x
Santrofi bragte tropenatten ind under teltdugen

Santrofi, Roskilde Festival, Avalon

Santrofi bragte tropenatten ind under teltdugen

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Santrofi er afro-funk, når musikken gør alt det, som den det skal: Får folk til at danse, klappe i takt, synge med på swahili (eller noget) og for en stund glemme verdens ulyksaligheder. For de af os, som har danset til afrobeat en lang tropenat, så lykkedes det Santrofi at få samme fornemmelse af tropenat ind under teltdugen – og for et øjeblik få os til at glemme, at sommeren har ombestemt sig.

Santrofi er efter sigende en ret ny gruppe af unge musikere fra den ghanesiske hovedstad Accra, ledet af bassist Emmanuel Ofori (kendt for feinschmeckere fra Pat Thomas & Kwashibu Area Band & Ebo Taylor).

Men så kan det band altså heller ikke være mere nyt, for mage til sammenspil og spilleglæde skal man lede længe efter – eventuelt syd for Ækvator.

Vi taler skæve taktarter (6/8 og 7/8), meget tætte breaks, der alle virker ubesværede som at klø sig i højeste legemsdel ved jordbærplukning.

Den klare afro-guitarlyd blev blandet med en funky bas, et par jazzede riffs og en tæt hornsektion med trompet og trombone. Samme sektion gik på et tidspunkt foran og frem på scenen og lavede armbøjninger i takt til musikken – og i bare overkroppe, så fitness-kortet skal bruges 24-7, hvis de skal matches bare en lille smule.

Baslinjerne holdt det hele sammen, når der sveddryppende blev banket løs på traditionelt ghanesisk slagtøj, og korene sad lige i skabet med deres renhed og intonation.

Noget af det, som gjorde Santrofi interessant var, at alle musikere havde samme, høje niveau. Forskellige sangere tog på skift pladsen foran mikrofonen. Og instrumenter blev skiftet undervejs.

Når alt dette er skrevet trak også enkelte numre momentum ned. På Roskilde Festival har man begrænset spilletid, og det er vigtigt at sætte retningen fra start. I et par enkelte slow-numre lænede Santrofi sig lidt op ad klæbrig 80'er-soul, som bandet for længst har distanceret med deres dygtighed. Måske kom de numre for at tækkes det afro-uvante festivalpublikum, men det viste sig slet ikke nødvendigt. Publikum var med hele vejen, også i mere eksperimenterende rytme-sessions.

Absolut en dejlig musikoplevelse, som kan bane vejen for flere afrikanske tropenatter selv i et køligt, skandinavisk telt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA