x
Kompetente entertainere spillede mørket frem

Dimmu Borgir, Hades, Copenhell

Kompetente entertainere spillede mørket frem

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

I den mørke fæstning, Dimmu Borgir, regerer ondskaben, men der er også plads til glasklare melodier og cheesy indfald i nordmændenes tronsal.

Vi begynder med strubesang på Hades-scenen. De dybe vokaler slår stemningen an, og stemningen, den er vigtig. På intet tidspunkt lader Dimmu Borgir os slippe taget i den grundstemning af fantasy-influeret, satanisk black metal tilsat symfonisk storladne, filmisk-episke stryger- og korflader, hvilket vi allerede på det andet nummer, ørehængeren (hvis man kan tale om den slags inden for black metal) ”Interdimensional Summit” fra gruppens seneste album ”Eonian” får fuld valuta for pengene for. Det er en styrke, for hvis masken falder for meget og ligsminken begynder at rende ud, vil gassen sandsynligvis gå lidt ud af Dimmur Borgirs nattegustne black-ballon.

Det dybt professionelle, yderst kompetent spillende band ville dog aldrig lade det ske. Dimmu Borgir er om noget smågeniale entertainere. Blandingen af bandets ekstremt teatralske og storladne symfoniske black metal og forsanger Shagraths gode publikumskontakt og indpiskende stil fungerer eminent, også selv om han fik råbt ”all the way from Norway”, som om Oslo er så langt væk. Dude, vi er i Norden.

Et klart højdepunkt var ”The Chosen Legacy”. Dimmu Borgir kendes måske af mange for de tidligere nævnte symfoniske elementer, men denne signatur synes faktisk, at de står stærkest på de numre, der mest forlader sig på klassiske black metal-udyder. Bandet formår virkelig at spille som en skræmmende, knusende krigsmaskine, især når de himmelstræbende strygere træder lidt i baggrunden, hvilket ”Puritania”, bandets besyngelse af det gode ved menneskehedens endeligt, er et andet godt eksempel på.

I den anden ende af den skala finder vi denne signaturs bud på koncertens nadir, det oppustet opulente ”Progenies of the Great Apocalypse”, som sigende nok er skrevet af den tidligere keyboardist Mustis. Et af problemerne er lyden. Strygerne lyder mere af et Korg workstation-keyboard end af symfoniorkester, og kombineret med de kompositorisk til tider ret klicheprægede melodier, der mere bringer mindelser om en CGI-befængt fantasyfilm end om episk ondskab, står man tilbage med et sine steder ret cheesy udtryk. Nuvel, det er selvfølgelig en smagssag, men den del af Dimmu Borgirs musikalske udtryk lader denne anmelder en anelse kold.

Alt i alt var det dog en positiv tur i Hades med Dimmu Borgir, som til slut lovede, at de ville vende stærkt tilbage til Danmark. De skal være så velkomne.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA