x
Selvudslettende vitalitet midt i fortidens mørke

Stone Temple Pilots, Copenhell, Helviti

Selvudslettende vitalitet midt i fortidens mørke

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Selvom det egentlig virker lidt for nemt at sammenligne Stone Temple Pilots med Alice in Chains, er det egentlig også lidt for oplagt. Det der med at miste en forsanger, der udgør en så essentiel del af et band. Når en frontmand formår at skabe så biografiske tekster om afhængighed og død ved samtidig at være så bevidst omkring de konsekvenser et misbrug uundgåeligt sætter i værk. Det er den historie, Stone Temple Pilots bærer på, og det er samtidig den historie, Alice in Chains for lidt mere end ti år siden forsøgte at køre ned ad nye veje. Forskellen mellem de to bands er ikke kun ti år til forskel, men samtidig ligger den i vitaliteten i de to bands.

I mange år har jeg betragtet Stone Temple Pilots som fallerede. Albummet fra 2010 var et skud nyt liv i en afhængighed, der umiddelbart syntes at være efterladt i fortiden, men som Scott Weiland ufrivilligt fik udstillet sine dæmoner på det forfærdelige internet og sidenhen måtte lade livet til narkoen for knap fire år siden, er Stone Temple Pilots gået langt for at holde gang i ilden. De vælger så at hyre en fyr fra X Factor, hvilket lige skal siges at have en noget større respekt i USA, end det har i Danmark, men set med danske briller og særligt med mine egne, tyder det på en lidt for stor falliterklæring. Samtidig er det ikke, fordi alderen har behandlet Dean og Robert DeLeo særligt godt. Begge ligner hver sin oppustede reality-stjerne. Men den energi og vitalitet, som Stone Temple Pilots mistede for mange år tilbage, og har haft store udfordringer med at genskabe, tyder på at ligge hos Jeff Gutt.

Som det halvanonyme band bevæger sig ind på den kulsorte scene, der alt andet end fremhæver bandets betydning for 90’ernes teenagefester, vælter Jeff Gutt ud på scenen som en reinkarnation af Scott Weiland i maveskjorte og trompetbukser. Igennem ”Wicked Garden” er det ikke lige til at få øje på det nye, han tilføjer bandet ud over energi, og hen over ”Crackerman” cementeres stemmen som en videreførelse af den, Stone Temple Pilots har baseret sin succes på. Samtidig er der ingen tvivl om, at bandet altid har haft talent for at skrive melodier, der gennem ”Vasoline” over ”Big Bang Baby” og ”Big Empty” sidder lige i skabet. Det er ikke, fordi det oser ud af bandet, at de befinder sig i en ny by, men den tilbagelænethed, der lidt for tydeligt har sat sig i DeLeo-brødrene og Eric Kretzs kroppe, balanceres mod Jeff Gutts enorme energi og selvsexualisering.

Der gøres nye tiltag, der måske kunne have været foruden, hvor ”Plush” bliver til det halvkedelige højdepunkt, publikum forgæves griber efter med et fast greb, men som ”Intersate Love Song” bevæger sig ind over publikum, og Jeff Gutt til sidst kaster sig ind i pitten under ”Sex Type Thing”, forsvinder den forudindtagethed, der unægtelig har præget de fleste fremmødte foran Helviti på Copenhell. Idet han kaster sig ned til publikum for at være en del af festen, bekræfter han sin egen selvudslettelse og rolle i et band, der ikke centrerer sig om ham, men i højere grad om sin egen fortid. Stone Temple Pilots har fået et skud vitalitet, der var bandet tiltrængt. Det er et skridt videre fra fortiden uden at miste grebet om det, der er vigtigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA