Ny kærlighed kan også forgå

Novo Amor, NorthSide, Red Stage

Ny kærlighed kan også forgå

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

NorthSide Festival er blevet rykket en dag frem. Så i stedet for at stå bagstiv, omfavnet af den sidste musik- og festivallykke, søndag lidt over midnat med udsigt til alene-fri-mandag, er lørdag nu blevet til afslutningsdagen på NorthSide Festival.

Dette i sig selv for nogle favorabelt, mens for andre ikke. Uanset hvad, så er lørdag nu selvskrevet til at imødekomme endagsgængerne, de bagstive, de nyankomne, hyggerne, de hårdtarbejdende, fansene, festerne, børnefamilierne. Og så videre.

Frirummet?

Lørdagens musikprogram blev åbnet på et af NorthSides sidste frirum, Red Stage. Næsten uanset hvad der sker på denne scene, kan man omkring på denne plads, midt i NS's masser og larm, være heldig at finde en smule sjælero: Komme lidt væk fra alt det andet, godt som skidt. For meget af det hele, hele tiden, kan nemlig sætte sig i hovedet såvel som i det gode humør. Også uden at man egentlig når at bemærke det.

Nuvel, frisk i krop og sind og klar til en god lørdag, åbnedes dagens program på Red Stage ved 14-tiden med syvmandsbandet Jonah Blacksmith. Modsat Novo Amor, der gik på kl. 16.15, indtog og tryllebandt dette første band, både scenen, pladsen og publikum.

Hvis man var en del af den publikumsmængde, der hørte Novo Amor spille, men som timen før tillige havde hørt og set Jonah Blacksmiths biografkoncert, ville man have kunnet opleve, hvordan det føles at blive opløst.

Ikke "opløst" i en decideret positiv forstand, men mere som følelsen af at bevæge sig fra en oplevelse af at være en del af en varm, kærlig og sammensmeltet dybere enhed, til oplevelsen af at blive splittet og bevæge sig væk fra hinanden i en slags, om end velklingende, indadvendt inerti.

Landskab og baggrund

Gruppen Novo Amor er dannet af den unge, men komponisterfarne og dygtige walisiske sanger og multiinstrumentalist Ali Stacey. Han kan med sin klare og rene stemme udmale og dyrke en atmosfærisk, rent-klingende stemning frem gennem musikken.

Men der sker også mere, idet han i sine filmiske lydlandskaber nemt slår et svinkeærinde forbi den energiske folkrock, singer/songwriter eller en solonstrumentering. Under koncerten fik vi nogle fine eksempler på dette, f.eks. i nummeret ”Utican” fra 2018 albummet Birthplace, hvor hans klare stemme, ofte i falset, befriende og vellykket, cuttes op med hårde riffs og andet godt fra rockens verden.

Senere, under nummeret ”Repeat Untill Death” fra samme album, fik el-violinisten førertrøjen på og kunne levere en fængende solo. Hverken på Novo Amors albumudgivelser eller under denne koncert synes der at herske nogen som helst tvivl om, at Stacey med band kan sit kram, og det var egentlig heller ikke decideret kedelig musik, vi fik at høre.

Men som en medpublikummer kunne fortælle, var hun draget af Novo Amors lyd, som samtidig og i samme grad fungerede som ”baggrundsstøj”, da hun f.eks. skrev sin hovedopgave. Man skal måske være virkelig fan af denne sfæriske genre, hvor også navne som Sigur Rós, Teitur og Bon Iver måske kan samles under. Uden dog yderligere sammenligning.

Oplevelsen af trit

I den lille konstruerede sceneskov af grene og kviste med grønne blade fik Ali Stacey akkompagnement af bl.a. guitar, trommer, strygere og violin. Et ganske fint og professionelt setup, men trods opsætningens og musikkens kvaliteter, syntes der dog at være et eller andet mærkværdigt på færde under denne koncert.

Men det drejede sig ikke om placering af ansvar: Om det var publikum, Novo Amor, det regnfulde gråvejr, tidspunktet, stedet, scenen eller den sfæriske og svævende musikgenre, syntes ikke relevant. Dog var der alligevel noget, der gjorde at denne koncert fik et underfundigt følelsesmæssigt dissonerende skær.  

Novo Amor har på sine to fuldlængde-albums Heiress fra 2017 og Birthplace fra 2018 demonstreret, hvordan man kan variere harmonier omkring Ali Staceys veltrænede mandsstemme. Hans stemme bevæger sig mestendels i de højere tonearter og er i sig selv et godt eksempel på, hvordan en mandsstemme kan favne dette register med en varme og ro.

Faktisk formår Stacey at favne falsettens kunst og indlejre den i sådan en grad, at vi ikke nødvendigvis bevæger sig os ud ad melankoliens veje, men har mulighed for at løfte blikket. Hvad end budskabet og intentionen havde måtte være denne lørdag eftermiddag, blev det ikke helt modtaget eller afsendt. Men lig titlen på Novo Amors nyeste album, så har alle ting en start, hver ting sit eget birthplace, sit eget fødested. 

Nogle gange lykkes det bare ikke, uanset evne, kvalitet og velvilje, at skabe det rum, som var tiltænkt. Nogle gange er der bare et eller andet, der ”er ude af trit”.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA