x
Folk-punk til fadølsarmen

Dropkick Murphys, Tinderbox, Rød Scene

Folk-punk til fadølsarmen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg har flere gange i dag hørt mig selv omtale Dropkick Murphys som Flogging Molly, der spillede på Tinderbox i 2016. Det er selvfølgelig en smule arrogant sådan at sammenblande de to grupper, der givetvis selv synes, de er dybt forskellige, men der er altså en del fællestræk: Begge er baseret i USA, henholdsvis Boston på østkysten og Los Angeles på vestkysten, begge blev dannet i 90’erne, og begge spiller folk-punk med tydelig inspiration fra keltisk folkemusik og fra folk-punkbands, ikke mindst The Pogues. Og begge har en lineup, hvor guitar, bas og trommer bliver suppleret med instrumenter fra den irske folkemusik som mandolin, banjo, harmonika og i Dropkick Murphys’ tilfælde også sækkepibe.

Der er dog også forskelle, først og fremmest at Dropkick Murphys har to forsangere, Ken Casey og Al Barr. De synger skiftevis i (øl)kor og duetter, og det er i høj grad de to, der pisker stemningen op foran Rød Scene tidligt fredag aften. Begge har stemmer, der lyder, som om de tilbringer al deres tid på en pub, når de ikke lige er på landevejen, men det gør bestemt heller ikke noget, genren taget i betragtning. Til gengæld spiller de op til seks musikere bag dem glimrende, om end tilpas råt, og det er med til at holde lydbilledet sammen.

Koncerten åbner med at Sinéad O’Connor synger den smukke irske folkesang ”The Foggy Dew” over højttalerne efterfulgt af bandets sækkepibe-åbner ”Cadence to Arms” baseret på den skotske folkesang ”Scotland the Brave”. Så kommer musikerne på scenen og lægger ganske oplagt ud med ”The Boys Are Back”. En uptempo-sang om at være i byen og ude på ballade og absolut ikke stor kunst, men ganske underholdende, og sådan bliver resten af koncerten også. De fleste af Dropkick Murphys’ sange er umiddelbart iørefaldende, men minder til gengæld en del om hinanden. Enten er de i højt tempo hele vejen, eller også begynder de som ballader, men går så op i dobbelt tempo, når omkvædet sætter ind – og bliver der. Teksterne handler om slagsmål, livet på søen og almindelig druk og er i det hele taget meget langt fra stor poesi, men har deres charme – og skal naturligvis ikke tages alt for bogstaveligt.

Vokalerne står desværre ikke supertydeligt i lydbilledet, men kender man ikke sangene, er der masser af muligheder for at råbe med på diverse ”hey” og ”oh”er. De to frontfigurer spørger på et tidspunkt, hvor mange af publikum der ikke har hørt dem før. Det viser sig at være langt de fleste. ”Så bliver vi snart popstjerner,” griner de to og opfordrer senere højre og venstre side af publikum foran scenen til at danne hver sin circle pit og konkurrere om, hvem der bedst. Det bliver to små, fine cirkler, som ikke overraskende er meget roligere end dem, jeg så sidste weekend på Copenhell. Hvem der vinderen, fortaber sig i det uvisse, i hvert fald for mig.

Til gengæld klæder det bandet at sætte tempoet lidt ned i ”Don’t Tear Us Apart”, hvor de til en afveksling bruger klaver som det bærende instrument. Vi får også en coverversion af The Crickets’ ”I Fought the Law”, nok bedst kendt med The Clash, og af Rodgers & Hammerstein-musicalklassikeren ”You’ll Never Walk Alone”, også kendt som slagsang for fodboldklubben Liverpool FC, og alt sammen med Dropkick Murphys’ særlige lyd. Folkesangen ”The Irish Rover” har ligeledes og ikke overraskende fundet vej til sætlisten. Dropkick Murphys slutter dog med deres egne ”Until the Next Time” og ”I’m Shipping Up to Boston”, og adskillige på pladsen tager en svingom med hinanden under armen. Et glimrende akkompagnement til den gradvist stigende festivalpromille.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA