x
Kunsten at blæse taget af en udendørs scene

Laid Back, Heartland Festival, Highland Stage

Kunsten at blæse taget af en udendørs scene

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tim Stahl og John Guldberg er Laid Back. Ikke blot af bandnavn, men også på scenen, og jeg tænker formentlig i hele deres tilværelse. "Don’t worry, don’t hurry, take it easy", som de synger i "Sunshine Reggae", som alle kender, men egentlig gennemsyrer det hvert eneste nummer de spiller, at det gælder om at slappe af, drømme frit og lade kærligheden flyde.
 
Og det gør den på denne grå og fugtige aften på Highland-scenen. Publikum elsker Laid Back, og de elsker publikum tilbage. Fra allerførste nummer – "Bakerman" – kan man fornemme, at publikum er kommet for at hylde, nyde og fejre 40-års-jubilarerne. Og da de fortsætter med "Elevator Boy" og et par numre fra deres (måske overraskende) superstærke nye album Healing Feeling, er scenen sat, og det står allerede tidligt klart, at denne aften kan ikke gå galt. 
 
John og Tim, der begge sidder ned under hele koncerten, takker stilfærdigt, men synligt meget, meget glade mellem numrene, der fremføres sammen med et fem mand stort backingband, der spiller deres allerførste koncert med duoen. Heller ikke det går på nogen måder galt. Musikken sidder lige i skabet, og man skulle tro, at Laid Back i denne opsætning havde hundredevis af koncerter bag sig sammen.  
 
Publikums begejstring stiger, og stiger som koncerten skrider frem, og sikre stik tages hjem med numre som "White Horse", "Maybe I’m Crazy" og naturligvis "Sunshine Reggae" samt førtnævnte "Bakerman" og "Elevator Boy". Men meget ulig disse ældre bands med store hits fra langt tilbage i tiden er det faktisk duoens nyeste numre, der er allerbedst. Titelnummeret "Healing Feeling", "Walk with the Dreamers", "Keep on Loving" og for undertegnede koncertens højdepunkt "Give it Free" er alle simpelthen så lækre i deres dvaske spændstighed. Bandet får da heller ikke lov til at gå hjem uden et enkelt ekstranummer, der meget passende er det festlige "Uptimistic Music". Der er ganske enkelt ikke ret meget andet at gøre end at ønske Laid Back tillykke med jubilæet og glæde sig til næste gang, man kan opleve en koncert med dem.
 
Yeah!

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA