravitz med band.

Lenny Kravitz med band samt den danske trio og levende nostalgi, Dizzy Mizz Lizzy, stod som aftenens hovednavne, mens det danske firmandsband fra nord, The Blue Van, skulle åbne ballet og sørge for at få noget varme i det engagerede, om end noget vindafkølede publikum. Denne support var velvalgt, da The Blue Van nærmest aldrig skuffer på en scene. De skaber derimod en fuldblods blæser-rock-energi, der med fuld vitalitet sprøjter livsstyrke og glæde ud, bl.a. med hittene ”Man Up” eller ”Silly Boy”.

Denne tretrinsraket af tre bands denne aften i Fængslet kan man begrebsmæssigt koge ned til "en iørefaldende rock'n'roll-oplevelse". Med The Blue Van overstået fik vi Dizzy Mizz Lizzy i fuld servering med deres harmoniske guitarriffs bygget op over Tim Christensens ikoniske stemme, der nærmest altid vækker genkendelighed og har et enormt drive. Derudover kommer selve numrene, hvoraf mange er blevet hjertekære klassikere, som f.eks. ”Silverflame”, ”Love Is a Loser's Game” eller "Rotator". Numre, som alle blandt publikum har et eller andet følelsesmæssigt forhold til.

Den unge kvinde, der stod ved siden af mig, vendte sig mod mit øre, hvor hun med et smil betroede mig, at hun aldrig havde set så mange amatørtrommeslagere på en gang. Og ganske rigtigt stod flere tusinde mennesker foran scenen med deres egne rytmer og lufttrommestikker. Men de var "in the zone", og her betyder udførelsen ikke noget: Følelsen, glæden, minderne, fællesskabet, driften er ALT. Jeg skal da heller ikke helt undsige mig, at jeg tog del i samme glæde.

Ud over sættets klassikere kunne Tim Christensen også løfte en flig af sløret for, hvad vi har i vente af Dizzy Mizz Lizzys snarligt kommende album. Her bevæger vi os, om end stadig med Dizzys egen velkendte lyd, over i noget mere tungt, drone-inspireret rock a la grupper som Earth eller Swans. Det bliver interessant.

Fra politik til kærlighed

Lenny Kravitz' tour ”Raise Vibrations” har ikke mange lighedspunkter med hans seneste album "Raise Vibrations" fra 2018 andet end navnet. Under hele den cirka to timer lange koncert fik vi kun to numre fra dette album, nemlig "Low" og ”Who Really Are The Monsters?”. Sidstnævnte bæres af en tydelig Prince-inspireret electro-funk-jam, hvor Kravitz kom ud med nogle af sine mere politisk orienterede budskaber: “The war won’t stop as long as we keep dropping bombs” og senere opfordringen til at “Start communicating.”

Dette antikrigsbudskab refererer i første omgang umiddelbart mere til et amerikansk publikum, og man vil muligvis også her finde en del, der vil tænke på præsident Trump. Det bliver interessant at se sætlisten, når touren fortsætter i USA senere på året. Men Kravitz formår i hvert fald at trække vreden ud af det politiske budskab og i stedet, som i dette eksempel, at fokusere på kommunikation. Og ét centralt tema kan vi uden tvivl påhæfte hr. Lenny Kravitz: Han er kommunikationens og kærlighedens fortaler!

Nærvær

Kærlighedsbudskabet blev understreget mange gange under koncerten, både i sangteksterne og mellem numrene. På et tidspunkt sagde Kravitz f.eks. ud til publikum: ”I love you! And I respect you! Go out and spread the love!” Dette sagde han med en troværdighed og et nærvær, der både var dybt professionelt og samtidig virkede oprigtigt rettet mod publikum. Den lille fyrige amerikaner, der med sin ikoniske tætsiddende brune læderjakke, solbriller, sit lækre fyldige afrohår og sine løstsiddende jeans indtog scenen, men havde hele tiden sit publikum og sit band som primært fokus.

Den lille frække hale af et tørklæde, som han havde siddende i bukselinningen, vidnede om en ukendt, men god stil. Kravitz’ stil eller måske nærmere signatur er nemlig på en måde en blandingens kunst. Som nævnt ovenfor kan politisk og social harme og vrede på samme tid også vendes til kommunikation.

Og derfra er der ikke lang til et kærlighedsbudskab. Som i det ene af sættets to ekstranumre, der tilsammen udgør to track-singleudgivelsen "Again" fra 2001. Nummeret ”Let Love Rule” (2001/1989), blev lagt ud til publikumsmassens iørefaldende akkompagnement: ”Love is gentle as a rose / And love can conquer any war / It's time to take a stand / Brothers and sisters join hands. // We got to let love rule / (Let love rule) / We got to let love rule / (Let love rule)”. Om budskabet gik rent ind hos publikum, kan jeg ikke sige, men glæde og uddeling af smil under og efter koncerten var ganske tydelig.

Troværdig?

Lenny Kravitz er en erfaren og veletableret musiker. Endda nu også en voksen mand på 55 år – han fylder år dagen efter denne koncertdag. Han har løbende udgivet albums siden 1989 og har et stærkt hold på scenen. Instrumenteringen spændte, ud over den virile base af tråd, bas, keyboard, trommer og Kravitz' stemme også over tre forskellige blæsere, tamburin, samples med mere. Under aftenens koncert var disse aktive i variende konstellationer, i soloer eller som enkeltinstrumentering med stigende intensitet, som f.eks. i ”Freedom Train”, som blev lækkert leveret i en varm, langstrakt, nærmest kåd bluesversion. Det var for resten også lige her, under femte nummer, at jeg fornemmede publikums overgivelse til koncerten, hvor det foregående "Fields of Joy” måske havde været en smule for overvældende efter hitstarten med ”Fly Away”, ”Dig In” og ”American Woman”.

Hvor Kravitz i sine tekster kan smelte kærlighed ud af krig, har han alle årene, også tydeligvis under denne koncert, et drive efter at blande genrer, såvel som inspirationskilder. Men han stjæler ikke; det gøres i respekt og åbenhed, nærmest med en tydelighed, der peger mere på respekt og professionalisme end på cover eller kopi. Musikmagasinet Rolling Stone bragte en meget sigende beskrivelse af dette forhold: ”He wears his influences on much more than his sleeves throughout..”.

Kravitz' inspirationskilder er mange, men i flæng kan nævnes Michael Jackson, som f.eks. er samplet i nummeret ”Low” som vi også fik demonstreret. Men også Beatles, Prince, Jamiroquai, Pink Floyd, Stevie Wonder, Jimi Hendrix og en række andre kan høres i musikken.

At skulle genrebestemme Lenny Kravitz vil nok tage sit udgangspunkt i rock, men hurtigt bliver dette billede nuanceret med tilføjelser som "hård rock", "funk-rock", blues og så videre. Ofte arbejder numrene sig over i, hvad man kan kalde psykedelisk rock eller soul, funk, singer-songwriter et cetera.

Derfor var det også dejligt befriende under koncerten, at det var en åbenlys mulighed enten ikke at forvente noget, eller forvente det uventede. 

God kombination

Lyden i den store fængselsgård var i sig selv ganske udmærket, dog med tilbagevendende frekvens- og dermed toneændringer pga. vindstød. Dette er selvfølgelig uden for kontrol ved udendørskoncerter, men jeg nåede selv flere gange at komme i tvivl om de falske toners ophav, hvilket brød min egen indlevelse. Dette skal dog forblive uden større betydning, for selv i en lettere forblæst fængselsgård kl. 23 om aftenen var instrumenternes særegne lyde langt overvejende klart definerede. Kravitz' indlevede stemme, som endda i flere omgange legede en lille resonansleg med saxofonen, stod tydeligt, og dermed gjorde også teksterne. 

Teksternes budskaber blev derfor sendt lige så klart ud, og når et budskab som f.eks. “Love transcends all space and time / And love can make a little child smile” (fra sangen “Let Love Rule”), påvirker og pludselig står som en evig sandhed for en, så er det svært ikke at øjne i det mindste en lille åbning mod at lukke kærligheden ind i livet.

Alsidigheden i Lenny Kravitz' genredans og hans kærlige og legende gemyt, der tydeligvis respekterer hans musik såvel som hans publikum, trak publikum til sig, og der var da også meldt udsolgt ved billetlugen.

Men vi skal også huske, at kombinationen med en god gang sing-drum-feel-along, live, old-school Dizzy Mizz Lizzy også er noget, der bare virker. Godt tænkt med sammensætningen af koncerterne, og tak for reminderen om, at Lenny Kravitz stadig er i fuld vigør og en anbefaling værd, hvis man står og mangler en diskografi at dykke ned i.



Sætliste:

Fly Away (5, 1998)

Dig In (Lenny 2001)

American Woman (5, 1998)

Fields Of Joy (Mama Said 1991)

Freedom Train (Let Love Rule 1989)

Who Are Really The Monsters (Raise Vibrations 2018)

Stillness Of The Heart (Lenny 2001)

It Ain't Over Til It's Over (Mama Said 1993)

Can't Get You Of My Mind (Circus 1995)

Low (Raise Vibrations 2018)

I Belong To You (5, 1998)

Bank Robber Man (Lenny 2001)

Where Are We Running (Baptism 2004)

Are You Gonna Go My Way? (Are You Gonna Go My Way 1993)

Ekstra:

Let Love Rule (Let Love Rule 1989)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA