x
Has it come to this?

The Streets, Green Stage, NorthSide

Has it come to this?

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Jeg havde egentlig skrevet en lang, lovprisende indledningstekst til denne koncert. En tekst omkring en ikonisk artist, som op gennem 00’erne fuldstændig fejede benene væk under den europæiske musikbranche, med sin mockney accent, det nærmest talende, off-beat flow og en evne til at levere atypiske, men stadig catchy hits over alt fra UK Garage til pianoballader.

Efter at have overværet The Streets’ 60 minutter lange sæt på Northsides Green Stage står det dog klart, at den tekst blot ville være at bygge en childhood hero op for at pille ham ned igen. For det, vi var vidne til torsdag aften i Ådalen, var alt andet end ikonisk. I stedet for at være den længe ventede, skarpe og morsomme gæst, som altid minder os om, hvorfor han var savnet til at starte med, endte Mike Skinner som den alt for fulde vært, til tider fuldstændig ude af fatning og med et fjernt blik.

Allerede fra start stod det lysende klart, at den Skinner, som lagde vejen forbi Aarhus til aften, ikke var den samme som ham, der tryllebandt Orange Scene i 2008, med hvad der sidenhen er blevet kendetegnet som en af dette årtusindes bedste Roskilde-koncerter.

Han lagde ud med “Turn The Page”, fra det legendariske Original Pirate Material, hvor han løb fra scenen, ned gennem midterrækken og bællede den første øl, han fik i hånden fra det begejstrede publikum. Allerede her var den britiske megastjerne, og hans stemme, mærkbart tynget af både timerne og promillerne backstage. Under “Push Things Forward” foretog rapperen den første af mange champagne showers (i Prosecco, vel og mærke), hvilket blot underbyggede, at dette godt kunne blive en af de comeback-koncerter, man måske helst havde været foruden.

“Just when I discovered the meaning of life they change it, just when I’m loving life it seems to start raining”. Da sidste ord i denne passage fra den smukke “Everything Is Borrowed” lød, begyndte regnen roligt men fast at dale ned over publikum. Nærmest symbolsk. Altså, det var selvfølgelig foruden de utallige champagneskyllere, og sågar en enkelt fadøl kastet af Skinner fra scenen. På dette, meget tidlige, stadie i koncerten, havde rapperen stadig til gode at rappe to linjer sammenhængende, og hans hæse stemme druknede i henholdsvis backup-rapper og et ellers helt tilforladeligt liveband.

Det er ingen hemmelighed, at Skinner karrieren igennem har kæmpet med kendislivets dæmoner, og allerede tilbage i 2006 erklærede han sig ædru, hvilket var et gennemgående tema på The Hardest Way To Make An Easy Living-albummet. Til aftenens koncert tænkte man til tider, at det fjerne blik dækkede over noget dybere end blot de mange genstande, der tydeligvis havde været i spil, før og under koncerten. Måske netop derfor var nogle af de bedst leverede numre på aftenen “Never Went To Church”, en sang til hans afdøde far, og “Dry Your Eyes”, som velsagtens kan kendetegnes som 00’ernes Break Up Anthem Number One.

Ellers gik en stor del af showet med fuldemandstirader om Donald Trump, kærlighedserklæringer til Europa, “CAN YOU SEE ME!”-råb(?!) og ikke mindst formaninger om, hvor meget Skinner havde lyst til at make love med hele publikum. I sig selv morsomt nok, hvis ikke det var fordi det virkede desperat snarere end overlegent. Da den vidunderligt rørende hyldest til ungdommens serotonin-eskapader, “Weak Become Heroes”, blev fuldkommen maltrakteret af et malplaceret discofunk beat, virkede det næsten, som om bunden var nået…

Men. Så skete der trods alt lidt til sidst. “Blinded By The Lights” blev fremført i en hektisk om end realistisk og indlevende version, før føromtalte “Dry Your Eyes” satte skabet, hvor det skulle stå, og nærmest kun blev stærkere af den hæse vokal, som kæmpede med at overdøve beatet. Afslutningsvis kom det uundgåelige gennembrudshit, “Fit But You Know It”, der ruskede gevaldigt op i publikum med sit karakteristiske guitarriff. Meget eksemplarisk endte nummeret ud i, at Skinner kommanderede publikum til at lave moshpits, før han selv crowdsurfede i en sådan grad, at han missede andet vers af sangen. Full circle (pit).

So, yes Mike, we can see you. But has it come to this?

 

Sætliste:

Turn The Page

Push Things Forward

Don’t Mug Yourself

Everything Is Borrowed

Never Went To Church

Has It Come To This

Geezers Need Excitement

It’s Too Late

The Escapist

Call Me In The Morning

Weak Become Heroes

Blinded by The light

Dry Your Eyes Mate

Fit But You Know It


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA