Uengageret og uskarp

Interpol, Heartland Festival, Greenfield Stage

Uengageret og uskarp

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Skulle man skrive en anmeldelse af Interpols koncert på Greenfield-scenen, der er Heartlands store scene for hovednavnene, med samme engagement, som det bandet havde med derop til lørdagens koncert, ville det blive en meget kort og sjasket tekst.

Det tidligere så skarpe og musikalsk interessante New York’er-band fremstår som om, de er pisseligeglade. Jo, jo, de tager stadig de sorte jakkesæt og de obligatoriske solbriller på, men cool, det er de sgu ikke mere.

Interpol har udsendt seks album i de godt tyve år, bandet har på bagen, og måske er det i erkendelse af, at de aldrig for alvor har kunnet lavet rigtig gode og interessante plader siden debuten Turn on the Bright Lights og efterfølgeren Antics, at hovedparten af koncertens numre hentes fra netop disse to albums. Dermed kunne man have håbet, at der kunne indtræde en form for oprejsning for sidste års søvndyssende og kedelige koncert på Roskilde Festival, men også de "gode, gamle numre" formår bandet at levere med et totalt fravær af engagement.

Som lytter overværes slapheden ikke bare med skuffelse, en stigende irritation indfinder sig også. Som når guitaristen Daniel Kessler næsten ikke kan løfte sine arme op over hovedet i et utroværdigt forsøg på at få publikum til at klappe med, og ikke mindst da bandet efter en tynd udgave af det ellers så suverænt lækre nummer "Obstacle 1" forlader scenen inden de 60 minutter, der var til rådighed, er gået.

I ganske få øjeblikke fornemmes bandets potentielle kvaliteter som liveband, men det bliver kun i korte passager i numre som "Slow Hands", "All the Rage Back Home" og "Rest My Chemistry", hvor der opstår noget, der minder om den intensitet, bandets musik faktisk indeholder. Udover uptempo-nummeret "Say Hello to the Angels" smelter resten af koncertens indhold sammen i en endimensionel og usmagende grød, man ikke har lyst til at spise igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA