x
Næsten for pletfrit: Ørnene fløj højt i Royal Arena

Eagles, Royal Arena, København

Næsten for pletfrit: Ørnene fløj højt i Royal Arena

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Det er en håndfuld årtier og flere end hundrede millioner solgte plader siden, Eagles var new kids in town. Mandag aften gav bandet bag nogle af rockhistoriens mest indtagende sange en (næsten for) pletfri koncert. Heldigvis fik vi i anden halvdel af koncerten også et rustikt indblik i det mindre kendte Eagles. Det var der, det slog gnister, specielt med spradebassen Joe Walsh i front.

I netop "New Kid in Town" fra Hotel California opstod et af de øjeblikke, som Don Henley har defineret som det, Eagles handler om i dag, hvor hans gamle makker og medstifter af bandet, Glenn Frey ikke længere er i blandt os:

“This tour is about the songs you know, and what they mean to you.”

Hele seks mand med hver sin guitar stod forrest på scenen; leadguitarist siden 2001, Steuart Smith, Joe Walsh, Freys søn, Deacon, Don Henley og bandets hired gun, countrylegenden Vince Gill. Derudover selvfølgelig bassist Timothy B. Schmit.

Denne, en af Ørnenes mange stemningsfulde definerende west coast-sange med den bedste scenelyd, jeg har til dato hørt i Royal Arena. Så perfekt, at man tydeligt kunne skelne hver enkelt guitar fra hinanden i lydbilledet. Og Don Henley med harmonier, der stadig lyder så klare, at det synes unaturligt for en mand på 71.

What the songs means to you?

Jeg fik et flashback til en studenterfest i 1977 – året efter Hotel California var udkommet – hvor medstudinens storebror havde sat sit stereoanlæg ud på gårdspladsen, hvorfra det igen og igen blæste lyden af det forholdsvis nye album ud over markerne omkring Hyllinge.

I dag ved jeg, at "New Kid in Town" handler om jalousi og frustration, når en anden har taget ens plads – på musikscenen eller i kærestens seng. Dengang, stående med det magiske cover mellem hænderne, vellyd i ørerne og udsigt til mosekonens bryg, lød "New Kid in Town" løfterig. Jeg var på vej til at blive den nye dreng i København med et jævnt gennemsnit på 8,4.

Så ja, what the songs means to you. Nostalgi? Hvis det er nostalgi at kende og stå ved sine livsøjeblikke, så ja.

Egentlig kan det undre, at Vince Gill, der har en lang og glorværdig karriere bag sig som sangskriver og er hell of a guitarist, som Henley sagde, stiller op som sidemand i nogle andres orkester. Han sagde trods alt en gang nej til at blive medlem af Dire Straits. Dengang var han så også på toppen af sin solokarriere.

På den anden side er Gill et logisk valg. Som Jackson Browne, Gram Parsons, James Taylor og især Crosby, Still, Nash & Young hentede Eagles melodisk, vokal og æstetisk inspiration i en genre, der dengang ellers var forhadt i rock'n'roll, nemlig countrymusikken. 

Eagles tilførte så et californisk smooth, orangelækkert skær ikke ulig sollyset, når det finder vej gennem palmeblade og skærer igennem en Tequila Sunrise ved poolside.

Skriver jeg velvidende, at man, hvis man dykker ned i Henley & Co.s ofte kryptiske tekster fra sidste halvdel af 70'erne, sagtens kan få bekræftet, at de blev skrevet på en cocktail med ingredienser, der var beskæftigelsesfremmende for bjergbønder i Columbia og Østens valmuemarker.

Hvorfor Glenn Freys søn er med i denne version af Eagles var straks lidt sværere at forstå i aften i Royal Arena. Det er et smukt statement fra Don Henleys side at invitere ham indenfor, og den unge mand synger godt – men Freys numre lå bedre end godt i munden på Gill.

I første del af koncerten fulgte mere eller mindre i rap, hvad der lignede konturerne af endnu et The Eagles greatest hits-album – deres første Eagles Greatest Hits (1971-1975) er med et salg på 51 mio. det næst mest solgte album nogensinde.

"Take It Easy", "One of These Nights", "Take It to the Limit", "Tequila Sunrise", "Witchy Woman", "I Can't Tell You Why" og "Peaceful Easy Feeling".

I de sidste to oplevedes igen øjeblikke, hvor jeg lod den konstant kværnende anmelderhjernecelle læne sig tilbage med en fredelig, let følelse og bare nød bandets samspil. Hvor latterligt enkelt disse formidable musikere med deres elegante, mildt blinkende guitarspil oven på en let bølgende rytme fik musikken til at sætte sig i én, nærmest som en anden, selvstændig bevidsthed, der kun ønsker én evigt solskin i det plettede sind.

Men også rigtigt, som sidedamen kontant sagde: det var næsten for disciplineret. For fuldkomment og gennemført.

Men så var det, Vince Gill med klædelig selvironi introducerede sit enlige solonummer "Don’t Let Our Love Start Slippin’ Away" – "I må gerne lade som om, I kender det." Han fortalte også, at han var blevet kørt ned af en cyklist tidligere på dagen. Måske denne ugæstfri tølper af en københavnsk cyklist havde fremprovokeret en vis aggressivitet.

For denne swamp-country sang blev spillet med en helt anden rockapproach, hvor der næsten fra det ene øjeblik til det andet var grus i lyden.  

Allerede Joe Walsh’ "In the City" var inden da blevet spillet med en håndfuld soulfunkede blæsere på bagscenen, og de vendte flere gange tilbage. Det forholdsvis sjældent spillede "Those Shoes" fra 1979-albummet The Long Run med Walsh i offensivt guitarspil. En swingende "Already Gone" med roadtrip på videoskærmene.

Det klædte velbehageligheden i The Eagles med et par for de fleste formentlig helt ukendte saftspændte numre med funk swagger fra Joe Walshs første gruppe, James Gang, "Walk Away" og "Funk #49".

Som det klædte hele fire elguitarister at iklæde "Heartache Tonight" al den boogierockede tyngde, det fortjener. Det var sejt. Råt. Frembusende ligefrem.  

Det virker som om, Joe Walsh som komponist og hans fremragende guitarspil – ofte slideguitarspil – har fået mere plads i Eagles, efter Glenn Frey er fløjet til himmels.

Det samme gælder i øvrigt Steuart Smith, som dog også fyldte en hel del, da jeg så Eagles en råkold aften i Hjallerup for præcis otte år siden.

Som Walsh og Smith gjorde sammen i det sidste nummer inden ekstranumrene, "Life in the Fast Lane". The Eagles løb hornene af sig i en æra, hvor duel- og dobbeltguitarspil hørte til dagens orden. Det bemærkede vi i Royal Arena i aften.

I denne sidste halvdel af koncerten var Don Henley faktisk kun solo på scenen i en enkelt af sine karakterfulde kompositioner, 80’er-solohittet "The Boys of Summer". Der kan siges uendelig meget godt om denne komposition, der som så mange andre af koncertens numre er uhørt stemningssættende. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at det var forfriskende at høre det spillet analogt. Uden at jeg i øvrigt mener, at al musik var bedre før digitaliseringsorgiet i 80'ernes lydstudier. Den lød bare bedre.

Som på det første ekstranummer, som i aften havde fået sin rette plads i sættet: den største rockfabel af dem alle, "Hotel California". Denne dobbelttydige historie på et vagt reggaebeat og endnu en guitarduel fortalt fra et værelse et pretty, pretty sted, hvor champagnen er pink og hvorfra, vi godt kan tjekke ud, men aldrig helt forlade.

Igen så flot spillet af Eagles og sunget af Don Henley. 

Ørnene fløj højt i aften, højere end det skrantende ozonlag, og de beviste, at den slags koncerter med fortidens dinosaurer kan være andet og meget mere end en playlist i maxiformat. Heldigvis havde Don Henley overladt en del af tømmerne til Joe Walsh, så vi blev mindet om, at The Eagles også var og er et rock’n’roll-orkester.

 

Sætliste:

Seven Bridges Road (Steve Young)

Take It Easy

One of These Nights

Take It to the Limit

Tequila Sunrise

Witchy Woman

In the City (Joe Walsh)

I Can't Tell You Why

New Kid in Town

Peaceful Easy Feeling

Love Will Keep Us Alive

Lyin' Eyes

Don't Let Our Love Start Slippin' Away (Vince Gill)

Those Shoes

Already Gone

Walk Away (James Gang)

Life's Been Good (Joe Walsh)

The Boys of Summer (Don Henley)

Heartache Tonight

Funk #49 (James Gang)

Life in the Fast Lane

Ekstranummer

Hotel California

Ekstranumre 2

Rocky Mountain Way (Joe Walsh)

Desperado

Ekstranumre 3

Best of My Love

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA