x
Flødeskummet var bedre end lagkagen

FLEXLIKEKEV , Roskilde Festival, Countdown

Flødeskummet var bedre end lagkagen

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det er i forvejen en temmelig mærkelig booking. I skrivende stund befinder vi os tirsdag eftermiddag på den sidste opvarmningsdag på Roskilde Festival. Folk har brugt de sidste dage på at drikke et års arbejde og hjernespændinger ud, hvilket rimelig naturligt har resulteret i ordentlige fysiske og moralske tømmermænd over hele linjen. Hertil vælger man så som festival at satse på, at energien aldrig dør og hiver britisk upcoming trap-navn, FLEXLIKEKEV, som sådan en rigtig eftermiddagsluner, der kan få folk i gear. Da jeg ankommer til Countdown-scenen, ser det heller ikke ud til at være en vellykket konstellation. Lige omkring et par dusin mennesker har kigget forbi scenen, mest af alt efterskoleelever, som er fulgt af sted af deres forældre og den klassiske tonser-crowd (mavefleksende, multitatoveret, du kender typen).

Som navn er artisten med det borgerlige navn Kevin Yoro også et sært fænomen. Han har ikke rigtig etableret sig som navn i England (et musikvideo-link på Link Up tv er det blevet til hidtil), men hans kobling til Danmark igennem en barndom i Valby og nu igen bosat i København har afledt et felttog sammen med navne som Rosegold, som gerne vil spille på deres London-baggrund som et afsæt for at lave hiphop. I Kevins tilfælde er det dog helt klart dedikeret til trap-lyden, som ikke ligefrem er en britisk opfindelse, og det er langt fra den traditionelle grime, man som regel associerer med den britiske scene. Men fred være med det, alle skal være her.

Tilhørsforholdet er i hvert fald efterhånden så dansk, at dj’en bag elefanthuen ved pulten er pæredansk. Han spørger lidt halvdesperat fire-fem gange den lille crowd ”er I klar”? Han får et par halvkvalte råb tilbage fra en ikke særlig tændt skare, for at sige det mildt. Mr. Flex hopper dog upåvirket ud på scenen og beder som noget af det første om en moshpit. Ingen kan lade være med at grine lidt af det temmelig umulige krav, men et forstående publikum adlyder ordren, mens Yoro meget halvhjertet forsøger at mumle sig igennem ”Easyjet” og ”Slick Rick”. Han er i det hele taget under hele forestillingen langt mere interesseret i at skabe og kigge på cirklen på midten af det støvede græstæppe. Det er åbenbart efterhånden det meste af essensen af en trap-koncert, hvorvidt muligheden for at smadre løs er til stede. Det kan man jo mene om, hvad man vil, men det resulterer i hvert fald i, at første halvdel af koncerten er jævnt intetsigende, når den 21-årige knøs render frem og tilbage på scenen for hellere at skrige ”1-2-3” end at rappe sine omkvæd.

Herfra begynder der dog at ske ting. På ”Zone” træder Kevs sidestykke MADMANMAX, og det løfter koncerten et nøk opad, da han virker en kende mere interesseret i at vise sine kvaliteter igennem sit rim-flow, imens Yoro kan tosse lidt rundt neden for og på scenen. Det virker som om, at planen med moshpits slutteligt begynder at virke, eftersom crowden bliver større, og de værste efterdønninger fra aftenerne forinden er rystet af publikum. MADMANMAX får lov at tage over med sin single ”Fill Into My Pain”, hvor også YOUNG BLVNCO får lov til at shine lidt. Tre tosser på en scene er trods alt en seværdig oplevelse, og det løfter en ellers ret lummer stemning.

FLEXLIKEKEV ser momentum og trumfer med det tilnærmelsesvise hit ”Guap”, og samspillet mellem ham, MAX og et nogenlunde hypet publikum fungerer pludseligt. Vi går dog tilbage til rendyrket solo-Yoro-balder med ”Martian”, mens resten af crewet stiller sig bag pulten for at filme løjerne. Her bliver det altså mest interessant at betragte det der store hul i midten, da Kevs (manglende) rap mest af alt er et forkvaklet forsøg på at lyde af noget mellem Chief Keef og Travis Scott – uden det store held.

Der rundes af med ”Showstopper” og ”Guillotine”, som begge rent musikalsk forbliver utroligt forglemmelige, men tænder gnister iblandt de fremmødte, da mosh-pitten synger sin sidste sang, og Yoro hopper ud for at crowdsurfe hos de ti forreste. Der var uden tvivl tempo og tilsigtet ravage skrevet ud over hele affæren. Men når man indser, at man har foretrukket gæsteoptrædenerne frem for den egentlige hovedpersons show, så ryster man lidt på hovedet. Hvad kan man sige andet, end at genbrugstrap og fuld tænding ikke bærer dig hele vejen op til stjernerne. Men hvad pokker ved jeg? Folk havde det sjovt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA