x
Lil Halima malede Roskilde blå

Lil Halima, Roskilde Festival, Countdown

Lil Halima malede Roskilde blå

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

R&b er en underlig størrelse at skrive om som musikgenre. Hvor jazzen og den rockede ballade tidligere var den rene formel for følelsen af at være blå, så har Rhythm and Blues som stilart udviklet sig i en sådan grad, at der nærmest avles artister i denne stilart på recept. Der er mange, der vil nå den samme nænsomme vibe af intimitet og sårbarhed med så få remedier som muligt. Norske Lil Halima er et skoleeksempel på dette, og det er denne vibe, vi skal være med til at jage i aftenskumringen på Countdown.

Sporadiske skyer er blevet jaget bort til fordel for en voksende solnedgang, der lægger sig som et scenetæppe bag trækronerne ved den meget åbne scene. Jeg pensler det ud for blot at understrege, at i sin helhed var det et maleri, som den norske sangerinde indtog. Forudsætningerne kunne derfor ikke være bedre, og det er måske det, der smitter af på denne anmeldelse. Den stilsomme ”Interlude” fra debut-ep’en fra sidste år startede ud netop, som man kunne ønske sig, stille og uden de store armbevægelser.

Akkompagneret alene af trommer og keyboard er den samlede pakke set udefra ganske intetsigende og kedelig. Stemningen bliver for disse artister derfor altafgørende, og heldigvis besidder Halima efterhånden en professionalisme der i sins stemme fylde dikterer, hvor vi skal hen. Derfor bliver der forsigtigt sparket gang i publikums fødder med den milde ”Take Me to Your Planet”, som ikke behøver mange stød for at plante sig rundt omkring hos folk. De små effekter i nummeret lander fint som afvejelser for en lyd og tune, der ellers er hørt tusind gange før. Det er en af de sjældne kunster at kunne sige noget nyt med de samme formler. For lyden er umiskendeligt til at spore og overalt på musikmarkedet, fra Drake til Erykah Badu til vores egen Jada.

Alligevel er Lil Halimas karisma og ubesværede tilgang på scenen med de matte neonfarver i baggrunden i al sin kedsommelighed helt passende balanceret til at spore os ind med ”Young Luv”, og det samme nedtonede og afdæmpede følelsesregister nynnes frem til let vuggende melodier. Og det er ganske effektivt. ”Would U” gør på samme vis sin pligt og er uden tvivl en af hendes bedste skæringer, men leveres en smule fladt og uden studieudgavens præcision i break og tempo. Den maskinelle bas er utroligt dominerende i mange af Halimas sange, og det er desto større en skam at mangle selve instrumentet på scenen, da det intet andet ville gøre end at pynte sceneriet. Lil Halima gør dog sådan en overvejelse til skamme på ”DWBYF”, der elegant og smidigt fortæller sin historie om den nytteløse kærlighed. Meget enkelt og meget vellykket.

Tilbage til den rene følelsesporno (lad os være ærlige) forsvinder alt tempo på ”Hold Me”, alt imens de sidste rester af en blå dagshimmel glider ind over scenen. Lil Halima reddes fra en ensformig koncertoplevelse ved at være og spille på det rette sted på det rette tidspunkt. Og i de stunder må man blot give sig hen. ”Fire Doves” skruer på de samme værktøjer, men vil skabe det store i det små uden helt at skinne igennem, mest af alt igen grundet for lidt variation og en for lav volumen på vokalen. Det er uden tvivls Halimas stærkeste våben.

”Who Do U Love” sendes af sted til de nymåneforelskede fra scenen, og de forskellige kærestepar (og der er et par stykker) danser tæt og hopper rundt i takt med vers og omkvæd, inden Lil Halima forudsigeligt, om end ærbødigt vedkender sig sin lyds udvikling ved at jazze sig igennem en slowburn-version af Drake/Rihanna-hittet ”Too Good”. Den kun månedgamle ep ”For the Bright Days” rundes af med ”Don’t Cry”, der dyppes i dubbede maskiner og en sagte hviskende Halima, men uden at bringe sindene i kog.

Der koges til gengæld op fra scenen på hyldesten til jalousiens væsen på ”Jasmine”, som i liveversionen får ekstra ben at gå på i trommeslagerens vekslen fra elektroniske pads til smadder på sit rigtige sæt. Det rykker på publikum, der skifter imellem hiphoppens trampen rundt og jazzens afvæbnende sløvhed, alt sammen takket være en motherfucking diva på scenen.

Der slippes en dansefest løs på den afsluttende ”Train”, og det er overraskende, hvor mangfoldigt Lil Halima drejede sig igennem og rundt om sit materiale og r’n’bens klassiske dyder på tre kvarter. Man kan sige og mene meget om mangel på mod og autencitet i musikken. Men følelsen var der, stemningen var der. Og aftenens koncert var en sejr for de blå sjæle og Lil Halima.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA