x
Langt forspil uden udløsning

Connan Mockasin, Heartland Festival, Highland Stage

Langt forspil uden udløsning

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er svært ikke at tænke på sex, når den newzealandske sanger, sangskriver og guitarist Connan Mockasin kommer på banen. Uanset om hans tekster omhandler emnet explicit eller ej, er der noget ved hans univers, der bare kilder i underlivet. I hvert fald når det fungerer optimalt, hvilket det gjorde på Roskilde Festival en smeltende varm sommerdag for fem år siden, og som regel også på hans plader.

Det er især de langsomme, groovy rytmer og Mockasins æggende, funky, melodiske guitarspil, der sætter gang i hormonerne, og sådan er det også i begyndelsen af hans eftermiddagskoncert denne fredag, hvor han medbringer tre musikere på henholdsvis keyboard, bas og trommer. Åbningsnummeret "Charlotte's Thong" bliver indledt med flere minutter af hans forrygende guitarspil, hvor nye melodiske og rytmiske figurer hele tiden kommer og går. Som om han står og blinker frækt på scenen, klar til at invitere nogle backstage.

Om han blinker eller ej, fremgår dog ikke, for Mockasin har solbriller på under hele koncerten. Han er i det hele taget godt klædt på med kasket og træningstøj, selvom jakken på korets og publikums utrættelige opfordring kommer af i "It's Choade My Dear". Også på et andet og mere alvorligt punkt virker Moacksin tilbageholdende, for hans karakteristiske, om end spinkle falsetstemme, kendt fra pladerne, træder aldrig for alvor i karakter. Snarere er der ofte tale om regulær mumlesang, hvor teksterne er temmelig svære at opfatte, og det forhindrer koncerten i for alvor at lette. 

Samtidig virker det populistisk, at Mockasin når at spille hele tre, om end forkortede covernumre i løbet af sine blot 45 minutter på scenen. Først får vi bid af Robert Flacks "Killing Me Softly", så af Whitney Houstons "I Will Always Love You" og senere af Nellys "Dilemma". Det vækker naturligvis genkendelse hos publikum, men det virker, som om Mockasin er bange for, at hans egne sange ikke er nok. Det burde de ellers være, hvis Mockasin ellers ville synge ordentligt igennem, men det gør han ikke, og dermed bliver koncerten som et langt forspil uden udløsning. Det skal siges, at en del i publikum klapper ganske højt, da han er færdig, så måske er jeg bare mere kræsen eller bare en kold skid, men jeg synes altså, det var mindst lige så ophidsende at høre mine naboer have hed teltsex i nat – men det er en helt anden historie.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA