Supergruppe i selvpålagt stram snor

The Good, The Bad & The Queen, Heartland Festival, Greenfield Stage

Supergruppe i selvpålagt stram snor

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er et højaktuelt band, der indtager Greenfield-scenen. The Good, The Bad & The Queens andet og seneste album, "Merrie Land", er et temaalbum om Brexit, som gruppens sanger og tekstforfatter Damon Albarn bestemt ikke er begejstret for. Albummet udkom sidste efterår, og siden da har Brexit-kaosset været hadegaven, der bliver ved med at give – senest med premierminister Theresa Mays tårevædede afgang i fredags.

Tårevædet er "Merrie Land"-albummet ikke decideret, men det er et vemodigt farvel til det Storbritannien, som ikke havde nok i sig selv, og som gerne ville være del af et større fællesskab. Sådan bliver en stor del af aftenens koncert også, for de første to tredjedele af showet er hele det nye album fra ende til anden minus et enkelt nummer. Et album præget af ballader med anstrøg af den britiske music hall-tradition, altså teatermusik fra 1800-tallet, og ikke umiddelbart det udspil, man ville forvente af dets ophavsmænd: Damon Albarn, kendt som frontfigur i Blur, Gorillaz og som soloartist, den tidligere The Verve-guitarist Simon Tong, den gamle The Clash-bassist Paul Simonon og den nigerianske trommeslager Tony Allen, især kendt for at have spillet med afrobeat-legenden Fela Kuti.

De fire stjernemusikere har medbragt yderligere en keyboardspiller og en percussionist samt en strygerkvartet, og lyden er heldigvis fremragende. De mange musikalske nuancer står klart frem, og det samme gør Damon Albarns evigt drengede vokal, hvilket er vigtigt, da sangteksterne er en stor del af udtrykket. Alle musikere spiller fortrinligt, men de bliver holdt i kort snor. Der er ikke plads til de store solistiske udfoldelser, og ikke mindst Tony Allens diskret swingende trommespil er noget mere afdæmpet, end det var hos Fela Kuti.

Damon Albarn sidder bag klaveret i cirka hver andet nummer og står ellers forrest på scenen. Det er alt sammen meget fint, men sangene hører ikke til de mest melodiske, dets ophavsherrer og ikke mindst Damon Albarn har stået bag. Det vrimler ikke ligefrem med hits på The Good, The Bad & Queens to album, og måske derfor har bandet lidt svært ved at få gang i publikum. Det sker først for alvor, da Albarn i "The Truce of Twilight" begynder at råbe "Order!" som den britiske parlamentsformand John Bercow. Herefter kommer et af koncertens højdepunkter i form af "Ribbons", hvor Damon Albarn spiller akustisk guitar, hvilket giver udtrykket en hidtil uhørt skrøbelighed.

Efter at hele "Merrie Land" minus en enkelt sang er gennemspillet, kommer turen til det 11 år gamle debutalbum, hvor vi dog kun får fire af sangene, atter i kronologisk rækkefølge. Selvom det gør koncerten noget forudsigelig, giver det god mening, for også dengang var der et tekstmæssigt tema, nemlig Storbritanniens engagement i krige rundt om i verden. Også på debuten er musikken præget af ballader, om end der har sneget sig flere uptempo-numre ind. Ikke mindst den shufflende "Kingdom of Doom", der musikalsk giver visse associationer til The Clashs "London Calling", og der er jo også et gammelt Clash-medlem i The Good, The Bad & The Queen.

Det hele ender med sangen, der også hedder "The Good, The Bad & The Queen", og som stiger og stiger i tempo i den lange, intense outro. Atter vågner publikum op til dåd, og supergruppen slutter på et forholdsvis højt niveau. Mere interessant end decideret gribende, men bestemt ikke kedeligt. Og så bliver det spændende at se, hvad der bliver Damon Albarns næste projekt.

Sætliste:

Introduction

Merrie Land

Gun to the Head

Nineteen Seventeen

The Great Fire

Lady Boston

The Truce of Twilight

Ribbons

The Last Man to Leaven

The Poison Tree

History Song

Kingdom of Doom

Three Changes

The Good, The Bad & The Queen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA