IDK hverken skuffede eller overbeviste nogen på Distortion

IDK, Distortion Ø, Urban-scenen, København

IDK hverken skuffede eller overbeviste nogen på Distortion

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Der tegner sig nogle nye linjer i moderne hiphop. Og det er ikke i den forstand, at det bevæger sig længere ind mod en mainstream midte, som har været meget af historien det sidste årti. Det stikker i en anden retning for tiden. Black Metal-hiphop eller horror-hiphop, kalder de det. Den nye hybridgenre gør sig bemærket med tunge, ofte meget skraldede produktioner, og rimene spyttet af rapperne skal på samme vis skrattes, hvæsses. I det hele taget må det ikke være pænt, gerne decideret ubehageligt. Denne stilart tæller specielt navne som Denzel Curry, ZillaKami og Jpegmafia. Distortions eneste hiphop-act fredag, IDK, ligger sig i slipstrømmen af denne bølge, men er også en karakter, der ikke har helt så nemt ved at slippe hiphoppens klassiske dyder. Dette forhold blev kun bekræftet til aftenens koncert på urban-scenen.

En anden måde at ramme genren ville være at forholde sig til dj Obi-Wan (det hed han), som gik på scenen som opvarmning DC-rapperens optræden. Han spiller først nyklassikeren ”Ni**as in Paris”, en sang i hæsblæsende tempo, for derefter at vende skuden 180 grader tilbage til Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit”. Det er et stilskift ud over det sædvanlige, men samtidig er det en fusion. Grungens frustration og vrede har på mange måder indfundet sig igen, camoufleret som rap. Denne pondus og aggressivitet ønsker IDK sig for alt i verden til aftenens koncert. Meeen der er langt fra Distortion og til Kurt Cobain. Og det er langt fra alle, der endnu er bekendt med hiphoppens nye sorte får, langt færre har dedikeret sig til den.

Til tonerne af ”mrs. Lynch, Your Son is the Devil” hopper den pumpede IDK af sted i tracksuit og bandana med noget af en guldkæde om halsen og forlanger på stedet en tilsvarende applaus af energi fra publikum. Ja, den rammer lidt skævt, men han fortsætter ufortrødent med singlen ”Trigger Happy”. Hvad vi bliver klar over efter de første par numre er til dels også, at hans mikrofon simpelthen er i udu. Vel nok kan man høre, at han rimer et eller andet, men dj Obi-Wans backing-ad-lib overdøver konstant den stakkels udsatte rapper. Heldigvis har han nok pondus til akære igennem det og levere ”Maryland Ass Nigga” med så megen kvalitet, at den fremstår som et højdepunkt på aftenen.

Men her viser det første skel sig også mht. profilen, IDK er i gang med at skabe sig. Han vil så hjertens gerne se noget rampage og fandenivoldskhed udfolde sig blandt publikum, men mange af hans numres stilart og melodier er langt tættere på en klassisk hiphop-tradition a la 00’ernes G.O.O.D Music-produktioner. Hans udtryk vil gerne være Travis Scott, men minder mest om Freddie Gibbs, hvis det giver mening. ”Once Upon a Time” følger bagefter og har netop samme solide skelet uden den sidste pondus til at få jorden til at skælve under os.

Undervejs i koncerten begynder man også at lægge mærke til rapperens til tider lidt uerfarne tilgang til koncerten, og han fremstår let påvirkelig af publikum ad flere omgange. ”We’re at 5 right now, we’ gonna make it a 10” bliver han ved at gentage for at få folk i gang, men en udefrakommende rapper fra Washington, som folk har så marginalt et kendskab til skal ikke forvente, at taget ryger væk, men koncentrere sig om at vise sin musiks kvaliteter.

Han begynder at flirte lidt med pigerne på første række, og påbegynder ”Windows Up” til deres ære, idet nogle kaster et ølkrus i scenens retning. Han stopper musikken og begynder at true enhver, der kaster noget mod scenen med vold. Fair nok, lad være med at kaste ting på scenen, men affæren var så ufarlig, at hans musikafbrydelse ikke taler til hans fordel. Han er usikker, når alles øjne hviler på ham. Den ubalance kulminerer, da nogen efter gennemførelsen af ”Windows Up” råber på Travis Scott-hittet ”Sicko Mode”, og han i stedet for bare at fortsætte tager forespørgslen til sig, spiller sit eget yndlingsnummer, som åbenbart er ”Feel Good inc.” med Gorillaz, og lip syncer sig igennem denne. Det er en mærkelig og ærgerlig falliterklæring fra en rapper at mene, at han ikke kan levere en hæderlig koncert, uden at skulle bruge andres musik for at gejle tilskuerne op. Han vil igen for meget mosh pit og levere en koncert med høj intensitet fra start til slut. Hvis han forligede sig med et udtryk som en klassisk hiphopper med alle dennes dyder og goder, havde der slet ikke været det problem.

Heldigvis bliver hans mikrofon på det her tidspunkt fikset, og det skaber rammen for en rigtig fin slutspurt i koncerten. IDK smider sin nyeste single ”Digital” fra det kommende album (et af hans eneste numre uden gæstefeature), der leveres upåklageligt med et skønt groove, og hans interaktion med publikum giver pludselig pote, da publikum på hans instruktioner svarer hans omkvæd: ”flashback”, ”digital dash” osv. Det fungerer endelig. ”This shit’s going on my Instagram, so you better be turned up”, lyder opfordringen og er selvfølgelig en lidt pudsig måde at motivere publikum. Men pokker tage det.

Til kunstnerens store glæde får vi da også noget, der ligner en mosh og et drop til sidst med den også rigtig stærke banger ”17 wit a 38”. Selv uden Chief Keef er det bare et imponerende testamente til hiphoppens arv, samtidig med at den spiller på nogle nyere tangenter. Hvis han blot havde leveret resten af sangene i sættet med lige så meget overskud, havde man ikke gået ud derfra med følelsen af, at hele foretagendet var lidt lunkent. Selvfølgelig tager det tid at markere sig som et navn i branchen, men IDK er fanget i lidt af en identitetskrise imellem en klassisk lyd og mere moderne toner, som han bliver nødt til at bryde ud af, før hans live-optrædener kan nå nye højder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA