x
Mackle-less

Macklemore, Tinderbox, Blå Scene

Mackle-less

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Macklemore brød for alvor igennem med sin kompagnon, Ryan Lewis, da de udgav albummet The Heist i 2012. Albummets fjerde single, ”Thrift Shop” var et sleeper-hit, der retroaktivt forvandlede to af albummets første tre singler til verdensomspændende hits. ”Can’t Hold Us” og ”Same Love” katapulterede sammen med førnævnte sleeper-hit-duoen til stjernestatus og de amerikanske Grammy Awards i Los Angeles, hvor de vandt priser for bedste nye artist, album, rapsang og rap-performance. Dette var ikke uden kontrovers, da den tilsyneladende ekstraordinært velmenende Macklemore skrev til Kendrick Lamar, at han ville have, Kendrick skulle have vundet i stedet. Dette faldt ikke i god jord hos alle, og især Drake var ude med riven og kalde det ”wack”.

Siden da har Macklemore udgivet flere sange i sit voksende katalog af hits, hvor han selv rapper i versene og hiver en gæstesanger ind til at synge et generisk og poppet omkvæd. Sangene er gode, og folk dansede på Tinderbox. Det var en fest. Kunstneren så også ud til at give alt, hvad han havde i sig for sit publikum. På trods af en håndfuld gode sange og intentioner fra den Seattle-baserede rapper, så knækker filmen dog stort set hver gang, han åbner munden.

Med undtagelse af ”Thrift Shop”, som mange kan rappe med på i versene, så er Macklemores hurtige rap-stil og halv-flabede, overfladiske tekster bare en venteposition til omkvædene, hvor publikum kan få lov til at danse og skråle med på nogle gode melodier. Hans flows lyder meget ensartede, og hans tekster er enten totalt overfladiske eller gennemsyret af moral grandstanding, hvor han vrider sit hjerte for moralske guldkorn for at få opmærksomhed.

Især i sangen ”Same Love” er det tydeligt. Ikke alene er sangen et horribelt forsøg på at skrive lyrik, fordi den ligesom mange af hans andre sange er skrevet så overfladisk og poesi-forladt, at børn kunne skrive dem. Han introducerede sangen med en lang smøre om seksuel orientering, og at der skal være plads til alle. Det var ren cringe. Med sange som ”White Privilege” og opfølgeren ”White Privilege II” i sin portefølje, så er det ikke underligt, at Macklemore kommer med den slags falsk-følende udtalelser. Men folk – inklusive undertegnede – sang alligevel med på hooket, fordi det er catchy.

Hvis sangene er gode, og hvis alle synger og danser til dem, så må det være en god koncert. Og det var også en til tider hyggelig, men for det meste energi-rig og dansebetonet fest, der bragte smilene frem på festivalgæsternes ansigter. Koncerten var god, men Macklemore var dårlig. Hans rapperi bidragede som sagt ikke til meget mere end ventepause mellem velkendte hooks. Hans prædikener var en tvangsfodring af lykkekage-filosofi, der mest af alt var tåkrummende. Men han havde en god energi på scenen, der nåede helt ud til publikum – men der stopper hans eget bidrag til denne anmeldelses stjerner også.

Med detaljer som kostumeskift, dansere og velvalgte visuals, så var det egentlig et ganske fint og underholdende show samlet set. Macklemore som kunstner fortjener dog ikke de stjerner, som selve koncerten får, da det gode ved koncerten var andre kunstneres indsats på backtrack i catchy omkvæd og alt det distraherende på scenen i form af dansere, visuals og så videre. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA