x
Farverig funk-fest for de få

Living Colour, Copenhell, Helviti

Farverig funk-fest for de få

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sort er den altdominerende farve på Copenhell, når vi taler beklædning. Hvis det gælder personerne, der bærer tøjet, er langt hovedparten dog hvide som de kranier, man ser rundt om på pladsen, og det er uanset, om vi taler publikum eller musikere. Metal har altid været en primært hvid genre, og hvorfor det er sådan, er en længere historie, som der ikke er plads til her. Der er dog undtagelser, og blandt disse finder vi et rendyrket sort orkester, nemlig New York-bandet Living Colour.

Gruppen blander på yderst elegant vis såkaldt sorte genrer som funk, hiphop, r&b og jazz med såkaldt hvide ditto som metal, punk og rock. De fik et solidt gennembrud helt tilbage i 1988 med debutalbummet Vivid, og også efterfølgerne Time’s Up og Stain fra 1990 og 1993 blev pæne succeser, men siden gik det ned ad bakke, i hvert fald kommercielt, og det blev ligefrem til en pause fra 1995-2000. Gruppen er dog stadig aktiv, og man skal ikke undervurdere deres betydning, for de var tidligt ude med deres blanding af funk og hård rock, samtidige med Red Hot Chili Peppers og Faith No More og før Rage Against the Machine.

Living Colour er for tiden på turné, hvor de spiller deres nu 31 år gamle debutalbum Vivid i sin helhed. Derfor ved vi, hvad vi kan forvente, men bandet indleder dog med en fortolkning af Robert Johnsons bluesklassiker ”Preachin’ Blues”, som de har indspillet på deres seneste album, 2017’s Shade. Så er vi i gang, og vi fortsætter med Vivid’s åbningsnummer, ”Cult of Personality”, som åbnes med et samplet Malcolm X-citat og er et af gruppens største hits.

Det står hurtigt klart, at musikerne er i fin form. Sanger Corey Glover har stadig en stor, fyldig og samtidig tilpas rå soulstemme, og med sit brede smil og udadvendte attitude kommer han langt ud over scenekanten – også næsten helt bogstaveligt, idet han med naturlig autoritet indtager catwalken. Guitarist Vernon Reid er også næsten helt ustoppelig med sin nærmest kontante tapping og hurtige soloer med masser af distortion. Det er imponerende, at han står for alt guitararbejdet i bandet, mens Doug Wimbish er den superfunky bassist, som ofte lader tommelfingeren tale, og trommeslager Will Calhoun holder sammen på det hele. Alle tre musikere bag Corey Glover synger i øvrigt flotte korstemmer, Wimbish lidt mere end de andre.

Bandet spiller dog for et ikke særlig talstærkt eller lydhørt publikum. Fremmødet foran hovedscenen Helviti er temmelig sparsomt, mens mange er trukket bagud i eftermiddagsheden og kan knap overkomme at klappe mellem sangene. En stor del plejer givetvis tømmermændene, mens de forbereder sig til den sidste aften på Copenhell. Det lægger dog ikke en dæmper på Living Colour, der gennemspiller hele Vivid undtagen to sange med sangene i primært kronologisk rækkefølge, og de relativt få, der lytter godt efter, kvitterer da også med pæne klapsalver og spredte horn.

Sangene er interessante musikalsk og til dels også tekstmæssigt, hvor eksempelvis ”Cult of Personality” tematiserer idol- og kendisdyrkelse på godt og ondt, ”Open Letter (to a Landlord)” omhandler sociale problemer i New Yorks ghetto i 80’erne, og ”Which Way to America” fokuserer på sociale problemer i USA generelt.

Talking Heads-coveret ”Memories Can’t Wait” (der også er med på Vivid) indeholder et afdæmpet midterstykke, hvilket er en kærkommen variation i et lydbillede, som i længden mangler en smule dynamik, når Vernon Reids guitar konstant spurter derudad, og tommelfingerbassen kører i næsten samme midt-tempo-groove hele koncerten igennem. Det ændrer dog ikke på, at Living Colour giver Copenhell en tiltrængt dosis funk og giver håb om, at kombinationen funk og hardrock vil finde tilbage til hitlisterne.

Da Vivid er gennemspillet, får vi titelnummeret fra ”Time’s Up”, en sang om forurening, der desværre ikke ligefrem er blevet mindre aktuel, siden den udkom i 1990, og endelig The Clash-klassikeren ”Should I Stay or Should I Go?”, der ironisk nok vækker det største bifald fra pladsen gennem hele koncerten, men ja, sangen er jo mere kendt på disse kanter end noget Living Colour-nummer. Living Colour var en overraskende og modig booking fra Copenhell-arrangørerne, og de er langtfra færdige. Forhåbentlig får de et større og mere dedikeret publikum næste gang.

 

Sætliste:

Preachin’ Blues (Robert Johnson-cover)

I Want to Know

Middle Man

Desperate People

Open Letter (to a Landlord)

Broken Hearts

Funny Vibe

Memories Can’t Wait (Talking Heads-cover)

Which Way to America

Time’s Up

Should I Stay Or Should I Go? (The Clash-cover)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA