Feststemt historielektion

Giorgio Moroder, Tinderbox, Teltscenen

Feststemt historielektion

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Historiens vingesus. Sådan må jeg ganske enkelt beskrive det, da den italienske producerlegende Giorgio Moroder trådte ind på den tætpakkede scene på Tinderbox, omgivet af ikke mindre end ni musikere og fire vokalister. Selvom det næppe vil være alle på festivalen, der vil nikke genkendende til navnet, så er der formentlig ikke én eneste gæst, der ikke kender til i hvert fald et par af den mildt sagt imponerende stribe af hits som den nu knap firsårige italodisco-med-mere-pioner har haft sine gyldne fingre involveret i gennem nu fem årtier.
 
Vi taler "Take My Breath Away" og "What A Feeling", "Hot Stuff" og "Neverending Story", "Danger Zone" og "Together In Electric Dreams" samt naturligvis "I Feel Love". Ydermere hører det med til historien, at Moroder også har samarbejdet med nogle af rockmusikkens mest respekterede navne: Blondie, Sparks og selveste David Bowie. Og skulle man tro, at Moroder udelukkende hører historiebøgerne til, så fik franske Daft Punk begravet den opfattelse med deres 2013-hit "Giorgio By Moroder".
 
Moroder medbragte, som nævnt, en stribe musikere; en trommeslager og en percussionist, fire strygere, og tre på synthesizere, hvoraf de to også gav den på guitar og bas. Læg hertil tre kvindelige vokalister og en mandlig samt Moroder selv på Moog, lidt håndmixer og pletvis spagfærdig vokal. Der var ikke sparet på noget på musikersiden, og det var koncertens helt store fortrin, for det betød at selv i de passager, hvor vi fik serveret flødedisco med sirup – og det gjorde vi nogle gange undervejs – kunne man nyde musikernes og vokalisternes  indsats; skulle der spilles oktavbas på synthesizer, så var man tight, skulle der spilles funk-wah på guitar, så var man tight, skulle der fraseres soulvokaler, så var man tight. Det var dygtige folk, italieneren bragte med sig, ingen tvivl om det.
 
Også lyden var generelt god. Der kunne måske godt sine steder have været lidt mere spark i bastrommerne, men det er mest detaljer. Vigtigst var, at niveauerne på de forskellige musikere var flot afstemt, så man kunne høre, hvad alle lavede. Jojo, det er Moroder, så hvad andet kunne man forvente? Men alligevel; med så mange livemusikere og vokalister i spil var det flot håndteret på lydsiden.
 
Donna
Donna Summer fyldte en del på sætlisten, måske ikke så overraskende, da hun velsagtens var den af alle samarbejdspartnerne, Moroder oplevede mest parløb med. Dog alligevel; næsten halvdelen af numrene var Donna Summer-titler, og det gav koncerten en klar overvægt i retning af halvfjerdser-disco, både den fremadrettede og proto-techno-orienterede såvel som den noget mere traditionelle af slagsen. 
 
Fint nok at få det hele med, men der er ikke nogen tvivl om, at "I Feel Love" er det historisk vigtige nummer, og at "On the Radio" og "Last Dance" ikke er det i samme grad. Hvor sidstnævnte titler i dag nok mere spiller på nostalgiske karakterer, så kan man rent faktisk stadig høre det oplagte slægtskab mellem "I Feel Love" og det, der foregår på alverdens elektroniske klubber den dag i dag. Derfor var det også et noget nær bevægende øjeblik at opleve den leveret live med Moroder selv ved roret (om end han ikke spillede så meget); det ville selvsagt have været fornemt med Donna Summer på vokalen, men hun må siges at være lovligt undskyldt. Til gengæld fedt at se ikke mindst de forskellige synthesizerpartier spillet live og prisværdigt tight; den motoriske basgang, phaserakkorderne, etc.
 
Firserne
Det blev naturligvis også til nogle af de helt store firserhits, både "Take My Breath Away" og "Danger Zone" fra Top Gun, en film fra dengang, som ikke ligefrem glimrer ved gensyn, men en film fra en uskyldig tid, hvor Tom Cruise endnu ikke var blevet noget nær propagandaminister for en vammel kapitalfascistisk såkaldt religiøs sekt, og skal vi tilbage på sporet i forhold til det musikalske, så kan det herfra, som servicemeddelelse til de ekstra nørdede blandt læserskaren, meddeles, at den famøse basgang (som måske, måske ikke inspirerede Badalamenti, da han skrev Twin Peaks-temaet) denne aften blev leveret fra Moog og ikke DX7 preset 16 som på den originale studieindspilning.
 
Det blev naturligvis også til "What A Feeling", men ingen "Neverending Story", ingen "Together In Electric Dreams", begge ellers oplagte og store hits. Vi kom desværre heller ikke forbi samarbejdet med Sparks, som ellers afgjort hører til i den mest interessante ende af Moroder-samarbejder, men der blev sluttet af i stil med Blondie-hittet "Call Me", som også fik lov at trække et par minutter ekstra til stor glæde for det afgjort feststemte publikum.
 
Noget om stemmer og tangenter
Jeg havde på forhånd været en lille smule nervøs omkring koncerten, for jeg vidste godt, at Moroder ville stille op med en stribe af sine store hits, men at han ikke ville kunne byde på de oprindelige vokalister. Så hvordan skulle det gå? Jeg synes, det gik; de fire vokalister var selvsagt teknisk dygtige, og de havde god kontakt til publikum, men vi kommer da naturligvis ikke uden om, at det selvsagt ikke var Debbie Harry, der sang på "Call Me" eller Berlin på "Take My Breath Away". Konceptet står på den måde med en udfordring som er svær, for ikke at sige ganske umulig, at løse til perfektion.
 
Et af koncertens absolutte højdepunkter skulle nu også vise sig at være instrumentalnummeret "Chase" fra Alan Parker-filmen Midnight Express, et oprindeligt 13 minutter langt elektronisk nummer, der dog var kortet ned til lejligheden. Jeg havde gerne taget de fulde 13 minutter med, dels fordi nummeret alle dage med sin bastante rytmik, maskinelle basgange og dramatiske temaer har været lige dele visionær proto-techno og topklasse italodisco, dels fordi det her blev leveret live, særdeles kyndigt og rykkende med bl.a. super-tight eksekvering af Moog-bas og technobeat. Så Giorgio, fyr du bare nummeret af i fuld længde til næste koncert; det holder fra ende til anden. Et andet instrumentalnummer, Daft Punks "Giorgio By Moroder", fungerede også fint, med sine indlagte Herbie Hancock-agtige tangentsoli og lidt ekstra funken omkring.
 
Og nåja, hvad egentlig med ham Giorgio selv – hvad lavede han undervejs i koncerten? Jeg stod på første række, lige midt for, så som musiker må jeg svare ærligt: ikke særlig meget. Han fiflede lidt ved en lille mixer, højst sandsynligt mest for et syns skyld, spillede en smule på sin medbragte Moog, men klappede mest i takt og leverede små anekdoter mellem udvalgte numre. Han virkede i endog meget høj grad som studiemusiker snarere end live-ditto, og så skal man måske også have alderen med i billedet.
 
Det ville have være klædeligt med lidt mere live-action fra Moroder selv, men han havde til gengæld slæbt musikere med, der lavede så rigeligt, hvilket selvsagt tæller på positivsiden. Ydermere fremstod Moroder sympatisk, som en hyggelig onkel, der havde inviteret en hel teltscene til familiefest og generøst drøssede hits ud af ærmet.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA