x
Hvem vil ikke gerne være Natkat?

Natkat, Roskilde Festival, Countdown

Hvem vil ikke gerne være Natkat?

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det er en sjov fornemmelse at gå direkte fra tidstypisk aggressiv trap-musik ved FLEXLIKEKEV til at gå direkte tilbage ved samme Coundown-scene på Roskilde et par timer efter for at høre Natkats overdådige kærlighedserklæring til de klassiske dyder i hiphop. Man mærker næsten en intern splittelse i den så heftigt dominerende genre med folk, der tyr til mastodontiske ragnarok, som udgør meget af en moderne hiphop-koncert, med dertilhørende moshpits og diverse adrenalinkicks.

Over for dem står en kerne, der mindes dage, hvor man i slemmeste fald tændte en joint, lænte sig tilbage og hørte rimsmede køre over de let tilgængelige basproduktioner leveret af scratchende dj’s uden de store armbevægelser. Frej Le Funk, som er epicentret i Natkat, er netop sådan en rimsmed, og han er sat i verden for at bevise, at den traditionelle rapskole ikke blot var en tidslomme, men en udtryksform, der stadig kan stå på egne ben i en verden af autotunede hitlister.

Og der har tilsyneladende været et kæmpe savn af dette. Større end jeg forventede. For da jeg ankommer til scenen, er der sort af mennesker på den lille plads, og til opvarmningsrunden med dj Sump bag pulten er folk allerede i fuld gang med at lade op og hoppe rundt. Ud træder dernæst Le Funk, produceren Floppycat og D-man med stor stil og croonende på publikums forudbetalte hyl og skrig. ”Mørket kalder” fra debutpladen af samme navn sætter braget i gang, og stilen er sikker fra hver og en, som har indfundet sig på scenen. Frej leverer sine rim klart og upåklageligt, Sumpens produktioner skinner klart igennem med Countdowns heftige prioritering af god bas, og D-man er noget, der ligner den mest kariskmatiske hive-man længe set.

Der oser en stor mængde kærlighed ud til netop den hiphop, der i det sidste år er blevet lidt væk i sig selv. I imponerende stil introducerer Frej hele Vestegn-holdet, før de glider over i remix-hittet ”Dyb”, der som forklaret blev igangsat af P3-programmet ”Undergrund”. Sankt Annæ får ligeledes skud med på vejen, og folk, jeg nåede at snakke med spekulerede efter koncerten lige i, hvad der nu var hvad og hvorfor de skulle nævnes. Hertil må man bare konstatere, at venner passer på venner, og netop i den stil føles Natkat som en stimulans med helt andre karaktertræk i sit publikum, end hvad man ellers er vant til. Alle kan hive hænderne i vejret, og når en sådan sky af hænder rejser sig, så er det unægtelig flot. D

og bemærker man allerede her den mangel på variation, der også kendetegner 80’ernes og 90’ernes hiphop-kultur. Både tematisk og musikalsk spiller på de samme sikre kort med Sumpens grumme beats, Henrik Jørgensens melodiske jazzede trompet og Le Funks optur over sprut, stoffer og damer. Det er bestemt underholdende, men kapper lidt af den emotionelle investering, der ellers til tider kan opstå i genren, også i Natkats eget repertoire. Men numre som ”Næste moment” og ”Gør for penge” udebliver fra sætlisten til fordel for den gode vibe.  

”Funken er tilbage” bliver dog en tiltrængt variation, før det bliver ensformigt og giver virkelig plads til Jørgensens melodiske touch. Alle bliver dernæst på bedt at finde deres "bro" til ”brotherman” og ride med på det budskab, som hiphoppen altid har stået for: at værne om sine egne. ”Mesterplan” og ”Flere penge” giver plads til fællessang og tips og tricks til festival-scoring, og skæringerne prydes af Le Funk, der har udskiftet T-shirten med et mexicansk flag bundet som kappe.

Dette tager ikke noget fra hans professionelle klasse, og han er virkelig et formidlende talent bag en mikrofron, og sørger for at han er og bliver omdrejningspunktet og succeskriteriet for drengenes overlevelse på den danske musikscene. Følelsen af at stå sammen med trioen vækker minder om Pede Bs koncert på Arena for snart fem år siden, hvor man ligeledes mærkede at det, der foregik var en lektion. At beats og lir ikke startede med Migos eller Drake eller Kanye, men derimod den ghetto, der var socialt immobile og nødsaget til at digte sig til en stolthed. Og Natkat står som et virkelig stolt fyrtårn på Countdown.

”Natkat”-nummeret leveres med samme pondus, nu med Le Funk iført lilla leopard-plettet tyrkisk T-shirt. Der hygges kort sagt gevaldigt igennem oppe fra scenen og ned. Frej beklager ud til publikum og konstaterer, at de 45 minutter ikke giver plads til ekstranumre, men album-closeren ”9 Liv” får lov til at svinge ud over højtalerne, inden taget ryger på plads igen, og der takkes af til en af de mest velbesøgte koncerter i opvarmningsperioden i år.

Vi sidder eftergfølgende i en gruppe og vender koncerten op og ned for at finde ud af, hvor man skal gøre af sig selv som hiphop-tilhænger. Bliver det for meget af det samme, kan man holde til den samme basgang, de samme takter over en hel koncert på denne måde? Indtil en i flokken kort og godt konstaterer: ”Men hvem vil ikke gerne være Natkat?” Efter koncerten, de gav denne tirsdag aften, kan der ikke være tvivl om, at mangen en hiphop-gruppe rundt i landet stiller selvsamme spørgsmål.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA