x
ANMELDELSE: Distortion er ikke for børn

Emil Kruse, Slowthai, ICEKIID med flere, Distortion, København

ANMELDELSE: Distortion er ikke for børn

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg ville ønske, at jeg alene på skrift kunne beskrive for jer den seance, der går løs, når Distortions første dag indtræffer, men det føles som om, at det ikke er til at forklare. Hvert år i de tidligste sommerdage pakkes alt borgerskab og civiliseret trummerum væk i indre København til fordel for en massiv horde af mennesker og dj-pulte, der nærmest besætter et byrum med urin, knuste flasker og en helvedes masse RedBull/vodka. Hvis man tror, at pride eller CPH Marathon er begivenheder, der er særskilt københavnske, så tro om igen. Distortion er hovedstadens egentlige karneval.

Men det er ikke et harmonisk karneval. Festivalen har på de sidste par år befundet sig i et diplomatisk limbo imellem beboere i området og publikum, og det kan stadig mærkes, når man bevæger sig ind imod dagens arrangementer, i dag placeret på Nørrebro. Det er mere tumultariske dakkedak-fester end gravalvorlige musikalske oplevelser, og det kan ses på den lange stribe fra Rådhuset ned ad Frederiksborggade og Nørreport ud til Assistens kirkegården og Sankt Hans Torv, hvor de fleste har travlt med at blive godt beduggede asap. Alligevel insisterer festivalen på et levende kunstnerisk output, også i de baldrede gadefester. I den anledning blev alle københavnere budt op til dans på Blegdamsvej, hvor musikmediebureauet KULTUREN og tøjbrandet Unlimited havde slået sig sammen om en af årets dominerende scener. Her blev et alvorligt line-up præsenteret og lignede faktisk noget, der kunne tilfredsstille mange festglade sjæle. Af den grund tøffede jeg derop for at overvære begivenhedernes gang i de første aftentimer, og det gik ikke stille af sig.

Lillebittebock, 28, Baby Bino & Michael Williams (**)

Venuet sparkes i gang med et kuld af traphoppere fra det nyeste vækstlag, og fremmødet er allerede intimiderende. En intens skare har samlet sig om den relativt beskedne scene og er klar til at trykke af på alt, der skydes på dem. Og jeg mener alt. For det er tydeligt allerede i starten, at denne festivals gæster ikke er udpræget interesserede i de musikalske dimensioner, sagt pænt. De skal have fucking bangers, sagt mindre pænt. Det står Lillebittebock som en af de første klar til at levere, og han skryder op på scenen til tonerne af ”Spørgsmål”, og energien er ganske vist til stede.

Men idet dagens første moshpit skal sparkes i gang, som det efterhånden hør og bør til en hiphop-koncert, trækkes stikket fra lydpulten til publikums og artisternes store forundring. Tilsyneladende er det blevet besluttet i et sikkerhedshensyn, at der ikke skal tryk på de kedler, og moshpits bliver derfor simpelthen forbudt. Tiltaget tvinger en frustreret bock til at fokusere på sine hooks, flows og dedikation på scenen, og det samme gælder videre for aarhusianske 28 og Swae Lee-look-alike Michael Williams.

Og her kommer de nye skud altså til kort. Man bliver mindet om, hvor meget hiphoppens kultur i dag er bygget op om aggressioner og intensitet i atmosfæren, og at kappe den livline, en moshpit er for et moderne rap-nummer kan fortynde gejsten gevaldigt ved numre som ”Gas” og ”Kongelig”. Det er mest takket være en elegant kurator-rolle indtaget af Baby Bino imellem artisterne, at vi mærker, at der er tale om en koncert og ikke en søndagsøver i studiet. Sidstnævtes ”Blæst hver dag” bliver derfor også de første fires højdepunkt på scenen, og det siger desværre ikke alt for meget. Men man vokser med opgaven, må det formodes, og det kræver gigs at blive hjemmevant på scenen.

K-phax (***)

I de første par timer af Blegdamsvejs festivitas lader det ikke til, at de (pishamrende) stive gæster kerer sig vanvittigt meget om, hvem der hopper på scenen. Alligevel har en fugl sunget i byen om Aalborgs nye trap-prins K-Phax, og glæden er pludselig til at mærke, da han sprinter ind på scenen. Men igen nægter arrangørerne at lade publikum gøre det, de gør bedst, at smadre ind i hinanden med droppet. Og det gør ondt i alle knogler, hver gang musikken slukker, fordi en lille cirkel et sted i crowd’en hopper for meget rundt(!). Så på ny må publikum tage sig til takke med Keith Birongos evner som rimsmed. Og jeg er ked af at sige det, men den stil af urban, som den karismatiske nordjyde praktiserer hører, er sjældent et udtryk for vilde one-liners.

Han giver den dog hele armen i hæse opstød på både ”Time” ”Failure” og closeren ”Oh My God”. Melodiernes nuancer tabes for det meste i snak og støj, og det er i sidste ende mere en mangel på indtryk end noget andet, der definerer koncerten. Jeg tror stadig ikke, at jeg har lært at forstå, hvad der gør K-phax til K-phax, og det er måske min egen skyld. Men at hans farver i dreadsene ikke er nok i sig selv til at fortælle historien, er måske bare mig, der er gammeldags. Men jeg vil gerne snart overbevises om, at han er mere end en dansk kopieret Atlanta-act.

Rosegold (****)

Det bizarre i hele line-uppets udtryk på KULTUR-scenen har indtil nu været en insisteren på trap-navne, når der i så alvorlig grad tages forbehold for de mest dedikerede fangruppers tilbøjeligheder. Det kommer lige såvel som en overraskelse for samtlige musikere og får hele sceneriet til at virke forhastet gennemført og ret så u-sexet. Til den ønskede vibe giver den efterfølgende act nemlig meget mere mening. Dansk-britiske Rosegold ligger i grænselandet mellem mere klassisk hip-pop og flødeskummende r’&b. Og duoen træder derfor også op med ”One I Need” som åbner, og det fungerer, fordi denne sang i langt større grad appellerer til hoftevrik og wavy armløft end heftig smadder-hop.

Brødrene Joshua og Ephraim Duncan gør, hvad de skal og vralter charmerende rundt på scenen til en masse "æy", mens de ikke rigtigt kan bestemme sig for, om kommunikation på engelsk eller dansk er mest passende. ”Selena” følger trop og forbliver ufarlig, men passende i stemningen under aftensolen. Man er ikke bjergtaget af produktionerne, og man har en fornemmelse af, at drengene gør, hvad de gør, fordi det kommer ret nemt til dem. Og det er der jo som sådan ikke noget galt i. ”Mrs. 123” trædes der også lidt nonchalant igennem uden de store besværligheder, mens scenen får sig et lille tiltrængt spark bagi med den fyrige ”Gorillas”. Der er ingen tvivl om, at Rosegold er bedst, når de med vokal synger den hjem frem for et til tider mangelfuldt rimunivers, når der skal rappes. Men fred være med det, "uuh uuh uuh".

Emil Kruse (*****)

En mand, der dog ikke har behov for at bevise sit værd på en dansk scene, må siges at være Emil Kruse. Han bevarer med sin popjazzede tilgang til rimeriet en patent på et rum i hip hoppen, der er helt tilpas sit eget. Og her er en mand på hjemmebane med et mere end talstærkt publikum. Og der fremstår ingen kvaler, hverken med tempo, levering eller engagement. ”Hørt fra dig” kridter banen op, og hele Nørrebro er med på en skråler, og det pynter med en så stilsikker artist efter en del træden vande i en musikalsk suppedas. ”Helt fint” er stemningen lige til, og der smøres let og elegant på dansemøllen af en hue- og dynejakke-betrukket Kruse, der vitterligt ikke skal trykke på mange knapper for at holde en fest.

Tobias Rahim hives med på ”Hver dag”, og ”Hvorhen” er trods utallige radio-plays stadig ikke helt en sang, man er nået at blive træt af, så længe den kvædes med samme hjertevarme midt i København. Rødtoppen lukker af med en lille raket af et hit i selskab med Benals Benjamin Hav, ”Air Tonight”, og det resulterer i mere end et jubelbrøl iblandt københavnerne. Mine tanker ledes hen på sidste års Roskilde Festival Countdown-scene, hvor en nærmest identisk koncert blev udført. Det taler til københavnerens fordel, at han kan bevare et så upåvirket energi-niveau, spørgsmålet er bare hvornår formlen bliver for let genkendelig.

Jireel (***)

Efter en af landets egne sønner triumferende takker af, vender KULTUREN blikket udad og inviterer den internationale musikscene indenfor. Og det er med særdeles blandede bolsjer i posen. Der er fornemt besøg fra den svenske hovedstad med Stockholms nyeste stjerneskud Jireel. Som blot 19-årig har han allerede stukket en ep og et debutalbum på gaden. Endnu engang mærker man en elegant tilstedeværelse på scenen med ”Cataleya”, men publikum har mildt sagt ikke stillet sigtekornet ind på svenskeren. Sundet kan nogle gange have svært ved at kommunikere de fælles interesser i musikkens tjeneste, og som sagt er det altså små blå, der er festivalens egentlige omdrejningspunkt. Det er ikke lige odds, og et gevaldigt mylder til og fra scenen opstår pludselig.

Trang plads og høje promiller betyder per automatik uroligheder, og stemningen tegner sig mindre kærkommen i hjørnerne og udgangene fra scenen. Midt i de mindre skærmydsler står jeg pludselig i en flok 12-årige drenge og piger, der bevæger sig rundt imellem menneskemængderne, alt imens en gruppe fuldvoksne mænd et stenkast derfra stopper gubberne med knap så lovlige lægemidler. Det slår pludselig en, hvad det er for et kaos, der egentlig faciliteres i storbyen i Distortions forlængede weekend. Det er slaraffenland uden rammer, og det vækker en bizar følelse i kroppen at vende opmærksomheden tilbage mod Jireel, der er løbet rakst videre til ”Alla Mina”, som får samme flade modtagelse. ”Wikipedia” tager som afslutning nogle point for sine sambarytmer og flydende vokal, men stemningen er i bedste fald afventende.

Slowthai (*)

For idet Jireel hopper af scenen, og DJ Naima for en stund er hoppet på pulten, ved Blegdamsvej godt, at den fremstormende brite Slowthai gør klar til at sætte lortet i brand. Uden behov for introduktion af konferencier Marc Johnson slentrer Northhampton-vidunderdrengen ud i grøn silkekåbe til noget, der kunne ligne optakten til et alvorlig hiphop-opråb. Men nej. Allerede efter åbneren ”Polaroid”, som leveres nogenlunde, går det galt. Han vil spille ”Drug Dealer”, et alvorligt og provokerende take på grime-scenen, men lyd-crewet nægter at tillade moshpittene at danne sig, hvilket resulterer i, at de  trækker stikket. Igen. Og igen. Og igen. Stakkels Tyron Frampton på scenen skal kæmpe med at overbevise mandskabet om, at deres angst for tonserne er ubegrundet, men lige lidt hjælper det.

”Get the fuck out of my face” og ”T N Biscuits” lider samme skæbne, og stemningen er i bedste fald rigtig negativ. At man kan tillade sig at åbne dørene for gadefest bestående af sprut, opkast, larm og smadder med sporadisk opsyn kan man diskutere i første ombæring. Men at tillade det og samtidig nægte det kunstneriske udtryk, som er grunden til hoppen og trampen og drikken, med forbud til en hiphop-koncert, det kan jeg på ingen måde fatte. I frustration over behandlingen af singlen ”Doorman” styrter Slowthai som punktum med sin dj op til lydmanden i ren arrighed, mens Johnson fra scenen maner til bevidsthed i et febrilsk besøg på at bevare god stemning. Selvfølgelig skal man ikke tabe hovedet som professionel artist på den måde, men tilrettelæggelsen af koncerten er simpelthen utilgivelig og gennemført dårlig stil af Kulturen og Distortion. Stor fed rød pil ned herfra.

Tierra Whack (**)

Blegdamsvejs redning fra fiasko er, at folk er så tilpas fulde, at der ikke er nogen samlet protest imod Slowthais optræden. Til at samle stumperne op fra den fadæse er philadelphia-kunstneren Tierra Whack, som må siges at være i en lidt anden boldgade. Hendes hip hop er … i mangel af bedre ord … quirky i ordets bedste forstand og et pænt stykke fra et traditionelt hiphop-publikums comfort zone. Med masser af farvepaletter og en lettere krukket attitude åbner hun med singlen ”Only Child”. Her skal det dog også skæres ud i pap, at mosh pits er et no go, og denne gang resulterer det i en decideret mindre strømafbrydelse. Da lyden kommer tilbage, er den væsentligt afdæmpet, og det er tæt på umuligt at registrere, at der foregår noget mellem Whack og mikrofonen på ”Wasteland”.

Det samme bliver udfaldet for den nye ”Clones” og trods banankast og lettere grin over hele situationen er det en tydeligt anstrengt Whack, der pludselig også skal forholde sig til, at mobiler, sko og øl kastes mod hende fra publikum. Endnu en dj kommer op i kog, og mængden af lort og urimelige forventninger til kunstnerne er lige ved for alvor at blive for meget. Professionalisten i Whack redder hende dog hjem, da hun leder opmærksomheden hen mod debut-ep’en ”Whack World”, der med små minutlange numre giver plads til variation, som stimulerer gæsterne med håndtegnkasten og bouncing op og ned. ”bugs life”, ”sore loser”, ”pretty ugly”, ”fruit salad” og ”4 wings” kommer således lige i rap og gør op for misforståede forventninger på første date i Danmark, so to speak. ”Unemployed” lukker forestillingen på passende ufuldendt vis, og Whack må tage hjem til Staterne med en noget mærkelig smag i munden over mødet med det danske publikum. Eller mangel på samme.

ICEKIID (*****)

Sidste skud i KULTURENs bøsse skal retfærdiggøre scenen til kommende års festival-arrangører, og man satser på kræfter hjemmefra. Fornuftigt nok, taget i betragtning af at Distortions gadefesters karakter har vist sig at kræve et ret indgående kendskab, før man kan få forestillingen op og swinge. ICEKIID må være skabt til dette formål, der med lette bonanza-tropiske beats er den perfekte lette Kesi/Gilli-breezer af en fest, der egentlig er det, som størstedelen af deltagerne er kommet for. ”Coco Chanel” var en landeplage, da den droppede på gaden for fire år siden, og den er det stadig, idet den igangsætter et massivt danseoptog med isdrengen ved roret.

”Øjne på mig” får samme begejstrede modtagelse, selv med en båndet Kesi, og det gælder blot som bevis for, at med et solidt hit kan man gå på vandet på langt de fleste af Distortions scener. Til ”Stamina” går det dog galt igen med abrupt slåskamp lige ud for scenen. ICEKIID maner passende til besindelse og anmoder om gode vibes hele vejen. "Det her er ikke gansta-shit," udbryder han. Hvis man skulle være i tvivl. Mundvigene vendes opad igen på ”Kamehameha”, og det er noget for enhver smag, der sætter sig i benene på det efterhånden virkeligt danseglade Blegdamsvej. Ja, de gode vibes er vendt tilbage.

Og som en kanin op af hatten hiver danskeren med ghanesiske rødder Nicolai Boilesen fra FCKs guldhold op på scenen til det åbne kærlighedsbrev til hovedstadens klub, ”Gulddansen”. Det udmønter sig i spontane hujen og råb og vandaliseringer af valgplakater med klubbens initialer, og den lidt malplacerede forsvarsspiller tager det med bravur (egentlig er jeg ligeglad, Esbjerg har vundet bronze!). Vi tager afsked med ICEKIID og KULTURENS mangfoldige musik-lineup med storhittet ”Blondiner og brunetter”. Et passende homerun på en virkelig tiltrængt helstøbt optræden.

Jeg er vokset op med Distortion igennem min opvækst i København. Den franske stifter Thomas Fleurquins mål har hele tiden været at hylde det københavnske natteliv på åben gade ved højlys dag i en stor skål og trampefest. Det er der for den sags skyld ikke noget galt i. Jeg glemte blot storbyens regel om, at den bedste fest altid er to gader længere henne. Så i stedet for at følge med konceptet og vandre videre, blev jeg stående for at se KULTUREN til ende. Hvis jeg nu kunnet have nøjes med et smugkig af Kruse eller ICEKIID, havde jeg sluppet for følelsen af skuffelse over at se, hvor svært det kan være at integreret alvorlig international musik i en gadefest så indforstået og introvert som Distortion. Jeg vandrer hjem lidt over midnat i samme os af opkast og pis, som jeg kom i. Alt er ved det gamle igen. Og børnene er vel nok lagt i seng.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA