x
Monoton trampen

The Lumineers, Tinderbox, Blå Scene

Monoton trampen

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Med udgangspunkt i Denver, Colorado debuterede The Lumineers i 2012 med et selvbetitlet album, der på vingerne af hittet ”Ho, Hey” placerede dem i indiefolkens frontlinie og tillige kastede en Grammy-nominering af sig. Siden er fulgt albummet Cleopatra fra 2016, der fik fire stjerner med på landevejen af GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen, og en treer med titlen III er på vej til september.

Det seks m/k høje band kunne ikke klage over fremmødet, da det gik på Tinderbox’ blå scene i eftermiddagsheden kl. lidt i fem. Rent planlægningsmæssigt var de godt set af arrangørerne, for deres enkle folkesange indbød til fællessang og fik således aktiveret det nu noget træge festivalpublikum, der hen over tre dage må formodes at have fået godt med sol og fadøl.

Publikumskontakten og entusiasmen fejlede med andre ord ikke noget, og for den får bandet den første stjerne. Den anden får de for veloplagte versioner af træffere som ”Ophelia” og ”Gloria”. Bortset fra dette par højdepunkter bød resten af koncerten til gengæld på den mest generiske, gumpetunge gang indiefolk, man længe havde hørt.

Amerikanerne prøvede tydeligvis at ligne autentiske folkemusikere med deres rustikke veste, hatte, seler, violin og gulvbas. Sangene havde også de rette bibelcitater og historiske borgerkrigsreferencer til, at man kunne forveksle det med ægte Americana a la Calexico for eksempel.

Der er desværre bare ikke rigtigt noget inden under vestene på dette nøje koreograferede image. Sangskrivningen, som er altafgørende, når man spiller folk, har et overraskende lavt bundniveau, hvor de fleste sange er skåret efter den samme skabelon med tre akkorder – som regel G-C-D – og konstante serier af åh-åh-åh-ytringer. Især gjorde trommeslageren, med det folk-ish klingende navn Jeremiah Fraites, sit til at drukne ethvert anstrøg af originalitet i sin monotone trampen på stortromme og gulvtam’er, der af én eller anden grund lå kvalmende højt i lydbilledet.

Man skal være et talent af Kevin Morbys kaliber for at kunne slippe af sted med den slags. Den klasse havde vi ikke med at gøre her. I stedet fremstod disse Lumineers som en slags Americanaens svar på Greta van Fleet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA