x
Lo-fi-legende med fokus og spræl

Stephen Malkmus & The Jicks, Lille Vega, København

Lo-fi-legende med fokus og spræl

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Denne fredag aften indfandt lofi-helten Stephen Malkmus og hans velspillende band sig i Lille Vega for at traktere os med sin særegne og berusende lo-fi.

Nyheden om Pavements gendannelse i 2020 til to eksklusive koncerter på Primevera-festivalen i Spanien ligger lidt som en sky over koncerten, da de fleste – uagtet mandens imponerende solokarriere – nok inderst inde håber, at gendannelsen fører til mere. Under alle omstændigheder vil han altid blive vurderet på fortidens bedrifter, og det kan man så synes er uretfærdigt eller en velsignelse for manden, der var hovedkraften bag skabelsen af et af de mest elskede bands. Det er et vilkår som for eksempel Black Francis og Johnny Marr har måttet leve med i årevis, og som i førstnævntes tilfælde fik ham til at afslutte sin solokarriere helt og aldeles og i stedet vende definitivt tilbage til sit gamle band. Det tror jeg dog næppe, Malkmus vil gøre. Dertil har han det simpelthen for godt sammen med The Jicks.

I øjeblikket deler Malkmus sin tid mellem sit soloprojekt og det elektronisk baserede album Groove Denied, som han sideløbende med The Jicks turnerer med – alene på scenen med enkelte virkemidler. Denne aften er det heldigvis med The Jicks og et fokus på succesalbummet fra 2018 Sparkle Hard. Dette album gav Malkmus lidt af et comeback og sågar nye lyttere. Derfor er det med fornyet selvtillid, at han baserer hovedparten af aftenens sætliste med sange fra dette album, der udgør mere en halvdelen af koncertens numre.

Der lægges sikkert ud med ”Tigers” fra Mirror Traffic, der efterhånden er blevet bandets signatursang. Dernæst følger ”Bike Lane” fra Sparkle Hard, der viser en ny tendens, hvor der er skruet ned for humor og ironi og op for kommentarer til nutidens emner som MeToo-bevægelsen, politivold og den politiske situation i et splittet USA, samtidig med at guitarfladerne rulles ud som stillehavsbølgerne ved det Californien, han er rundet af. Her i starten af koncerten fornemmer man, at der er strammet lidt op i forhold til tidligere, hvor en lidt for løssluppen stemning og lange jams kunne tage luften ud af helhedsoplevelsen. Det sker ikke i aften, hvor en skarp og bidsk udgave af ”Dark Wave” også er med.

Meget er dog stadig det samme. Malkmus svajer og vrider sig stadig dovent foran mikrofonen, og han kaster sig frygtløst ud lettere kaotiske soloeskapader, der ofte er retningsløse, men underholdende.

Mike Clark er den kompetente højre hånd på guitar og tangenter, mens Joanne Bolme og Jake Morris lægger den rytmisk perfekte og fremdrivende bund på henholdsvis bas og trommer.

”Solid Silk” og ”Middle America” er de let melankolske Grateful Dead anno Box Of Rain-søskende, der denne aften begge spilles indfølt og stilrent. Den overdådigt rene produktion er erstattet af et mere nøgent lydbillede, der i den grad klæder de flotte sange.

Da vi når til ”Refute” om kærlighedens tilfældigheder og absurditet, synger bassist Joanna Bolme andet vers som erstatning for Kim Gordon, der synger duet med Malkmus på indspilningen. Det er dog svært ikke at føle Gordons tilstedeværelse i rummet, da sangen i høj grad farves af hendes forliste ægteskab og efterfølgende den bitre og meget mediedækkede skilsmisse.

Tendensen med mere fokus vises også til sidst i koncerten, hvor den ellers skrupskøre ”Jo Jo’s Jacket” leveres effektivt og tight og med en vidunderlig halsbrækkende solo fra Malkmus. Efter Pavements mægtige ”The Hexx” smider han guitaren og erklærer, at han ikke vil spille mere på den i aften, men opfordrer publikum til at komme med ønsker. Det bliver den fine ”Freeze The Saint” fra albummet Face The Truth, der lukker og slukker en koncert, hvor The Jicks igen viser sig som en en velsmurt, men sprælsk maskine, og hvor hovedpersonen virker mere fokuseret end tidligere og måske allerede er ved at forberede næste kapitel i Pavement-historien.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA