x
Velorkestreret fest

Mark Ronson, NorthSide, Green Stage

Velorkestreret fest

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

En dirigentstok kan have mange former. Nogle gange svinges den igennem luften og orkestrerer musik gennem usynlige luftslag, og sommetider ser den ud som pickuppen på en vinylspiller. Det var lige præcis den afskygning, den havde, da Mark Ronson stod bag mikserpulten fredag aften.

På trods af at Ronson indledte aftenen med nummeret ”Nothing breaks like a heart” feat. Miley Cyrus og lagde sidste hånd på pulten til ”Valerie” feat. Amy Winehouse, så var de fleste numre, der blev spillet, ikke nogle, der har Ronson selv på creditlisten. Han fik bevæget sig igennem alt fra Drakes ”Nice For What” til Tame Impalas ”Elephant” og dansegulvsklassikere som Ludimee ”Never Leave You (Uh Oooh, Uh Oooh)” og Daft Punks ”One More Time” Ronson fik orkestreret en fest, hvor hver eneste kollektive bevægelse var nøje udregnet i et dynamisk og velovervejet sæt, der balancerede mellem det bastunge, det nostalgiske, det nye og det overraskende.

Ronson fik trukket tråde gennem den nyere populærmusik ved at kombinere genretræk og konstante mikrobevægelser mellem det mindre velkendte og de numre, alle med garanti kunne til hudløshed. Ronson gjorde det, en deejay gør bedst – han fik skabt en fest og sendte konstante trykbølger gennem publikum, der var med fra første takt, til de sidste toner ebbede ud. Men når nu musikken talte med så store bogstaver og tydeligvis ikke havde noget problem med at få publikums hænder i vejret, kunne man godt have undværet hans trang til at gribe mikrofonen for at opildne publikum endnu mere gennem forslidte instrukser som ”Put your hands in the air”, der svarede lidt til at bede en isbjørn om at være hvid. Det henledte umiddelbart tankerne for meget tilbage til folkeskolens sodavandsdiskotek.

Når det er sagt, så virkede det ikke som om nogen gik skuffede fra scenen, der også lukkede og slukkede, da Ronson forsvandt i mørket igen. Et velorkestreret dj-set, der gjorde, hvad man kunne forvente. Der blev dykket ned i hitkataloget og numrene bevægede sig smidigt ind og ud gennem hinanden i sjove mash-ups eller helt som sine egne. Alt, hvad man kunne forvente af et dj-sæt en fredag aften – ikke mere, ikke mindre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA