x
Flammende flamencopop – men hvor var bandet?

Rosalía, Roskilde Festival, Avalon

Flammende flamencopop – men hvor var bandet?

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er fyldt langt uden for Avalon-teltet, da Rosalía går på scenen onsdag 21.30. Den spanske sangerinde har virkelig fået et gennembrud herhjemme, som i mange andre lande, også selvom hun synger på sit modersmål, som ikke så mange danskere behersker. Men de fleste af os har jo nok et forhold til landet og kulturen, og derfor kan man undre sig over, at det sker så sjældent, at sproget indtager de danske hitlister. Lige for tiden er der dog som bekendt en latin-pop-bølge i gang verden over, om end den er mere sydamerikansk og reggaeton-påvirket og dermed musikalsk et lidt andet sted end dér, hvor Rosalía befinder sig. Hendes musik er en blanding af flamenco og elektropop, og det er i den grad et popshow, hun serverer på Roskilde.

Rosalía indtager scenen sammen med seks kvindelige dansere, to korsangerinder og en mand på kombineret keyboard og slagtøj. Bagscenen er dækket af en stor skærm, som bruges til at vise smukke lysprojektioner og til tider videoklip, men ellers er det sangen og dansen, der er i fokus. Og Rosaliás stemme imponerer. Hendes fraseringer befinder sig ligesom musikken mellem pop- og flamenco-traditionen, og hun tager mange høje og lange, klagende toner, der får det til at risle frydefuldt ned ad ryggen. Jeg ærgrer mig virkelig over, at mit kendskab til det spanske sprog ikke rækker til meget mere end ”dos cervezas por favor” (det skulle faktisk have været en spanskkyndig skribent, der skulle have anmeldt denne koncert, men han måtte desværre udgå grundet sygdom).

Rosalía og hendes dansere gør det også glimrende, når det gælder synkrondansen. Den er tættere på moderne dans end flamenco, men da GAFFA ikke er et dansemagasin, må du desværre undvære en mere detaljeret gennemgang af dansetrinene. De karakteristiske flamenco-klap bliver dog fyret af i adskillige sange, og på et tidspunkt bliver de to korsangerinder suppleret af yderligere to, der også klapper løs, og det gør det begejstrede publikum også – og synger med på en del af numrene. Til gengæld kan man på intet tidspunkt se en spansk guitar på scenen, på trods af at den udgør en markant del af lydbilledet på en del af sangene, eksempelvis ”Que No Salga La Luna”, og man kan undre sig over, at Rosalía ikke har medbragt flere musikere, men lader danserne bære så stor en del af udtrykket.

I en håndfuld ballader er Rosalía dog alene på scenen med koret og elektronikmanden, og disse sange er faktisk blandt sættets højdepunkter. Eksempelvis ”Barefoot in the Park”, som Rosalía har indsunget som duet med James Blake på dennes seneste album, Assume Form, men som hun i aften klarer med Blake på diskret backtrack. Og ”Catalina”, der leveres næsten a cappella, blot med lidt meget tilbageholdt slagtøj, og som også får massive klapsalver.

Hittene ”Con Altura” med J. Balvin på backtrack og ”Malamente” er blandt sættets sidste numre og sætter atter gang i fællessang og -klap, og undertegnede ærgrer mig endnu engang over mine manglende spanskevner. Den må stå på Duolingo eller aftenskole i næste semester. Og Rosalía må gerne tage et rigtigt band med næste gang, hun kommer forbi – så skal jeg nok komme igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA