x
Forfriskende åndssvag selvironi

Tenacious D, Royal Arena, København

Forfriskende åndssvag selvironi

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Tenacious D er femogtyve år inde i karrieren stadig en lige så stor joke, som de altid har været. Men hengemt i de håbløse tegnefilmsfortællinger er selvironien forfriskende for en generation, der aldrig har taget tingene alt for alvorligt.

Øverst på det kunstige scenetæppe hænger to siamesiske pikke. De er ikke alene symmetriske i deres fælles form, de er også et symbol på Tenacious D. De er et samlet symbol på den forening mellem Jack Black og Kyle Gass, som to siamesiske brødre adskilt ved fødslen, for senere at forme den musikalske duo, der i femogtyve år har dyrket klichéerne i rockmusikken.

Succesen bag Tenacious D er i dag mere baseret på en blåstempling af Dave Grohl, Pearl Jam og Tool, end det er et reelt produkt af musikalsk kvalitet og progression. I Tenacious D’s univers opstår der ikke mange afstikkere fra den musikalske formel, der er blevet dyrket i fællessang til teenagefesterne, og som det postapokalyptiske univers skylder ind over publikum i form af en tegnefilm, der er lavet særligt til bandets igangværende turné, mødes jeg samtidig af et band, der ikke befinder sig langt fra, hvor de gjorde for femten år siden.

Jack Black og Kyle Gass ser ikke en dag ældre ud, men de har på den anden side altid lignet to mænd i fyrrene. Jack Black og Kyle Gass skændes stadig på scenen, fordi Jack Blacks altoverskyggende ego har det med at være lidt for dominerende, men det er en del af hele gamet. Derfor er historien om Tenacious D i en postapokalyptisk verden ikke en ny vinkel på en band, der konstant griber de kreative strømninger, men måske snarere historien om et band, der er kørt lidt ufrivilligt fast.

Distanceret tegnefilmsfortælling

Gennem første del af koncerten i Royal Arena befinder Jack Black og Kyle Gass med band sig bag det gennemsigtige scenetæppe, der imellem numrene bliver til en overdominerende tegnefilm af støj og udvandede klichéer. Det er sjovt de første par minutter, men derefter mødes jeg mest af følelsen af et band, der varmer op for sig selv. Bandets distancerede placering bag det gennemsigtige scenetæppe æder sangene og gør oplevelsen langt fra nærværende, selvom Jack Black ihærdigt spjætter rundt til glæde for de forreste.

Albummet Post-Apocalypto hører ikke til Tenacious D’s bedre værker, faktisk tværtimod, og selvom det berusede publikum, der er rejst fra de fjerne provinser for at opleve ham, de engang har set kokse ud i fjernsynet, måske kvitterer med stor begejstring, bliver første halvdel af koncerten til en skrigebasse af en koncert, der totalt skævvrider sit eget format.

Fortsættelsen på et face plant

Der skal lidt til at rejse sig fra sådan en fadæse, hvilket Jack Black ikke klarer synderligt imponerende ved at spørge publikum om, hvordan man oversætter the greatest hits til Dutch. I et øjeblik tænker jeg, at det næsten må være en joke. Men nej, det var fortsættelsen på det gigantiske face plant, der blev søsat en halv times tid inden.

Men til et publikum, der er pumpet op på teenagetestosteron og fadøl, falder sange om rockmusik, ballz og masser af marihuana i god jord. Selvom sangskrivningen ikke har udviklet sig synderligt med årene, er harmonierne og samspillet stadig ved det gamle, og det gør ”Kickapoo” og ”Beelzeboss (The Final Showdown)” til lige så store musikalske oplevelser, som de er humoristiske. Jack Black er uden tvivl en af verdens sjoveste mænd – bare følg ham på Instagram, og så skal du nok blive overbevist – og måden, han bruger sin krop gennem sangene ved dramatisk at gribe om sig i luften, er den perfekte materialisering af en dad bod gone wild.

Selvfølgelig bliver Jack Black og Kyle Gass uvenner undervejs – det gjorde de også sidst, og det resulterer naturligvis i, at KG skrider fra scenen og efterlader JB alene med sit superego under ”Dude (I Totally Miss You)".

Lige så stor en fornøjelse, det er at bevæge sig tilbage til ungdommens romantiske univers, lige så velbefindende er de dramatiske indspark i showet, der gør koncerten med Tenacious D til underholdning fremfor genialitet. Men genialitet er der også så rigeligt af hos andre.

Produktet af sin egen generation

Tenacious D er ikke på scenen i meget mere end halvanden time, men det er egentlig rigeligt i et lydunivers, der lidt for ofte kører en smule i tomgang. På falderebet af et lidt for insisterende overflødighedshorn af bandpræsentationer formår Jack Black og Kyle Gass alligevel at redde forestillingen med akustiske vokalpræstationer, der uden tvivl kan gøre de fleste, der bevæger sig ud i den slags, misundelige. Og selvom der intet nyt er under solen, er Tenacious D stadig underholdning som ingen andre.

Koncerten er en cementering af deres underliggende talent for sangskrivning, og hvordan Jack Black og Kyle Gass er hver sin forlængelse af hinanden. Som de to siamesiske pikke i toppen af scenen er Tenacious D den grovkornede hyldest til rockmusikken, der ikke bare er et stillestående tidsbillede, men også et symbol på en generation, der ikke tager tingene alt for seriøst.

 

Sætliste:

Hope

Making Love

Take Us Into Space

Fuck Yo-Yo Ma

Daddy Ding Dong

Robot

Colors

JB JR Rap

Woman Time

Save the World

Post-Apocalypto Theme (Reprise)

Anden del:

Rize of the Fenix

Low Hangin’ Fruit

Sax-a-Boom

Roadie

Kickapoo

Beelzeboss (The Final Showdown)

The Metal

Dude (I Totally Miss You)

Kielbasa

Tribute

Double Team

Ekstra:

Wonderboy

Fuck Her Gently


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA