Bag rusten: en fin, gammel perle

Rickie Lee Jones, Amager Bio

Bag rusten: en fin, gammel perle

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Længe virkede hun rusten og slidt. Ældet og svækket. Ufokuseret. Distraheret. Den 64-årige amerikaner.

Men efterhånden som koncerten skred frem slog hendes personlige udtryksstyrke alligevel igennem – præget som den er af levet liv, lyrisk tyngde, rutine, kant – og spilleglæde.

Og så fandt hun det svært at forlade scenen og publikum det svært at sige farvel.

Hvorfor formkurven i de to timer tog sig ud, som den gjorde, skal jeg ikke kunne sige, men måske var Rickie Lee Jones og hendes tre sidemen ikke helt til stede fra start, eller også gjorde de i starten sig selv en bjørnetjeneste ved at bruge den medbragte set-liste som en kurv med løse frugter, der kunne plukkes fra i improviseret rækkefølge. Måske var de fire ikke tilstrækkeligt sammenspillet til at gribe stafetten perfekt.

Øverst på set-listen stod f.eks. den gamle evergreen, ”Nagasaki”, som er med på det nye album, Kicks, som udkom for bare tre-fire uger siden. Men ”Nagasaki” blev aftenens næstsidste ekstranummer. Og nummeret ”Satellites” fra albummet Flying Cowboys fra 1989, aftenens allersidste ekstranummer – selv om det slet ikke stod på set-listen.

De mest velklingende numre på aftenen var titelnummeret fra albummet Pirates fra 1981, og den sindssygt velturnerede ballade fra det selvbetitlede debutalbum fra 1979, ”On Saturday Afternoons in 1963”.

Rickie Lee Jones optræder for hver ny turné med nyt set-up. Det kan der være flere grunde til, men en naturlig konsekvens er, at hun dermed også holder liv i materialet, som får et nyt udtryk. Hun optræder som en, der er interesseret i at revitalisere materialet, og hun er dygtig dertil – med overraskende guitarriffs, nye fraseringer, åbenhed overfor nye, instrumentale soli.

Hun har selv numrene inde under huden, de udgør en del af hendes DNA, og hun kan derfor let plukke frugterne i vilkårlig rækkefølge. Men det kan hendes orkester ikke, nødvendigvis. Og dét viste sig tirsdag aften – der var et delay, en forsinkelse, en tøven hos hendes musikere – for hvad fandt hun nu på? Hvilket nummer plukkede hun nu?

Men som sagt – efterhånden som koncerten skred frem indfandt der sig en form for stringens, og spilleglæden slog igennem. At Rickie Lee Jones så stadig sang forvrænget – med en stemme præget af levet liv, rutine, kant – det accepterede man, eller rettere – det hyldede man, for det er og bliver dét, der er hendes signatur, som var hun en kvindelig pendant til hendes gamle kæreste, Tom Waits.

Efterhånden som aftenen skred frem stod det også klart, at det 1) efterhånden er blevet et gedigent, vidtfavnende og meget spændende og vidtspændende bagkatalog, hun har i sin stadigt voksende kurv og 2) en kurv der prydes af fin poesi, gamle såvel som nye frugter, egne såvel som andres numre. Tirsdag aften smeltede covernumrene fra det nye album, Kicks, ”Bad Company” og ”Cry” i hvert fald fint sammen med hendes egne gamle numre – perler som ”Last Chance Texaco” og ”Young Blood”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA