Det alsidige palads var Ravi Kumas legeplads

Ravi Kuma, Roskilde Festival, Countdown

Det alsidige palads var Ravi Kumas legeplads

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det er ikke let at være nogen, sagde en kendt digter engang. Der er så mange kasser og rammer, man skal placere sig selv og andre i for at navigere rundt og leve op til det store samfunds forventninger. Ravi Kuma er en dynamisk hiphop-duo, der har sat sig for at nedbryde de grænser, der til hverdag skiller os ad for at finde frem til den indre natur, der driver os alle rundt: at finde et fællesskab, man kan have det godt i.

Og så alligevel ikke helt. For producer Aske Knudsen og rapper Sharon Kumaraswamy er vejen til sammenhold ikke belagt med klassiske poptunes, men med den tunge bestialske trapbas og hårdtslående rim for at vise og smadre alle fordomme om… alt. Selve gruppens støbning er derfor også en vanvittig oplagt booking af Roskilde Festival den første opvarmningsdag på en varm og blæsende søndag eftermiddag.

Energiniveauet er tungt og hårdt fra start på scenen, som det hedder og bør sig for genren. ”Fuck This shit, I’m Gonna Be a Princess”, et af gennembrudshittene, skyder hele fartøjet i gang, og en stor(!)smilende Kumaraswamy er lige, hvor hun skal være vokalmæssigt. Bevægelserne op og ned i toneleje og intensitet bliver intet problem for hende, mens Aske ligner en sød nørdet skoledreng bag sin dj-pult og keypads og smækker aggresive beats ud over pladsen.

”Honey” fra debutalbummet Sub følger efter og får en fin støbning i liveformat med et vokalløst break, som faktisk tager kegler i formatet. Entreen er således suveræn i levering og tempo, og publikum begejstres. ”Nice to me” følger efter, men bringer stemningen en smule ned igen, da den ikke går lige så jævnt i et live-format og fortabes lidt i monotonien. Den vender vi tilbage til.

Numrene gennemføres på engelsk og lige så vel dialogen, men allerede her begynder de lidt misvisende armbevægelser fra kunstnernes side. Med begge artisters danske opvækst og musikalske udvikling fra Det Jyske Musikkonservatorium forekommer det underligt påtaget at skulle gennemføre hele koncerten på engelsk. Det er lidt som at se en dansk produceret Amnesty-video. Det virker mere fremmedgørende end inkluderende, når det altså ikke er Glastonbury, koncerten foregår. Men nok om det, for der er ikke en finder at sætte på energiniveauet.

Efter en længere tale om at stå ved sin vrede svinges ”Mad-moiselle” og ”Office Man” stadigt hæsblæsende, og det er en cenmentering, af at der skal gøres et godt indtryk, som det ofte er i opvarmningsdagene. Til singlen ”Only Make Out With Myself” hives to dansere/korsangere op på scenen for at give symmetri, men deres bevægelser og sang til den altdominerende subbas blegner og trænger ikke igennem i en sådan grad, at det skaber et nyt udtryk. Men man mærker, at det er et meget bevidst valg at blande kulturerne ind i hinanden. Kumaraswamy får nemlig sagt mangt og meget om politikere, systemet og skønhedsidealer, og peace, love and harmony-budskabet runger ud over festivalen.

Det stikker dog i så mange retninger, at man har svært ved at se, hvornår man skal bifalde eller buhe. Tydeligst står det, da ”Mannekings” bliver spillet. Den indiske intro lyder skønt, men vi fortælles undervejs, at vi skal tage de fordækte mannequinner til os og blive mannekings og herrer over vores egen skønhed. Alle de skønneste intentioner er i budskabet, men man tabes i mellemregningerne, og publikum trækker en kende væk i de mange strukturelle forbehold, man pludselig skal tage. Og når man så igen vender blikket musikken, bliver den store ode til subbassen også en kende ensformig, og man mærker trods dansernes forsøg, at der er en ganske tydelig formel for Ravi Kumas musik. Og det er altså den samme igennem en helt koncert. Er man derfor ikke dedikeret fan, er det svært at beholde de forbipasserendes nysgerrighed.

Anderledes præcist og robust spilles nummeret ”Take Off My Scarf” som en kommentar til vestens flygtninge og minoritetspolitik. Det er så ligetil, at man gladelig hopper med til det, og folk stimler sammen igen om Askes og Sharons dedikererede rødder. Og det sætter sine spor på hele pladsen. Til sidst skal punktummet sættes, og det bliver ganske oplagt indledt af ”Staring at My Dick”, hvor vi først bliver bedt at gå på knæ og afvente droppet. Et velfungerende trick. Nu vender Sharon så i ren tandpastasmilende begejstring ned blandt publikum for at affyre sin egen selvdøbte "verdens største pik" ud over festivalpladsen (det er et konfettirør).

Hun glemmer dog helt droppet og vender tilbage på scenen, fyrer den temmelig antiklimatisk af og vender sig mod korsangere, som ganske givet er fra Sharons egen fortid som gospelsanger, da de alle begynder at synge omkvædet: ”stop starring at my diiiick”. Det bliver en øvelse i teknik, som ikke rigtig hører hjemme der, men udføres for at gøre oplevelsen alsidig. Men Sharons skrig er ikke til at tage fejl af og genopliver bifaldene. Det hele emmer lidt skizofrent, fordi man ikke rigtig ved, om vrede eller kærlighed skal dominere lydbilledet. Til gengæld fungerer lyd og billede på ny fornemt på closeren ”Great ’em All”, og det er en fornøjelse at lade koncerten slutte i denne tone, hvor Knudsens produktion for alvor skærer igennem, og Sharon modererer vokal og publikum sublimt.

Det var en malerpensel af de helt store, som Ravi Kuma hev ud af ærmet til søndagens koncert, men musikken og lyrikken manglede til tider samme farvepastel. Med en udvikling af denne i fremtiden, er det uden tvivl ikke det sidste, vi har hørt til Sharons og Askes erigerede lem. Og de er uden tvivl sprængfyldt med kærlighed.            


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA