Når melodisk indierock ikke er raketvidenskab

Elbow, Heartland Festival, Greenfield Stage

Når melodisk indierock ikke er raketvidenskab

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Manchester-gruppen Elbow er endnu ikke blevet folkelige i Danmark på samme måde, som amerikanske The National er det – og som Elbow er det i hjemlandet, hvor deres fire seneste album er gået top fem på hitlisten. Men de fortjener det, for de har samme blanding af melodisk appeal og melankolsk eftertænksomhed, som amerikanerne har det – og er også et fortrinligt liveband.

Elbow er dog regelmæssige gæster i Danmark og har trods alt en vis fanbase herhjemme, og pladsen foran Greenfield Stage er da også pænt fyldt, da de fem musikere, udvidet med to violinspillende korsangerinder, indtager scenen klokken 17. Musikalsk har Elbow hele pakken: Stærke sange, fremragende musikere og en yderst velsyngende og karismatisk forsanger i Guy Garvey. Hans ret lyse og lidt hæse stemme, som minder en del om Peter Gabriels, står klart og solidt i lydbilledet, og med store fagter og lejligheds opfordren til viften med armene og fællessang kommer han langt ud over scenekanten, uden at virke populistisk. Lige bortset fra hans oplæsning af en dansksproget præsentation, som virker overflødig, men det er helt i orden, at han og resten af bandet udtrykker lede over "the Brexit bullshit", selvom de næppe er medskyldige i det.

Med syv album i ryggen har Elbow et gedigent bagkatalog at trække på, men hovedvægten af sættet er dog, modsat hos Primal Scream i går, lagt på deres nyere udgivelser, som holder samme høje niveau som de første. Ikke mindst sangen "Magnifcent (She Says"), en optimistisk og supermelodisk hyldest til et lille barn. Vi får også et helt nyt nummer, som muligvis hedder "Empires Crumble", og som har samme let vemodige undertone som mange af de andre – og muligvis er inspireret af Brexit, at dømme efter det, jeg lige kunne fange af teksten.

De to strygere spiller en fremtrædende rolle på eksempelvis den lange "The Birds" og understreger sangens meget melodiske karakter, mens Mark Potters elektriske dobro-guitar med slide-bottleneck sørger for at bevare noget kant. I den helt stille, ungdomsnostalgiske "Lippy Kids" opstår der for alvor forbindelse mellem band og publikum, da Guy Garvey først fløjter lidt, og tilhørerne fløjter tilbage. Senere er der fællessang på omkvædslinjen "Build a rocket, boys!", og man må sige, at det muligvis er raketvidenskab at sammensætte så velskrevne sange som Elbow, men det lyder legende let.

Fællessangen fortsætter på "On a Day Like This", i slutningen af sangen endda helt a cappella, uden band og uden beat, så man næsten får gåsehud over, hvor godt man selv lyder – sammen med alle de andre. Hvis alt andet går galt for Guy Garvey, har han da en fremtid som korleder foran sig.

"Grouds for Divorce" slutter sættet med mere dobroguitar og kant, og bortset fra at det samlede sæt kun sniger sig op på 57 minutter, er der ikke mange fingre at sætte på dagens præstation. Hvis Morrissey efterhånden helt har tabt sutten med højreradikale sympatier og tvivlsomme covernumre, kan man glæde sig over, at Elbow stadig holder Manchester-indie-fanen højt. Det skal blive spændende at høre deres næste album – måske gør det dem omsidder større i Danmark.

Sætliste:

Fly Boy Blue/Lunette

The Bones of You

Ny sang

Magnificent (She Says)

Kindling

The Birds

Lippy Kids

On a Day Like This

Grounds for Divorce


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA