Kvindefest fra Londons gader

Nadia Rose, Urban, Distortion

Kvindefest fra Londons gader

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Distortion Ø er noget helt andet end resten af Distortion. Hvor det i dagene op til er en gadefest, og København bliver sat på den anden ende af invaderende horder fra oplandet, er der helt anderledes naturfyldte omgivelser på øen. Den crowdede asfalt og de velkendte huse er skiftet ud med et næsten eventyrligt landskab af stier, bakker, lys og røg. Og hvor stemningen kan være kaotisk og lidt hård ude i brokvartererne, er der en virkelig positiv og danselysten tilgang denne lørdag aften.  Det er fedt, at gadefesten også kan rumme den anden dimension.

Og så kommer Nadia Rose på scenen, og vi er tilbage i gadestemning. Hun er så meget lyden af Londons gader, og selv ikke et åbent telt i en park kan ændre på det faktum.

Hun går på scenen ledsaget af en gæsterapper og en dj, begge sorte kvinder, begge to parat til affyring og i tårnhøjt humør. Den smittende glæde blandt kvinderne breder sig i hele teltet, og vi er parat til den positive udgave af London-grime.

Og så går det galt. Mikrofonen driller, og vi kan slet ikke høre Nadia Roses vokal. Det hele sejler, og hjælperapperen bliver ved at råbe, at der skal skrues for mikrofonen. Det hele lyder sært, og man får en grim fornemmelse af, hvordan koncerten kommer til at fortsætte det. Men allerede efter første nummer kommer der helt tjek på det, og Nadia Roses stemme står sikkert i mixet.  Så hvor man lige nåede at frygte, at hun slet ikke kunne live, men kun i studiet, bliver vi allerede blæst igennem i andet track. Det imponerer mig altid, når kunstnere kan komme så stærkt igen efter en ærgerlig start.

Hun står iklædt lakbukser og stor skudsikker vest og masser af farverige extensions. Der er sikkert mange praktiske ting ved en skudsikker vest, men den klæder de færreste, og egentlig heller ikke Nadia. Hen imod slutningen tager hun den af, og står tilbage i en lille lak-BH. Hun rødmer nærmest over reaktionen, men nu er der ingen vej tilbage: Tøserne holder fest på scenen. Dj’en bruger lige så meget tid på at løbe rundt og piske stemning op, som hun gør på at cue tracks, og det er tydeligt, at de tre kvinder elsker at feste sammen.

Tredje nummer er hittet ”Tight Up Skirt”, i en ekstra kaotisk og hæsblæsende udgave. Nadia har på dette tidspunkt glemt alt om startvanskelighederne og er et naturligt og charmerende midtpunkt. Hun er den søde unge kvinde fra gaden, der kan klare de hårde miljøer i London, og hun kan lige så vel håndtere en scene. Rico Nasty, der spillede bagefter, havde de samme problemer med vokalen i starten, og valgte ikke at gøre noget ved det. Så hvor det blev beats tilsat en brølende gæsterapper og en helt usynlig/uhørlig frontfigur, der tog Nadia Rose scenen tilbage og leverede en vaskeægte kvindefest. En fest, båret igennem af smil, positiv attitude og ukoordineret, men begejstret dans.

Men hun kan meget mere end bare smile. Der skal ikke være nogen tvivl om, at hendes flows og rim sidder. Sangene er velskrevne og har en fed balance imellem rap og hooklines. Det er poppet, men også meget London. Vi kommer igennem både grime, twostep og house, og det hele lyder autentisk og lige fra hjertet. Nadia Rose har tjek på sit publikum og en langt bedre crowd control end mange andre rappere. Cool backspins og ikke mindst storhittet ”Skwod” starter om tre gange, for at sikre, at vi alle er helt med. Og det er vi så, og hele teltet føler sig som en del af hendes skwod.

Nadia Rose er troværdig i sin ydmyge generthed, og det er en skøn kvindefest, vi alle er inviteret med til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA