x
Eloq: Love City

Eloq
Love City

Københavns bankende hjerte

GAFFA

EP / The Bank
Udgivelse D. 07.06.2019
Anmeldt af
Jens Dræby

Her er noget af det mest tilgængelige lavet af manden, der er døbt August Fenger. En lille hyldest til København skal naturligvis være folkelig, men den må ikke tro, at den er noget. Den skal være travl som byens indbyggere og stemningsfyldt som de gamle gader. Eloqs nye ep Love City opfylder forventningerne på syv skæringer, der lægger overfyldte produktioner med glitch og temposkift på hylden til fordel for mere traditionel house og enkelte bidder med hiphop.

Der er noget umådelig cool over den gamle CHEFF Records producer og tredjedelen af AV AV AV. Særligt her, hvor der ubesværet bliver disket op med urban popsange som "Rooftop" med CY og "Drifted" med Josef Lee og Elias Boussnina, særligt sidstnævne er ikke set så cool siden School of X. Højdepunkterne kommer dog mest med de kortfattede numre, der viser Eloq som principfast producer før noget andet.

"Memories (Outro)" er bygget op af nogle ganske tydelige og genkendelige spor, der trygt tillader, at lytteren lader sig indsnøre af repetitionen og medrives af den atmosfæriske bagvedliggende melodi. Det samme gør sig gældende for ep'ens centerstykke "OMW (interlude)", der viser Eloq fra hans mest lalleglade hjørne i sangens kendetegnende melodi. Det er lykkedes Eloq at skabe et produkt, man kan danse til og samtidig mærke for alvor, lidt som med tyske Moderat, der sværvægter konceptstærke sange og stadig leger med genrer og forventninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA