x
Major Lazer holdt vanvidsfest i Ådalen

Major Lazer, NorthSide, Blue Stage

Major Lazer holdt vanvidsfest i Ådalen

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Major Lazer har de seneste år vist sig som værende et særdeles godt bud på en stensikker festival-partystarter. Gruppen er amerikanske Diplos hovedprojekt, og dj’en har sammen med kollegerne Walshy Fire og Ape Drums spillet verden tynd de seneste otte år. Siden et højintenst show af en anden verden på Roskilde Festival 2014 spillede Diplo og co. op til en endnu større fest på Smuks Bøgescene for to år siden, hvorfor der var lagt i kakkelovnen til bastung hitparade på Green Stage, 01:00 natten til lørdag.

Så på slaget 01:00 gik fanfaren ind til et dundrende tungt reggaeton-beat. På scenen stod syv dansere og flagede med hvert deres kæmpe flag, mens konfetti og røg fløj ud over publikum. Gruppens karakteristiske mulatte Cyborg-maskot af samme navn svævede majestætisk over den pyramideformede pult, mens et virvar af visuals fløj rundt i baggrunden. Så var vi ligesom i gang! Walshy Fire, gruppens hypeman, som fra forgrunden styrede showet, fløj rundt på scenen, alt imens fadølskrus fløj rundt blandt publikum. Det var hektisk og ramte alle med 200 km/t, men det var samtidig helt tydeligt, at det var denne form for balstyrisk kaos, de mange tusinde gæster var mødt op for at se.

Er man normalt bevendt i det gængse koncertformat, hvor et show er bygget op med x antal sange på en sætliste, bliver det svært at følge med Diplo og co. på deres hæsblæsende live performances. Her blandes tunge basdrops, samples fra radiohits, pull up horn og utallige remixes, som flettes sammen i én stor energiudladning. Så da Justin Biebers bro til omkvædet på “Cold Water” lød tidligt i koncerten, blev vi kastet direkte videre over i saxofontemaet fra “Calabria 2007” med ENUR og Natasja, hvortil Diplo begejstret råbte “IF YOU’RE DANISH MAKE SOME NOISE!”. Man kender vel sin crowd...

For publikum, og samspillet mellem dette og hvad der foregår på scenen, er essentielt til denne type af koncerter. Det skal ikke være konformt, og det skal for alt i verden ikke være kedeligt. Undervejs var vi eksempelvis nede på knæ, arm i arm, og blev beordret til at springe op, i takt med konfettikanonerne under “Roll The Bass”. Et par numre senere stod Diplo oppe på pulten og kommanderede, som en anden Jane Fonda, at publikum skulle lave sprællemænd. Og for at blive ved fitness-analogierne fik Walshy Fire os alle til først at hoppe på stedet, for efterfølgende at løbe mod højre allesammen. For undertegnede virkede denne øvelse noget (dum)dristig, men jeg har ladet mig fortælle, at det til aftenens koncert faktisk foregik mere kontrolleret end tidligere.

Musikalsk kom vi vidt omkring. Diplo har i sine egne dj-sæt en forkærlighed for hiphop, hvilket også kom til udtryk under aftenens show. Alt fra Rick Ross’ “Purple Lamborghini” til Travis Scotts “Sicko Mode” over Dead Prez’ “Hiphop” og Outkasts “SpottieOttieDopaliscious” blev kastet ind i et mix, som aldrig holdt en reel pause. Gruppens egne numre – særligt fællessangen på “Run Up” og de mange skuldersiddende unge kvinder under “Can’t Take It From Me”, bidrog til helhedsindtrykket af en promilleholdig fest, uden hverken regler, hæmninger eller sengetider.

Mod slutningen gik det dog hen og begyndte at minde om en "rigtig" koncert. Da “Get Free” bragede ud over publikum, og et Dannebrog blev båret ind på scenen af Walshy Fire, som aftenen igennem havde slået tonen an på karismatisk vis, var det som om, det aarhusianske publikum havde fornemmet, hvad der var i vente. Og ganske rigtigt kom der lige efter en sand hjemmebaneeksplosion, i form af “Lean On”, som sendte temperaturen op på kogepunktet. Deroppe blev vi under gennembrudshittet “Watch Out For This” og videre over i det ekstatiske “Light It Up”, før stemningen rislede ud i medleys og dansefest.

Det var til tider kaotisk, lettere ukontrolleret, aldrig kedeligt og konstant larmende. Præcis, som det skal være til en Major Lazer-koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA