x
Are you well, Charlotte?

Charlotte Gainsbourg, Heartland Festival, Highland Stage

Are you well, Charlotte?

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Åh, Charlotte! Jeg ville så gerne, at dine koncerter var lige så lækre, som dine plader, men hvor er du, når du spiller?
 
Publikum måtte vente femten minutter ekstra på, at Charlotte Gainsbourg gik på scenen sent torsdag aften, men selv da hun var kommet ind, var det som om, hun ikke var ordentligt til stede. Skuespilleren, musikeren og sangerinden har lavet tre albums med sublim og lækker elektronisk pop, men live er det som om, hun ikke kan bestemme sig for, hvem hun er, og hvad musikken skal.
 
Er hun leder af et hårdtpumpende techno-ensemble, som skal skabe en fest, eller er hun en sangerinde, der med sin lyse, kælne stemme er centrum for sine egne relativt skrøbelige kompositioner? Sidstnævnte rolle befinder hun sig tydeligvis ikke godt med, og derfor drukner hun som person ofte i rodede arrangementer og alt for meget tryk på techno-kedlerne.
 
Nogle numre klarer sig bedre end andre. "Heaven Can Wait", "Paradisco" og "Sylvia Says" får med enkle virkemidler gang i publikum, der gerne vil danse, mens supernumre som "Lying With You", "Ring-A-Ring O’Roses" og "Lie To Me" lider under både arrangementer og Charlotte Gainsbourgs fravær i leveringen. Grundlæggende er der masser af god musik, vellyd og Gainsbourg synger bestemt også godt, så musikalsk er det ikke dårligt at være til koncert med Charlotte Gainsbourg. Men som sagt med alt for meget band og alt for lidt Charlotte.
 
Når hun endelig bevæger sig ud på scenekanten, virker det forstilt og indstuderet, og hendes forsøg på nærvær bliver nærmest akavet. Nu og da henvender hun sig til publikum, og det kan næsten virke paradoksalt, at en skuespiller ikke kan bryde sin generthed mere, end hun formår. I disse små øjeblikke ser vi måske, hvem hun virkelig er, og der er det endnu mere tydeligt, at et mere nedtonet og musikalsk enklere set-up ville passe hende meget bedre. “Are you well?", spørger hun mellem to numre, for umiddelbart bagefter at samle armene om sin spinkle krop og bestemt ikke ligner en, der kunne svare ja på samme spørgsmål.  

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA