x
Store hits, småt engagement

Migos, NorthSide, Green Stage

Store hits, småt engagement

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

“MIGOS, MIGOS, MIGOS” · på NorthSides store hiphopdag, fredag, var der ingen tvivl om at folk var spændte op til den Atlanta-baserede trios show. Ikke overraskende – gruppen, bestående af fætrene Quavo og Offset samt vennen Takeoff, har de seneste fem år været med til at skabe den lyd, som er allestedsnærværende i hiphop i dag. Gruppens DJ Durel varmede derfor også folk op på behørig vis, med alle de essentielle fra trappens største skikkelser pt. Klokken 20:30, godt og vel et kvarter senere end programsat, blev en stemningssættende intrografik afspillet på storskærmen, og Migos blev portrætteret efter kunstens regler. Til lyden af “Motorsport” kom den selvbetitlede "World’s Best Group" til syne, mens bassen sitrede i næseborene helt nede bagerst i pitten. Publikum var ellevilde, og det skulle vise sig at være til trioens fordel. For hvad crowden havde af energi og nærvær, savnede i den grad fra de tre hovedpersoner.

“You know, so we ain’t really never had no old money. We gotta whole lotta new money though” lyder Offsets intro til 2016s hit “Bad and Boujee”. I både bogstavelig og overført betydning, må det siges at være sandt. Migos har fra starten gjort tingene på deres egen måde og været blandt bannerførerne for 10’ernes hedonistiske mumbletrap fra Atlanta og omegn. En stil, hvor klassisk rapteknik, komplekse rimstrukturer og flerstavelsesrim falder i baggrunden til fordel for melodiske trioler, ad-libs og autotune. På Green Stage fredag aften var Migos således endnu mere cool end alt det ice, de hver især havde om halsen. Til det punkt, hvor sceneshowet blev dovent og ugideligt det meste af tiden. Til gengæld havde de numrene, og dem kunne de, for det meste, starte en fest med, som få andre derude lige nu.

“We need a circle to the left. A circle to the right. A big old circle!”. Således lød ordren fra Quavo, trioens frontperson, efter “Hannah Montana” havde braget nådesløst over lydsystemet. Quavo styrede slagets gang med brækket, ikke hård, hånd og en diamantfigur af Aku Aku (fra Crash Bandicoot-computerspillet) om halsen. Ordren på moshpits stod fast: vi var ikke videre, før der var cirkler nok til at genskabe et mindre Big Bang i Ådalen.

Festen var da også til at finde blandt publikum. I hvert fald det meste af tiden. Når det peakede, var der smæk på: linjerne på “Slippery” blev rappet minutiøst af det meget unge publikum, som ligeledes kvitterede med imitationer af risskåle på forreste række (“She gon’ eat this Molly like it’s rice”) under “Kelly Price”, men herfra var det så som om, at koncerten gik ind i en mere monoton fase. Tematisk måske ikke så mærkeligt – alle Migos’ sange handler om det samme – men det virkede vitterligt ikke som om rapperne rigtig gad det helt store. Eksempelvis kunne det virke lidt modsigende at lave det helt store turn up, når Takeoff rappede flere af sine vers med den ene hånd i lommen.

Men hittene, dem har de. Og man skal enten hade bas eller være bygget af noget meget kedeligt for ikke at kunne mærke en fest trække op, når et nummer som “Narcos” brager over anlægget. Derfra gik vi desuden i en direkte sejrsgang fra introen til “Fight Night”, fra No Label 2 til storhittet og publikumsfavoritten “Bad and Boujee”, hvor alle skrålede med på de klassiske “RAINDROP, DROPTOP!”-linjer fra omkvædet. Det blev fuldendt med konfettiregn over publikum, som igen havde fundet moshpitformen frem og troskyldigt dundrede ind i hinanden i takt med den øresønderrivende bas. “Walk It” bidrog kun til den elektriske stemning, og da Quavo påbegyndte linjerne til “T Shirt” var festen tilbage på samme niveau, som da det hele startede knap 50 minutter tidligere.

Med lidt arbejde på energien og sceneshowet er der helt sikkert potentiale til mere for supergruppen, mens dem på den anden side af scenen virkede til at have en fest uanset.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA