x
Mellem kædedans og circlepit

Heilung, Copenhell, Hades

Mellem kædedans og circlepit

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Umiddelbart virker det lidt spøjst at programsætte dansk/norsk/tyske Heilung på Copenhell. Gruppens musik har ikke meget med metal at gøre i bred forstand, og de har hverken guitar eller bas i lineuppen. Snarere er der tale om en form for folkemusik, men så alligevel har de flere fællestræk med metalgenren.

Dels grundet bandets åbenlyse interesse for nordisk mytologi, middelalder og vikingetid, helt ned til tekster på blandt andet oldnordisk, delvis baseret på digte fra middelalderen (nogle er dog også på engelsk), dels brugen af en guttural, næsten growlende vokal og de repetitive, shamanistiske strukturer i de ofte 10 minutter lange sange, der har til formål at hensætte lytteren i en form for trance. På samme måde som eksempelvis stoner-rock og black metal kan gøre det med ganske andre virkemidler. Bandet, der har fået et ganske stort internationalt publikum siden dannelsen i 2014 og udsender deres andet studiealbum Futha den 28. juni, spiller da også jævnligt på metalfestivaler, for eksempel Wacken Open Air i Tyskland, og deres logo ligner et typisk metalband-logo med en slags gotisk skrift.

Gruppen bruger desuden instrumenter fra middelalderen og er klædt med inspiration fra samme. Faktisk er det visuelle udtryk næsten lige så gennemført som Slipknot, der netop er gået af Helviti-scenen få minutter forinden. De to sangere og frontfigurer, tyske Kai Uwe Faust og norske Maria Franz, bærer hjelme med gevir, klokkenisten er iført noget, der ligner en munkekutte, mens flere andre på scenen er iklædt pelstøj.

Instrumenteringen tæller et langt horn, flere håndtrommer, en gong, førnævnte klokker og et forholdsvis moderne trommesæt med gulvtammer. Bandets tredje officielle medlem, Christopher Juul, står bag et keyboard, som han dog kun sjældent spiller på, men til gengæld betjener også han til tider en håndtromme, og på et tidspunkt er der er ligeledes et middelalderligt strengeinstrument med vist kun én streng i spil.

Gruppen starter med at fremsige en slags programerklæring, som også kan læses på storskærmen: ”Remember, that we all are brothers / All people, beasts, trees and stone and wind / We all descend from the one great being / That was always there / Before people lived and named it / Before the first seed sprouted”. Det lyder jo helt religiøst, og der er da også en klar spirituel dimension i Heilungs musik, ikke mindst grundet dens gentagende, messende from.

Til tider giver udtrykket associationer til munkekor, også selvom tematikken som nævnt er før-kristen. Musikalsk er der stor dynamik i samspillet mellem Kai Uwe Fausts brøndgraverstemme og Maria Franz’ smukke, æteriske sopran, der sender mine tanker i retning af sangerinder som Eivør Palsdottir eller Lisa Gerrard fra Dead Can Dance, som Heilung også har visse ligheder med, ikke mindst på nummeret "Othan".

Efter et par numre kommer et kor på seks personer ind for at supplere de seks musikere, der allerede er på scenen. Koret bærer spyd og skjold, men de kæmper dog kun på vokaler med de to frontfigurer i effektiv call-response-sang. Folk lytter opmærksomt, men der er dog ingen, der kaster sig ud i circlepit, og måske havde kædedans også været mere passende.

I sidste sang, ”Hamrer Hippyer”, der føles endnu længere end de øvrige numre, hamres spyddene rytmisk mod gulvet som sangens grundpuls. Yderligere et par dansere kommer på scenen, og i slutningen af nummeret danser de helt fremme på scenekanten i bar overkrop som for at gejle publikum yderligere op.

Det sker nogenlunde, og alt i alt må Heilungs optræden siges at være både interessant, anderledes og original. Jeg kom ikke helt i trance eller ud af kroppen, som jeg egentlig havde forventet – måske var musikken lige en smule for minimalistisk til min smag, med for få tonebærende instrumenter (om end det jo skal passe med middelalderens sparsomme instrumentudbud) – men mindre kan også gøre det, og respekt til Copenhell for at booke et band, der er så langt fra metalscenen – og så alligevel så tæt på. Og til publikum for at tage godt imod dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA