x
Australsk rockbrag sparkede festivalen i gang

Pond, Red Stage, Northside Festival

Australsk rockbrag sparkede festivalen i gang

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Den australske kvartet har netop rundet deres 10 års jubilæum og kan desuden fejre udsendelsen af hele syv plader i samme periode. Flere af medlemmerne har desuden taget del i bandet Tale Impala, som er hovednavnet på denne aften. Det er dog i Pond-konstellationen, at de fire australiere har deres faste legeplads. Og det er netop, hvad det er: En legeplads – med alt hvad fantasien kan trække!

Skandinavisk sommer

Det er en ydmyg crowd, der møder Pond på festivalens mindste scene. Folk kommer dumpende i klumper, har fadøl i hånden og brede smil - spækket med forventninger til den tre dage lange fest, der venter dem i Ådalen i Aarhus. Efter et par numre med høj energi tiltrækker det erfarne band heldigvis en større skare, men stadig ikke nok, til at fuldende pladsen foran scenen. Noget ærgerligt, da de fem gutter i slidte denim-jeans besidder en lyd og attitude, der sagtens kunne spille langt større scener op. Det synes dog ikke at slå drengene ud. ”Summer in Scandinavia is fucking brilliant, isn’t it?” lyder det fra den karismatiske forsanger, Nick Allbrook, der – ud fra publikums reaktion at dømme – rammer hovedet lige på sømmet på en af årets første sommerdage i de (endnu rene) grønne omgivelser.

80’er-rockbrag

Pond har lidt fra alle verdener; en scenevanthed og et publikumstække, der kun forstærkes, da Allbrook crowdsurfer stående, en skævhed, der særligt kommer til udtryk ved små instrumentelle gimmicks og en coolness, der placerer dem solidt på stjerneskalaen. Og så kan de spille! Efter ”Sweep Me Off My Feet” ruller det med hits som ”Don’t Look at the Sun or You’ll Go Blind” og ”Giant Tortoise”, der alle byder på drømmende psykedelisk disco-elektro-glam-rock af hver deres unikke karakter, med catchy riffs og stormende energi. ”Paint Me Silver” er koncertens musikalske højdepunkt og en klar publikumsfavorit, der med sin falsetmelodi for alvor fastslår Allbrooks vilde stemmekontrol, hvis nogen var i tvivl. Gejsten overvælder tydeligt Allbrooks selv, der i bedste squad-position placerer sig i øjenhøjde med de forreste rækker, ligesom han gentagne gange sparker hårdt ud i luften i bare iver – når de stramme jeans tillader det. Og selvom de fem psychrockere befinder sig godt på toppen, trænger et roligere tempo sig på under "30.000 megatons", der med sit drømmende univers beviser, at Pond smidigt og gnidningsfrit kan bevæge sig rundt i deres store katalog og mestre hvert hjørne af det.

Pond når ikke at spille mere end seks numre. Men til gengæld har de ladet hver sang rinde ud, som den fortjener. Stemningen er opløftet, da bandet forlader pladsen, men bærer desværre stadig præg af det småærgerlige fremmøde. Det er dog ikke utænkeligt, at de, som kom, bar intentionen om at varme op til Tame Impala-braget senere, men faktisk gik derfra som reelle, nybagte fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA