x
The Psyke Project brød lydmuren efter fem års pause

The Psyke Project, Copenhell, Pandæmonium

The Psyke Project brød lydmuren efter fem års pause

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

The Psyke Project lod det være en begivenhed med en genforeningskoncert efter fem års pause på dette års Copenhell, og den slags kan jo gå grueligt galt.

Hukommelsen er ofte kort i musikbranchen, med mindre man er McCartney eller Stones, men et dansk undergrundsband spiller højt spil, hvis genforeningen skal være publikumsmagneten.

Det skal kunne stå for sig selv – eller falde.

Og ja, det stod for sig selv.

Historien handler kort fortalt om et dansk band, som blev dannet i 1999 i Helsinge. De spillede hardcore med inspiration af metal, post-hardcore og punk og optrådte på Roskilde Festival i 2003, 2007 og 2014 samt Copenhell i 2010 og 2014….og så var det slut:

I oktober 2014 holdt the Psyke Project deres sidste koncert for at "stoppe på toppen”, og dengang nåede jeg at se noget af det sidste.

Så langt så godt.

I dag så vi ingen desperados på scenen, men bandkammerater (og fædre) forenet i kærlighed til den rå stil, som også var varemærket for fem år siden med en bundlinje, som landede på fem udgivelser.

The Psyke Project anno i år viste så meget overskud, spilleglæde og overblik, at den lange pause kan undre. Man kunne til gengæld også mærke en vis rust i dele af sammenspillet, men publikum var på: Moshpits, headbanging og alt det der – flueben!

Men blev det uforglemmeligt?

Næh, ikke i betragtning af den høje standard på meget andet af Copenhell. The Psyke Project er ingen selvdød hval i dønningerne på stranden, men spillevende og med evnen til at bryde lydmuren efter fem års pause. Derfor må jeg anbefale enten at droppe genforeningskoncerterne som koncept – eller også brygge videre på den mega energi, fremdrift og vilje, som bandet også viste. Det blev en god oplevelse, tak for den. Men den kan blive endnu bedre, hvis The Psyke Project fortsætter herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA