x
Josiah Konder åd Rising råt

Josiah Konder, Roskilde Festival, Rising

Josiah Konder åd Rising råt

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Kultur står på skuldrene af kultur. Modsat vi dødelige menneskers hukommelser står kunstneriske fremstillinger af menneskelivet nærmest stablet op som uendelige memory cards, der giver os mulighed for at forstå, at det, man vil sige på en scene er blevet sagt tusind gange før. Spørgsmålet er, om det man så siger stopper med at være interessant af den grund. Det tror jeg personligt ikke. Men man må acceptere i et felt som musik, at man oftest må og skal stjæle med arme og ben fra alle andre for at ende med et resultat, der rækker længere ud end til ens egen notesbog eller garageport. Dette gør musikensemblet Josiah Konder – også i den grad, da de skal spille Rising ind i aftentimerne på Roskilde Festivals anden opvarmningsdag.

Det københavnske kollektiv af musikere har nemlig fuldstændig tydeligt en musikarv, de ikke vil undse sig. Såvel Leonard Cohen som Nick Cave er særdeles tydelige referencepunkter, man ikke kan undgår at bide mærke i, når man hører deres debutalbum fra sidste år, Songs for the Stunned. Denne oplevelse bliver ikke mindre efter 45 minutters koncert. Tværtimod. Med forsanger og sangskriver Julius Ernst i front fyrer seksmandsorkesterets hårdtslående pondus afsted med ”The Bastard Within” som åbningsnummer.

Man mærker den dystre nerve fra start hos Ernst, der med sit lysebrune jakkesæt, spinkle statur og tynde guldkæde virkelig er en dansk manifestering af Nick Cave på en scene, if I ever saw one. Hans barytonvokal markerer sig som undervandsstormflod fra uvejret bag scenen ind imod publikum for derfra at gå amok sammen med orkesteret i fuldt flor. Lynhurtigt skiftes de dystre melodiske anslag ud med højtidelig soul, anført på ekstravagant vis af saxofonen i baggrund. Allerede her føles orkesteret alsidigt, og selvom de tydeligt helst vil forblive i det dionysiske mulm og mørke, mærker man, at der er plads og mulighed for meget mere.

”When the Night Comes Sleeping In” vender tilbage i mørket og spiller kispus med publikum, der før de ved ad det lytter efter Ernsts messekvæd, for derefter at hoppe med, når bandet springer fuld galop. ”Back on Us” bliver en demonstration af, hvor fyldig og nuanceret en basgang kan føles på en ellers relativt langsom ballade. Og gang på gang udviser musikerne en teknisk kunnen, der er ud over det sædvanlige, og det er næsten kun cellisten, der lige er mikset en kende for lavt.

”Calm of Your City” bliver et højdepunkt leveret med energi, der kunne gøre enhver mangen en live-performance til skamme. Dog mærker man stadig en uprøvethed hos Ernst, når han giver los uden at vide, hvad han skal gøre af sig selv. To korsangere er hevet med på scenen, men udnyttes egentlig alt for lidt, og deres tilstedeværelse drukner i bandets fandenivoldskhed.

”If it Shall Be” og ”My Heart and My Hands” vedholder publikum i stemningen uden at tilføje noget nyt, hvilket fjerner koncentrationen hos et par festivalgæster. Til gengæld er det afsluttende ”The Surface” leveret med sublim dedikation og viljestyrke, at man ikke kan andet end begejstres over indierock på dansk jord med så tungsindig en alvor på sig. Det kan til tider være svært for vores lille nation at tage sig selv så kunstnerisk serøst, som Josiah Konder demonstrerede det her til aften. De definerer sig selv igennem Samuel Beckett, Cohens ”Songs of Love and hate” og Caves ”The Good Son”.

Så længe de bibeholder den mængde af morbid gejst og dødsangst på scenen, så skal jeg gerne stille mig i kø for at placere dem i denne skuffe. Udfordringen bliver fra nu af at lade bandet gro sin egen retning, så vi kan se dem i noget, der ikke behøves forklaret med tidligere kulturs og kunstneres klassikere. Men når de først har fået vinger at flyve på med lånte fjer, skal det nok gå stærkt for Josiah Konder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA