x
Tågen fra Seattle trængte ind i lydbilledet

Alice in Chains, Green Stage, NorthSide

Tågen fra Seattle trængte ind i lydbilledet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det har været høj sol det meste af dagen, men en times tid før Alice in Chains går på scenen, trækker mørke skyer ind over festivalpladsen, og der bliver de hængende under koncerten. Det giver sådan set udmærket mening, for Alice in Chains er lyden af tunge tanker og tunge guitarer. Deres seneste album, Rainier Fog, er tilmed opkaldt efter tågen over vulkanen Mount Rainier tæt på hjembyen Seattle i det regnfyldte Washington.

Mindre mening giver det dog, at tågen fra Seattle tilsyneladende også er trængt ind i lydbilledet i dag på en måde, som forhåbentlig ikke er tiltænkt. I hvert fald ligger både forsanger William DuVall og korsanger, lead-guitarist og hovedsangskriver Jerry Cantrells vokaler så lavt i lydbilledet, at det er meget svært at høre, hvad de synger, og det uanset om de synger i kor, hvilket de ofte gør, eller DuVall er i front. Det er yderst ærgerligt, da han har en fremragende, tilpas klagende vokal, som sjovt nok lyder en del som hans afdøde forgænger Layne Staley, men også har sin egen identitet.

Jeg har stillet mig lige ved siden af mikserpulten, hvor lyden sædvanligvis er bedst, men for en sikkerheds skyld begynder jeg at gå lidt rundt på pladsen for at se, om der skulle være steder med bedre lyd. Det sker ikke rigtigt, og vokalen bliver heller ikke mikset længere frem i løbet af koncerten. Det bevirker desværre, at bandet ikke rigtigt kommer ud over scenekanten, selvom William DuVall ofte henvender sig til publikum.

Resten er lydbilledet er ellers fint, og Jerry Cantrell spiller den ene veloplagte og virtuose guitarsolo efter den anden, mens William DuVall bidrager med heftig, ofte distorted rytmeguitar, og rytmesektionen alias bassist Mike Inez og trommeslager Sean Kinney er bundsolid. Scenelyset med fire store lyskasser er derudover enkelt, men yderst effektivt. 

Retfærdigvis skal det sige, at adskillige i publikum tydeligvis har en fest, og det er især dem, der har været med siden grungens storhedstid i start-90'erne. "De skal have otte stjerner," siger en publikummer, da hun ser, jeg har blokken fremme, og jeg nikker høfligt, men det kan desværre ikke engang blive til det halve. Og Alice in Chains kan ellers gøre det glimrende live, hvilket de eksempelvis bevidste sidste år på Copenhell.

Alice in Chains er også en af de grupper, der har klaret sig bedst siden grungen. De har formået at komme igen efter deres forsanger Layne Staleys alt for tidlige død af en overdosis og oven i købet skabt plader med Wiliam DuVall, der er næsten lige så gode som dengang med Staley. Vi får da også numre fra disse, eksempelvis den iørefaldende "Check My Brain" og titelnummeret fra Rainier Fog. Det er dog de gamle sange, der vækker mest begejstring, ikke mindst den højenergiske "Them Bones" og de dystre ballader "Down in a Hole" – til en afveksling med Wiliam DuVall på akustisk guitar – og "Rooster", der lukker sættet. 

Alice in Chains er som nævnt hørt meget bedre live, men i dag var det lidt for meget gråt i gråt. Men det holdt da tørt, mens de spillede.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA